Det er moderne med coupé-form på luksusbiler, selv om de ikke er så praktiske – som denne X4 fra BMW – men dyrere end den klassiske SUV.
BMW har altid haft godt gang i salget af deres klassiske X3 og X5 SUV modeller – også på gule plader, men de er blevet taget på sengen af Mercedes-Benz med samme type biler med coupé-form.
Her er det især GLC modellen, der med 106 Van udgaver virkelig tog teten i denne særlige klasse i 2018.
Den udvikling vil BMW også have del af – så nu har man lanceret X4-serien, som bortset fra bagenden er identisk med X3-serien.
Spar cirka 150.000 kr.
Testbilen uden ekstraudstyr koster ifølge importøren 742.000 kroner på hvide plader, mens man slipper med 595.000 kroner plus moms på gule plader. Som X4 Van spares altså fra cirka 150.000 kroner. Bilmodellen er dog ret ny – og Van-prisen er først lige meldt ud.
De fleste håndværkere og andre erhvervsfolk vil måske foretrække den mere praktiske X3 Van – som hidtil, men mange falder nok for designer-lokomotivet X4.
Men der er mindre plads i varerummet på X4 i forhold til X3. Vi skal dog rose bilen for dens trailervægt på to tons. Vil man have en BMW med en trailervægt på 3,5 tons, skal man op i en X5.
4×4 er standard i X4
Vi skal også nævne handskerumslås og midterboks. I varerummet er der tillige to fastgørelses-skinner og to fastgørelses-kroge. Læssehøjden fra vejbanen er 790 mm – indvendigt beskedne 90 mm. Den el-styrede bagklap skal vi også nævne.
VOTY.dk har prøvet X4, hvor alle udgaver har firehjulstræk (xDrive) og 8-trins automatgear – her ekstra med M Sport udstyrspakke med bl.a. M aerodynamikpakke, M sportsbremser samt M sportsophæng og (på testbilen) 20 M alufælge med vinterdæk. Dertil læder/stof betræk på sportssæderne og M læderrat.
Når det gælder vejgreb spiller bilens firehjulstræk også ind – kombineret med den faste affjedring, som sikrer et godt vejgreb på en snoet landevej. Bilen er ikke en ægte off-road’er, men 4×4-systemet sikrer bedre vejgreb på løst underlag og på sne. Det var en sjov og spændende bil at køre i – og kørselskomforten var fremragende.
ACC koster ekstra
Bilen kører med en 4-cylindret motor i testudgaven – til gengæld er bilen knap så tørstig som en 6-cylindret udgave. Snitforbruget i testbilen er 13,9 km/l ifølge BMW.
Alligevel er den ikke en sinke – den når 100 km/t på 6,3 sekunder og topfarten er opgivet til 240 km/t. Vælg “Sport” mode og vælg manuel gearskift – så bliver det ikke hurtigere. Så skifter man gear med skiftepladerne bag rattet. Eller slap af i “Eco” mode.
Testbilen havde også en såkaldt Driving Assist Plus pakke, hvor adaptiv fartpilot (ACC) er med. I denne prisklasse kan det undre, at ACC ikke er standardudstyr. Men i pakken følger også bl.a. linjevogter, sidekollisions-advarsel og advarsel for påkørsel bagfra.
Nødbremsesystem
Den lange udstyrsliste inkluderede også nødbremsesystem, 3-zone klimaanlæg, p-sensorer for og bag, navigationssystem, head-up display, indklappelige sidespejle, LED forlygter og parkeringsassistent med bakkamera. Testbilen havde forøvrigt ekstra adaptive LED forlygter med fjernlys-assistent.
På en særlig drejeknap på midterkonsollen kan man gå ind i bilens info-system og klikke sig til de vigtigste informationer. Her indstiller man også radiokanaler. På knapper omkring drejeknappen vælger man f.eks. kort til navigationen.
Forbered forhandler-besøget
Tyske premium-producenter har altid valgt at have en enkelt standardmodel på prislisten for en udgave, og så specificerer kunden selv lige den bil, som velkommende ønsker sig. Så man bør forberede besøget hos forhandleren med et besøg på hjemmesiden – så man ikke skal bruge hele dagen i butikken.
Men hvis man vil pege på udstyr, som man kan savne på en testbil som denne, vil svaret sikkert være, at det også kan bestilles. Jeg ville godt have varme i rattet og el-justerbart førersæde – men det er bare om at sætte et ekstra kryds på spisesedlen.
Bilen havde også ConnectedDrive Services i tre år og SOS opkald – samt ekstra BMW Repair Inclusive 3 år (forlængelse af fabriksgarantien med et år.)
—
Faktaboks BMW X4 xDrive 30i M Sport:
Motor: 4 cyl. Twin Power Turbo.
Slagvolumen: 1.998 ccm.
Ydelse: 252 hk v. 5.200-6.500 omdr.
Moment: 350 Nm v. 1.450-4.800 omdr.
Gearkasse: 8 trins Steptronic aut. Gear.
Brændstofforbrug: 13,9 km/l.
CO2 udslip: 164 g/km.
Topfart: 240 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 6,3 sek.
Affjedring: Uafhængig for og bag.
Køreklar vægt: 1.795 kg.
Totalvægt: 2.400 kg.
Trailervægt m. bremser: 2.000 kg.
Varerum: Ca. 1.400 liter.
Læssehøjde udv./indv.: 790/90 mm.
Pris ekskl. moms: 594.685 kr.