De rejste længere end andre af de 10 hold for at deltage i finalen i Scanias Top Team konkurrence for service-teknikere ved fabrikkens hovedkontor i Södertälje ved Stockholm – for det blev det australske ”Team Southern Stars,” der løb med guldet foran deres naboer Down Under, New Zealand.

Men Finland reddede de nordiske holds ære ved at løbe med bronzen i den verdensomspændende konkurrence.

De tre hold havde forinden besejret de bedste Scania mekanikere og reservedelsmedarbejdere fra Argentina, Italien, Peru, Schweiz, Slovakiet, Tyskland og Østrig.

70 lande deltog
De ti finalehold var fundet blandt mere end 8.000 Scania-medarbejdere fra næsten 70 forskellige lande gennem en række hårde udskilningsløb.

Det danske vinderhold ’Erritsø-drengene’ fra Scania-anlægget i Fredericia missede finalen med en hårs-bredde efter en god indsats i den europæiske semifinale, kun slået af de senere VM bronze-vindere fra Finland samt Italien.

Scania Top Team er et uddannelsesprogram i konkurrenceform, der har til formål at inspirere og motivere Scanias servicepersonale til at dygtiggøre sig.

Spørgsmål om teamwork
Det handler om konstant at forbedre færdigheder, viden, professionalisme og teamwork på Scanias værksteder rundt omkring i verden.

Top Team-konkurrencen hjælper også med at tiltrække dygtige fagfolk til lastbil- og busbranchen.
Scania Top Team blev afviklet første gang i 1983 og er siden vokset fra år til år. Scania er allerede i gang med at planlægge næste års Top Team-konkurrence, hvor der igen forventes rekorddeltagelse fra Scania-værksteder over hele verden.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk