Det tyske tuningsfirma ABT, der også udvikler elbil-løsninger, er nu klar til at levere deres første elektriske udgave af VW Transporter T6.1. Man tilbyder allerede e-Caddy.

Men begge el-varebiler lader vente på sig på det danske marked.

De kommer senere

”I Danmark får vi ikke e-Caddy og e-Transporter endnu. Og vi har endnu ikke fået meldinger om, hvornår vi får dem. I begyndelsen er det kun i Tyskland, de kan købes – men på den anden side er der formentlig heller ikke tvivl om, at de kommer hertil på et tidspunkt,” siger Thomas Hjortshøj, pressechef hos den danske Volkswagen-importør.

Vist første gang i 2018

Prototyperne blev allerede vist første gang på IAA transportmessen i Hannover i efteråret 2018, og siden er der foretaget testkørsler af bilerne.

Men nu er begge biler altså til at bestille i erhvervscentre hos udvalgte Volkswagen forhandlere i Tyskland samt gennem ABT’s egne e-Line partnere. Bilerne skulle også kunne fås i Norge og Schweiz.

VW’s egen ID Cargo i 2022

Volkswagen er dog klar med at sælge deres egen elektriske varebil med navnet ID Cargo allerede i 2022.

ABT’s varebiler kan afhjælpe behovet for elvarebiler hos kunderne – i hvert fald indtil da.

ABT, der er tæt partner til Volkswagen koncernen, står også bag teknikken i de elektriske Audi racerbiler, de kører med i det officielle Formel E mesterskab.

Nyttelast op til 1.096 kg

Den nye e-Transporter el-varebil fås kun med lang akselafstand og med 6,7 kubikmeter varerum eller som minibus med plads til ni personer.

Nyttelasten går op til 1.096 kg. Trailervægten kan dog kun være op til 750 kg. Vogntogsvægt opgives til 3.770 kg.

138 km rækkevidde

Rækkevidden er 138 km ifølge WLTP metoden. Batterikapacitet er 32,5-37,3 kWh. Ydelsen er 83 kW ved 200 Nm. Batteriet vejer 333 kg.

Topfarten er max. 120 km/t. Forbrug opgives til mellem 27- og 35,8 kWh/100 km. eTransporter kan oplades på 5,5 timer via en 7,2 kW ladeboks. En 50 kW hurtiglader kan oplade bilen 80 pct. på 45 minutter.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk