Hos Bucher Municipal i Greve er man eksperter i at opbygge helt specielle lastbiler – så da en kommune i Stockholms-området sidste efterår valgte et nyt kommunalkøretøj, sendte fejemaskine-producenten Ströman Maskin AB lastbilen til opbygning hos det danske firma i Greve.

Lastbilen kan nu fungere som fejemaskine, slamsuger, snerydder og saltspreder – alt efter vejret og årstiden.

På basis af Scania XT

Købet, der skete efter et offentligt udbud, omfattede krav til lastkapacitet, et godt arbejdsmiljø og muligheden for at håndtere forskellige arbejdsopgaver, såsom fejning og snerydning.

Resultatet blev et Scania P320 på det kraftige XT-chassis – opbygget med en slags kamæleonsystem fra Bucher Municipal, der gør det muligt for kunden selv at ændre fejemaskine til en snerydder.

Både sommer og vinter

”Lige nu bruges bilen til fejning og slamsugning, og det kommer den fortsat til at gøre indtil vinteren kommer. Køretøjet er opbygget, så kunden selv kan skifte fra et sommerkøretøj til et vinterkøretøj, så den i stedet for fejning kan bruges til snerydning og saltspredning, når vejret kræver det,” siger Magnus Roslund fra Ströman Maskin AB.

Efter man fik ordren, valgtes P320-serie-lastbilen (med 320 hk) i XT udgave, som blev købt hos Scania-forhandler Bilab i Kungälv.

Træning af medarbejdere

Herfra blev den sendt til Bucher Municipal, som er Ströman Maskins opbygger i Danmark.

”Buchner Municipal byggede lastbilen op, så den matchede kundens ønsker, og så kom den tilbage til os til klargøring før leveringen. Efter lidt træning sammen med kunden er den nu ude og arbejde i gaderne,” siger Magnus Roslund.

Valgt med Allison automatgear

Bilen blev bestilt hos Scania med Allison automatgearkasse, som er med til at give optimal komfort til chaufføren – gennem bløde gearskift, brugervenlighed og en god arbejdshastighed til alle arbejdsopgaver.

Gearkassen er fra Allison Transmission 4500 Series™  – hos Scania betegnet GA867. Den er kalibreret til at klare lave hastigheder i samarbejde med Allisons autoriserede partner i Stockholm – IM Transmission.

Håndterer lave hastigheder

Kommunen havde brugt andre gearkasser tidligere, men man valgte en gearkasse fra Allison på grund af de bløde gearskift og behagelige arbejdshastigheder i hvert anvendelsesområde.

”Maskinen kommer til at køre i bytrafik både om sommeren og om vinteren, så det var ekstra vigtigt for kunden, at den skulle kunne håndtere lavere hastigheder og være både komfortabel og sikker for chaufføren”, siger Magnus Roslund.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk