Med øget e-handel bliver der flere og flere ekspres-leveringer af pakker i de i forvejen trafikalt hårdt pressede storbyer.
Det betyder mindre transport-køretøjer til det, som kaldes ”Last Mile” transporter – også i form af fødevarer.
Derfor præsenterede den tyske trailerproducent Krone på IAA transportmessen en varebil, hvor virksomheden selv havde bygget og indrettet kassen.
Know-how fra trailere
Det er der måske mange, der gør – men Krone havde anvendt sin know how fra sine kvalitets-trailere, så der er mere fokus på aerodynamik og dermed brændstofforbrug. Tag og sider var gjort mere aerodynamiske.
Krones varebil rangerede under betegnelsen KEP-Shuttle, der står for Kurér-, Express og pakketransport.
Nytænkning
Krones KEP-Shuttle havde en ny aerodynamisk tagkonstruktion og et nyt låsesystem. Der var som i en række kurér-biler direkte adgang fra kabinen til varekassen. I varekassen var der faste reoler med skridsikker bund. Der var LED belysning, som blev aktiveret, når man bevægede sig ind i varekassen.
Når der skulle afleveres få pakker, kunne chaufføren benytte sidedøren i stedet for bagdøren – og sidedøren kunne åbnes med en slags brobizz-fjernudløser. Når døren skulle lukkes igen, blev døren låst automatisk. Både bagdøre og sidedør kunne desuden åbnes via fjernbetjening.
Krones KEP-bil havde tillige bakkamera til at øge sikkerheden ved rangering.