Bilsalg og service er forældede betegnelser. Mobilitet er det centrale i dag for Danmarks største bilimportør, Skandinavisk Motor Co.

I takt med den øgede digitalisering, elektrificering og forbrugernes ændrede adfærd – er Volkswagen i Danmark i en kraftig ”turn around” fase, hvor det for kunden ikke kun handler om at købe og at få serviceret sin bil – behovet handler mere om en mobilitet ved leveringen af bilen.

Det fortalte direktør for Semler Mobility, Ulrik Drejsig, ved et møde forleden.

SMC er i dag sammen med Semler Retail selskaber under Semler Mobility. Efter 70 år som importør af Volkswagen i Danmark har Skandinavisk Motor. Co. (SMC) i øvrigt netop fået fornyet kontrakten med den tyske producent.

Ny forretningsmodel

Importen hos SMC omfatter Volkswagen, Volkswagen erhvervskøretøjer, Audi, Skoda, Seat, Porsche, Bentley, Lamborghini, Lotus og Ducati (motorcykler). Efter et kortvarigt dyk i 2015 som resultat af ”Diesel Gate” skandalen, er man nu tilbage i toppen – og blev den største bilimportør i Danmark i 2018.

Men forretningsmodellen for Volkswagen koncernen har ændret sig radikalt siden Diesel Gate. Hele VW gruppen har i dag meget fokus på selvkørende biler og elbiler – og på vej fra fabrikken er en sværm af elektriske køretøjer.

Faktisk investerer VW Group 44 mia. euro i elbiler frem til 2023.
Den sidste platform til benzin- og dieseldrevne biler er planlagt til at blive lanceret i 2026 – og skal så holde i 14 år inden endelig udfasning i 2040.

E-varebiler

Indenfor erhvervskøretøjer gælder e-udviklingen p.t. ikke mindst I.D. Cargo, som er eldrevet kassevogn – lidt mindre end VW Transporter. Den er næsten færdigudviklet.

De første eCrafter elektriske varebiler er herhjemme netop leveret til bl.a. Københavns Lufthavn og en GLS vognmand i Aalborg. Rækkevidden i bilen er 173 km.

E-varebiler fra ABT i år

Tuningsfirmaet ABT, der også står for e-teknikken i Audi’s Formel E biler, ombygger fremover både Caddy og Transporter T6 til eludgaver. Rækkevidden henholdsvis 200- og 400 km. Begge biler kommer på programmet i år.

På transportmessen i Herning i marts måned lanceres i øvrigt Volkswagens nyeste transportenhed – Cargo e-Bike med en rækkevidde på 100 km.

30 pct. af Semler Mobility’s salg af biler i 2025 vil være elbiler – e-Golf og e-Passat er her allerede. I år lanceres officielt de første e-Tron Audi el-biler. Seat kommer i år med en Leon el-hybrid, og i 2020 kommer flere VW-modeller i el-udgaver. I 2021 følger Skoda bl.a. med en e-SUV model.

El-biler omkring store byer

Ulrik Drejsig udtalte desuden, at det især vil være i randområder omkring de større byer, at elbiler vil have deres største afsætning – det kunne være Glostrup eller Herlev. Derimod vil en by Næstved være for lagt væk til at man kan bruge elbilen som pendler bil til hovedstaden.

Det handler om at undgå rækkevidde-angst. Og det handler igen om flere hurtig-ladestandere. Drejsig nævnte også en ny app ”Plug-share” – hvor indehavere af ledige ladestandere lejer dem ud.

Fleksibilitet

I fremtiden bliver det også muligt at finansiere sin bil mere fleksibelt – alt efter brugen. F.eks. at man kan betale for matrix-lygter udelukkende i vinterhalvåret, hvor god lygteføring er vigtigst – og ekstra topfart alene til sommermånederne.

Det hedder ”Function on demand” – og indledes i Audi e-Tron.

Digitaliseringen betyder også, at kunder i øget grad vil købe og sammensætte sin bil på nettet – i samarbejde med forhandleren, der også har langt mere fleksible åbningstider fremover.

Ny Transporter i oktober

Men taler vi erhvervsbiler anno 2019 vil de fortsat være med dieselmotor. I 2019 kommer også en et facelift af VW Transporter T6 – med lancering som minibus på bilmessen i Genève og som varebil på erhvervsmessen Bauma i München. I Danmark i oktober.

Herhjemme er der netop lanceret en heftig VW Amarok V6 med 258 hk. Ikke en dårlig løsning, hvis man kører med trailer.

Nyeste tilbud er en Transporter basismodel til 175.000 kroner, som kan leases for 1.395 kroner om måneden. Skal det være en større Crafter model er prisen så 210.000 kroner, som kan leases for 1.715 kroner – inklusive service- og reparationsaftale for begge biler.

Ny opbygningschef

Man kan i øvrigt for en service- og reparationsaftale for 155 kroner om måneden på hvilken som helst Volkswagen erhvervsbil. Det handler om tryghed.

Chefen for Volkswagen erhvervsbiler hos Semler Mobility, Ib Jakobsen, pegede på, at man nu satser ekstra meget på servicemarkedet med servicering af hele bilen – med opbygning.

Man har således ansat en ”Conversion Manager” – en opbygningschef. 80 pct. af alle erhvervsbiler leveres til kunderne leveres med en eller anden form for opbygning – f.eks. en reol eller kran. T6 får i øvrigt også et facelift i år.

Van-modeller

Det er ikke kun varebiler, der sælges med dieselmotorer. Faktisk blev 52 pct. af alle nye Audi biler solgt med dieselmotor i 2018. Og både VW Touran og Tiguan blev primært solgt med dieselmaskiner.

Samlet blev der solgt 4.709 Volkswagen varebiler i 2019. Faktisk blev en stor del af Semler Mobility’s biler også solgt som Van. Her gælder det fra Volkswagen især Touran, Golf, Tiguan og Polo – med over 800 ombygninger.

Men på listen er også den nye T-Roc allerede med 31 opbygninger. Af andre af gruppens biler bliver det til ca. 185 enheder.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk