Det er på infotainmentdelen at den nye Mercedes-Benz Sprinter er mest fornyet, men motor og gearkasse er genbrug, og det har skuffet mange.
Den nye Sprinter har været ganske længe undervejs, og der har været store forventninger til den store tysker.
Mange kunder har da også forventet flere nyheder i den nye Sprinter, bl.a. i forbindelse med drivlinen (motor og gearkasse.) Her er der tale om genbrug – dog med opdateringer. Brændstoføkonomien er således forbedret.
God trækkraft
143 hk maskinen trækker fint, og den er støjsvag. Man mærker ikke så meget til en ballast på 500 kg., som vi testede bl.a. ved introduktionen i Holland tidligere.
Vi har herhjemme testet bilen over 320 kilometer – med meget bykørsel – sammen med tømrermester Claus Ettrup, Dragør, som især roste bilens høje kvalitetsniveau. I den forbindelse skal man dog vænne sig til, at døren virkelig skal smækkes hårdt for at lukke.
Han fandt også bilen meget velkørende og komfortabel – uden meget støj i marchfart, men knap så lydefri ved acceleration.
Fløjlsbløde gearskift
”Skiftene mellem gearene foregår fløjlsblødt i 9-trins 9G automatgearkassen,” siger han.
143 hk udgaven er måske ingen racer, men rigelig til de fleste opgaver. Også med en mellem tung last var Ettrup tilfreds med trækkraften.
Men kører man med mange tunge læs, er den baghjulstrukne udgave eller måske 4×4-udgaven den bedste løsning.
Lidt blødere front
Designet ligger meget tæt på den hidtidige udgave. En lidt mindre aggressiv front med mulighed for LED-lygter, re-designede baglygter og mere stilren linjeføring med færre kanter.
Ellers er det i kabinen, der er sket mest. Ikke mindst omkring infotainment. Sprinter er den anden bil i Mercedes-gruppen (efter A-klassen), som har fået MBUX systemet (Mercedes-Benz User Experience).
Man kan nu få permanent internetopkobling, og systemet ved efterhånden også, hvem, der kører bilen – og man lærer rutiner, så hverdagen bliver lettere for chaufføren.
Tal med din Sprinter
Spøjst er det, at man nu kan tale med sin Sprinter. Råb ”Hi Mercedes” ud i kabinen, og en venlig kvindestemme spørger, hvad hun kan gøre for dig. Desværre er systemet ikke så finpudset, som man kunne ønske sig, for svaret er oftest ”Sorry! I don’t understand. Could you please repeat ?”
Man kan ikke bare råbe ”kaffe” og håbe på en liste af nærliggende cafeer. Man skal hjælpe med f.eks. et bynavn. Og vil man have et anden radioprogram, skal man først manuelt stille ind på radio.
”Systemet virker ikke overbevisende,” mener Ettrup.
Ligesom personbilerne
Priserne for mange udstyrsdetaljer er ret høje. Men hele adgangen til bilen og betjeningen viser i større grad familieskabet til personbilerne.
Man er endda i tvivl om, om man sidder i en personbil eller i en varebil. Alt er meget overskueligt. Og kørestillingen god – bl.a. med armlæn og trinløs sædeindstilling med rulle.
Mercedes har valgt at centrere al betjening af bilen omkring chaufføren, og det betyder bl.a. ganske mange knapper placeret i læderrattet, og dem skal man vænne sig til at betjene. Et plus er aflæggepladsen – der er masser af rum.
God siddestilling
Et særligt komfortsæde i bilen giver én en god siddestilling – inklusive højdejustering. Dertil kommer to-vejs indstilleligt rat. Mange knapper på rattet kræver dog tilvænning. Der var tillige nøglefri start.
Derimod leder man forgæves efter opladning til smart-phones. For ladestikkene i instrumentbrættet er til den nye generation telefoner med USB C stik – ikke USB A stik, som de fleste anvender. Her må man så have fat i en omformer. Måske en gave-idé fra forhandler til kunde.
Meget positiv er 360 graders bird view kamera, så man kan følge med i, hvad der sker rundt om bilen. Der er tale om ekstraudstyr sammen med blindvinkelassistent, så man kan opdage trafikanter i den blinde vinkel. Nævnes skal også elektrisk håndbremse.
Sidevindsassistent
Standardudstyret er dog også ”pænt” med bl.a. sidevindsassistent, så man ikke føler samme ubehag ved at køre i sidevind.
Standard er også stabilitetskontrol (esc/ESP), klimaanlæg, oliefyr med timer samt træbund i varerummet. Dertil i øvrigt standard skift mellem nærlys og fjernlys. Signaturlys i kørelyset er også standard.
Et plus er også dobbelt-spejlene, der fanger de bløde trafikanter. I luksusafdelingen kan vi nævne aluminiumsfælge og læderrat.
Adaptiv fartpilot
Testbilen havde ekstra adaptiv fartpilot, kaldet Distronic hos Mercedes. Så holder bilen afstanden til den forankørende bil. Et kæmpe plus for sikkerheden – det mærker man ikke mindst ved motorvejskørsel.
Hele instrumenteringen er jo ny med mulighed for 10,25 tommer infotainment skærm, hvor man virkelig får noget ud af navigationen. Det var dog ikke tilfældet i testbilen, hvor der kun var en 7-tommer skærm. Der var dog også navigation.
Mercedes har gjort designet af kabinen bred – det vil sige horisontal, hvor bilens kabine før føltes smal – og var mere vertikal. Vi kan også nævne flaskeholdere i dørene og fire kopholdere i kabinen.
Otte cm lavere læssehøjde
Varerummet er i størrelse identisk med forgængeren, men den forhjulstrukne testbil har fået otte centimeter lavere læssehøjde, som vi målte til 530 mm.
Men der mangler nu et trinbræt ved bagdørene for at lette adgangen. I forbindelse med Sortimo-træbunden talte vi i øvrigt 12 fastgørelseskroge.
Vi savnede et egentligt handskerum i testbilen.
–
Fakta – Mercedes-Benz Sprinter 214 CDI:
Motor: 4 cyl række.
Slagvolumen: 2.143 ccm.
Ydelse: 143 hk v. 3.800 omdr.
Moment: 330 Nm v. 2.400 omdr.
Træk: Forhjulstræk.
Gear: 9-trins automatgear 9G-Tronic.
Topfart: 156 km/t.
Brændstofforbrug g/s: 12,7 km/l
CO2 udslip: 207 g/km.
Dæk: ContiVan Contact Winter 225/65 R 16c.
Bremser: Skivebremser – esc – nødbremse – adaptiv fartpilot.
Akselafstand: 3.924 mm
Totalvægt: 3.500 kg.
Trailervægt: 2.000 kg.
Affjedring: Uafhængig for/stiv bagaksel.
Læssehøjde: 570 mm.
Varerum: 3.397 x 1.787 x 2.079 mm.
Mellem hjulkasser: 1.340 mm.
Bagdørsåbning: 1.555 x 1.830 mm.
Skydedør: 1.260 x 1.899 mm.
Garanti fabrik: 2 år.
Pris testbil inkl. ekstraudstyr: 333.005 kr. ekskl. moms
Sprinter 214 CDI pris fra: 280.405 kr. ekskl. moms