På nærmest alle punkter har tyske Volkswagen formået at forbedre deres Caddy minivan – i femte generation.

På grund af Corona-krisen var det ikke muligt for VOTY.dk at prøve nyheden i Tyskland ved den internationale presseintroduktion i sidste måned – men det er lykkedes kortvarigt at prøve en tysk indregistreret udgave, der nu er kommet op til Danmark.

Vi prøvede den nye Caddy sammen med produktspecialist Bjarke Gravlev Rasmussen fra Volkswagen Erhvervsbiler, som fortalte, at bilen så småt er på vej til Danmark – men kun få eksemplarer når ud til kunderne i år. De fleste må vente til det nye år.

Test på snoede landeveje

Vores danske testtur foregik i omegnen af København – mest på små snoede landeveje, hvor vi med det samme fandt en bil, som har langt bedre vejgreb end den tidligere udgave – med bedre køredynamik.

Og så er den endnu bedre skruet sammen, og samtidig er den mere støjsvag – og mere komfortabel.

Det skyldes især, at Caddy er bygget på basis af den nye, ottende generation af personbilen Golf – på samme MBQ platform.

Større varerum

I stedet for bladfjedre bag har bilen fået stiv bagaksel, langsgående svingarme, fjedre og Panhardstang. Det har givet bedre pladsudnyttelse i varerummet.

Bilernes varerum rummer ifølge fabrikken mellem 3,1- og 3,7 kubikmeter (efter målemetoden SAE V6, som er en ny målemetode i forhold til forgængeren.)

Der er plads til to euro paller i Maxi udgaven, som kommer næste år, og bredden på sidedøren i Maxi er stor nok til at få en europalle ind på tværs.

Bedre plads i kabinen

Samtidig er den nye Caddy både bredere (seks cm) og længere (ni cm) og har større akselafstand (syv cm). Bilen er kun fem lavere.

Samlet har det også givet bedre plads i kabinen.

Kun den øverste del af adskillelsen går lidt ind i kabinen – ellers er adskillelsen rykket lidt bagud, så sædet kan fældes længere tilbage.

Motorer specielt til Caddy

Motorerne er udviklet specifikt til Caddy. De har SCR katalysator og efterbehandling med AdBlue. De yder 75-, 102- og 122 hk. Benzinmotoren yder 116 hk. Senere følger en 150 hk gasmotor.

Tyskerne kalder deres motorer meget bæredygtige, og det skyldes bl.a., at de har fået dobbelt AdBlue indsprøjtning, som reducerer NOx emissionerne via en SCR katalysator. Påfyldning af AdBlue sker ved samme luge i siden af bilen som brændstoffet.

Dieselforbruget skulle være 12 pct. lavere end den nuværende model – også fordi bilen er så aerodynamisk. En 102 hk Diesel nu 3,1 km længere på literen i forhold til samme motor på forgængeren efter WLTP målemetoden. Så der er sket en del.

Bedre vejgreb

Vores tyske testbil ydede netop 102 hk – og den virkede ganske smidig og hurtig. McPherson forhjulsophæng giver på grund af reduceret styreudslag en skarpere styring – så testbilen var virkelig agil og letkørt.

På vejen nød vi bilens linjevogter (Lane Assist), som holdt bilen i sin vejbane. Det er dog ikke standard.

Motoren havde trækkraft fra 1.200 omdrejninger – i fjerde gear fra 45 km/t, i femte gear fra 60 km/t og i sjette gear fra 75 km/t.

Letgående gearskift

i kan også nævne, at gearskiftet virkelig var letgående. Man kan også vælge bilen med 7-trins DSG automatgeargearkasse efter shift-by-wire princippet.

Så får man læderrat med i købet. Merprisen er cirka 20.000 kr. for DSG gear.

Veludstyret tysk testbil

Udstyret på den testede Caddy var mere omfattende end standardmodellen herhjemme vil være.

Udover bilens 16 tommer aluminiumsfælge havde den LED lygter for og bag, glasrude i bagklappen, beklædt varerum, førersæde med armlæn, 10 tommer touchscreen med navigation, handskerumsklap med lås, bakkamera og p-sensorer.

Standard i stedet for LED bliver H7 halogenlygter (i stedet for H4 på Caddy 4), sidehængslede bagdøre uden ruder og 6,5 tommer touchscreen.

Handskerums-klap koster ekstra

Ekstra er Apple Car Play og navigation – og man skal også betale ekstra for handskerumsklap, bakkamera og p-sensorer.

Til gengæld er LED belysning i varerummet, nødbremse, fartpilot og -begrænser samt multifunktionsrat i plast og air condition standard.

Adaptiv fartpilot koster ekstra

Adaptiv fartpilot (ACC) er dog ekstraudstyr, selv om det er vigtigt sikkerhedsudstyr, men meget få kunder har til dato valgt ACC, og det er egentlig underligt – det ville ikke betyde meget for prisen på en fem års leasing kontrakt.

Til testbilen med manuelt 6-trins gearskift er merprisen for ACC beskedne 3.761 kroner. I forbindelse med DSG automatgear er merprisen 2.897 kroner.

Fortsat 1.500 kg. trailervægt

Bestiller man sin Caddy med trækkrog på fabrikken, koster det ca. 6.000 kroner ekstra.

Vil man have trailerassist koster det godt 13.000 kroner inklusive træk og bakkamera – men udstyret vælges hver for sig. Man kan også få bilen med side-assist og rear traffic alert.

Trailervægten er fortsat 1.500 kg.

Fås med digitalt cockpit

Den nye Caddy er digitaliseret og forbundet til omgivelserne 24/7 – også til værkstedet. Man kan få digitalt cockpit, der omfatter instrumentering med to store skærme kaldet Innovation cockpit.

Via en Online-Connectivity-Unit med integreret eSIM-kort giver infotainment-systemerne (MIB3) adgang til mobile online tjenester og funktioner fra ”Volkswagen We”.

Den nye Caddy er derfor altid online. Man kan også tale med sin Caddy – bare man siger ”Hallo Volkswagen” – så svarer bilen.

Fra 135.000 kroner

Importøren er allerede parat med priserne. Basisudgaven med 2-liters 75 hk dieselmaskine koster 134.797 kr. plus moms, men den 102 hk dieseludgave, som vi prøvede, fås fra 146.617 kr. plus moms.

Topmodellen er med 122 hk og koster fra 159.139 kr. plus moms. Først i begyndelsen af det nye år dukker som sagt den længere Maxi-udgave op. En udgave med firehjulstræk kommer også.

En leasingpris på den korte basisudgave er også meldt ud – den bliver på 1.299 kr. pr. måned inklusiv service og reparations-abonnement.

Plug-in udgave først i 2024

Først i 2024 kan vi forvente at se en plug-in hybrid version, fortæller importøren. Derimod kommer der ingen el-udgave af bilen – som jo kan undre.

Men det arbejde skal den kommende ID.BUZZ Cargo løfte fra 2023. Indtil da kan man bestille en Van udgave af den netop lancerede ID.3.

Volkswagen Caddy produceres ligesom forgængeren i den polske by Poznan.