Forleden blev DB Schenker-prisen for bedste cand.merc. kandidatafhandling indenfor Supply Chain Management (forsyningskæder) tildelt Line Hansen og Kirsten Weibrecht Kristensen.
De vandt prisen for afhandlingen ”Demystifying the Industrial Emergence of 3D Printing.
“Impact on a logistics service provider”. Det er sjette gang, at prisen på 10.000 kroner uddeles på CBS, og den blev i år overrakt af DB Schenker Logistics’ HR-manager i Danmark, Maria Petræus.
”DB Schenker er glad for at kunne støtte nye talenter, som kan udforske og udvikle stadig mere innovative supply chain-løsninger og udfordringer. Samarbejdet med CBS omkring kåringen af årets bedste kandidatafhandling på cand.merc.-studiet i Supply Chain Management er derfor både lærerigt og oplagt. Vekselvirkningen mellem det teoretisk optimale og det praktisk mulige er ofte det, der skaber anvendelsesorienteret nytænkning og dermed de mest gangbare løsninger over tid. Vi har derfor helt sikkert en masse at lære af hinanden”, udtaler Maria Petræus.
Topkarakter
Den vindende opgave fik karakteren 12, i sig selv en indikation af det høje faglige niveau hos Line Hansen og Kirsten Weibrecht Kristensen.
”Vinderopgaver har med sin fokus på 3D-print analyseret et både højaktuelt men også uudforsket område. Emnet har en stor praktisk relevans, da det har potentialet til at ændre både forsynings-kæder og værdistrømme i verdenshandlen. Desuden er afhandlingen fuld af grundige analyser – i såvel teori som metode, siger professor Britta Gammelgaard,” CBS, Copenhagen Business School.
Det ligger i kriterierne for prisen, at den vindende afhandling ikke alene skal være på et højt akademisk stade, den skal også give værdi til de mange mennesker, som i det daglige arbejder med logistik, planlægning, indkøb, produktion og produktudvikling i SCM-verdenen.
Samtidig skal den være innovativ – have et globalt sigte, være relevant også for virksomheder samt fremstå på et topprofessionelt niveau.
Veldokumenteret
”Denne afhandling opfylder i høj grad disse kriterier. Der er tale om et utroligt veldokumenteret arbejde, som også har praktisk relevans. Line Hansen og Kirsten Weibrecht Kristensen har på en meget nyskabende måde anvendt SCM-teori på et meget essentielt og fremtidsorienteret emne”, sagde Maria Petræus i sin tale til vinderne.
De øvrige nominerede til DB Schenker-prisen var Camilla Luxhøj: “Managing Manufacturing Partnerships for Success” samt Thomas Larsson og Christina Steiness for deres afhandling “Optimal Order Quantities and Supplier Integration at Novo Nordisk”.
Prisen blev overrakt i forbindelse med 6th Copenhagen Supply Chain Management Summit at CBS, en konference organiseret i samarbejde mellem CBS ved professor Britta Gammelgaard og DB Schenker.
Amerikansk hovedtaler
Konferencens hovedtaler var professor James R. Stock, University of South Florida, USA. James Stock er professor i marketing og logistik og har næsten 40 års forsknings- og undervisningserfaring på sit område. Hans indlæg på konferencen handlede om ”Supply Chain Management Optimization in the Retail lndustry”.
På konferencen var der desuden inspirerende indlæg ved Peter Bagge-Nielsen, ejerleder, Skagenfood (om de specielle udfordringer ved dør til dør-leveringer af letfordærvelige varer), og Thomas Dam, ejerleder, A Question Of (om de logistiske udfordringer, en gazellevirksomhed står overfor i forbindelse med succesrig international ekspansion).
DB Schenker-prisen for bedste cand.merc. SCM-kandidat-afhandling (fra venstre til højre): Vinderne Line Hansen og Kirsten Weibrecht Kristensen sammen med Maria Haag Petræus, DB Schenker Logistics’ HR-manager i Danmark.