Toyota er klar med en ny generation Yaris, som sidste år var den mest solgte gulpladebil i sin klasse i Danmark – med en plads som nummer 24.

Toyota Yaris er populær som lille gulpladebil – når man ser på ombyggede personbiler. Dels som hjemmeplejebil og dels som konsulentbil i bl.a. entreprenørfirmaer.

Ser man på salgstallene for Yaris som gulpladebil sidste år i forhold til 2016 er der tale om status quo – fra 340- til 348 enheder.

Men den holder stadig konkurrenterne bag sig.

Nu er Yaris som familiebil måske ikke én, som man kører mange kilometer i om året, men som f.eks. inspektørbil på gule plader i et entreprenørfirma kører bilerne hele tiden.

Her er det dog sjældent hybrid-modeller, man ser – men diesel, som også har mulighed for at trække en trailer på op til 835 kg. Det må en hybrid ikke.

Faste kunder

To tredjedel af alle Yaris Van ventes dog at blive hybridmodeller. I bygge- og entreprenørbranchen er hovedvægten bare dieseludgaver.

Byggefirmaet Lind & Risør og entreprenørfirmaet Barslund er blandt de faste kunder til Toyota Yaris Van.

Hybridmodellen er bedst, når vi taler bykørsel og kørsel over begrænsede afstande – på langturene er en benzin- og dieseludgave at foretrække.

Fuld sikkerhedspakke

Toyota kan tilmed lokke med Safety Sense system med aktivt nødbremsesystem, linjevogter og skiltegenkendelse.

Kunder til biler i denne klasse er normalt ikke kendt for at købe luksusudgaver – men i den nye udgave er pris-springet ikke særligt stort fra f.eks. T1 og H1 (H for hybrid) til T2 og H2 og videre til Premium og Flavour.

Billigste Van med 1,0 VVT benzin i udstyrsniveau T1 koster eksklusive moms 75.759 kr. Hybridudgaven koster fra 101.652 kr. og diesel fra 105.173 kr.

Forbedret komfort

Hybridmotoren er i den nyeste udgave blevet mere vibrationsfri gennem bl.a. nyt motorophæng, ny udstødning og en ny underramme.

Den er heller ikke så støjende ved acceleration grundet ændret motorstyring, men der er fortsat den generende elastikeffekt og høje motoromdrejninger – så hybridmodeller kræver afdæmpet kørsel.

I bytrafik er den virkelig økonomisk – og tidligere har vi opnået at køre med 40 pct. el-drift (ved præsentationen i Belgien).

75 gram CO2 pr. km.

Man kører i snit også 32,3 km/l i bykørsel og 30,3 km/l ved blandet kørsel, og CO2 udledningen er kun 75 g/km.

En fordel er også, at hybridbilen fortsat har automatgear som standard. Det er i reglen dyrt ekstraudstyr i denne klasse.

Køreegenskaberne er virkelig gode. Den står godt fast i selv hurtige kurver – men sæderne byder ikke på den bedste støtte.

Bedre kvalitet

Generelt virker samlekvaliteten bedre end før – og valget af materialer er bedre, især i topmodellerne Premium og Flavour, hvor der også er mulighed for to-farvet karosseri og interiør holdt i karosserifarve.

Man har også adgang til multimediesystemet Toyota Touch 2 med syv tommer touch-screen inklusive bakkamera, som er rart ved kørsel ved byggepladser.

Infotainment omfatter bl.a. Bluetooth og trådløs streaming af musik.
Testbilen havde også navigation – og vi skal også nævne læderrat, to-zone klimaanlæg, USB-stik, sædevarme og valg imellem ren elektrisk kørsel (EV) og økonomisk kørsel (ECO.) Dertil kommer alufælge på testbilen.

900 ændringer

Første Yaris så dagens lys i 1999, anden generation kom i 2005, tredje generation i 2011 og fjerde generation i 2014.

På den nye udgave er der gennemført 900 ændringer i forhold til de tidligere udgave.

Front og hæk er ændret – bl.a. er lygterne bag er på tværs. Interiøret i den nye model kendes på skærmen – men ellers er det meste ved det gamle.

Fakta Toyota Yaris Hybrid Van:
Motor: 4 cyl. benzin.
Slagvolumen: 1.497 ccm.
Ydelse: 100 hk (benzin: 73/el: 61 hk).
Moment: 111 Nm v. 3.600-4.400 omdr.
(Elmotor giver altid 169 Nm)
Topfart: 165 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 11,8 sek.
Forbrug (EU): 30,3 km/l.
CO2 udledning: 75 g/km.
Gear: Trinløs CVT.
Køreklar vægt/totalvægt: 1.165/1.565 kg.
Trailervægt: 0 kg.
Læssehøjde: 670 mm.
Indvendig læssehøjde: 4 cm.
Mål: 1.360 x 1.300 x 950 mm.
Mellem hjulkasser: 995 mm.
Åbning bredde bagklap: 1.010 mm.
Pris ekskl. moms Hybrid: Fra 101.652 kr.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk