Den private Peugeot-importør i Danmark, Interdan koncernen, overtager nu også importen af den hidtil fabriksejede import af Citroën og DS.
PSA Groupe, som står bag begge de franske mærker, har netop underskrevet aftalen – og PSA kender jo til Interdan, som har stået for importen af Peugeot siden 1952.
Overdragelsen af importørkontrakten for Citroën og DS sker i forlængelse af PSA Groupes strategi ”Push to Pass”, der allerede har fundet sted på en række andre europæiske markeder.
Venter på godkendelse
Den endelige overdragelse vil finde sted efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens godkendelse af opkøbet.
Der vil fortsat være to forhandlerled – og da strategien fra PSA er at skabe tre vidt forskellige mærker med DS til luksus, Peugeot til sport og Citroën til allround, vil der ofte være forskellige kundegrupper. Undtagelsen er varebiler, der er ens bortset fra emblemet og lidt frontdesign – men her er det oftest pris og service, der er konkurrenceparametrene.
Formelt sker overdragelsen af importørkontrakten som et køb af Citroën Danmark A/S. Citroën vil blive en selvstændig brandorganisation indenfor Interdan koncernen med eget forhandlernetværk og vil være adskilt fra koncernens andre bilmærker, Peugeot og Mitsubishi samt Fuso.
Alle skal samles i Glostrup
Alle medarbejdere vil på sigt blive samlet i koncernens domicil på Hovedvejen i Glostrup, så Citroëns elegante bilhus i Sydhavnen, der også var Citroëns hovedsæde tilbage i 1926, rømmes formentlig.
”Vi har mere end 85 års erfaring i bilbranchen og en dyb forståelse for det danske bilmarked. Herudover har vi haft succes med at udvikle bilmærkers salg og markedsposition og derfor tror vi på, at vi kan fortsætte den succes, der har været med Citroën-mærket og tage det et skridt videre, bl.a. fordi de to organisationer kan lære meget af hinanden. Synergien mellem de tre mærker vil give en række fordele, bl.a. øget differentiering af brands (bilmærker), skala-fordele, Business-to-Business (B2B) potentiale og ikke mindst et virkelig stærkt modelprogram,” siger koncerndirektør for Interdan, Kenneth Hansen.
Interdan hed før British Motors
Interdan blev stiftet i 1952 af den legendariske bilmand K. W. Bruun – og han var til sin død i 1980 meget aktiv, bl.a. når nye biler skulle vises frem til pressen – oftest på Langelinie Pavillonen.
Inden navnet Interdan hed selskabet British Motors, som blev stiftet i 1930 med biler som Hillmann og Sunbeam. K. W. Bruun fik dog sin første import af biler i 1919 med italienske Fiat. I mange år havde man også Nissan importen – men i dag er det udover Peugeot også Mitsubishi og Fuso.
Citroën generalagentur i 1923
Citroën har været repræsenteret i Danmark siden 1919 – først via en privatimport i Jylland, men fra 1923 blev der stiftet et generalagentur under hovedkontoret i Paris med fransk direktion.
I 1924 fik man hovedkontor på Vesterbrogade, men i 1927 flyttede man ind i det elegante Citroënhus i Sydhavnsgade – med produktionsanlæg i forlængelse af bygningen. Her er der bygget forskellige bilmodeller – bl.a. Berline 11/Traction Avant (lanceret i 1934) – og i 1949 en populær varebil på basis af Citroën 11 Sport. Citroën boede i mange år i en nyere bebyggelse med værksted i Bådehavnsgade i Sydhavnen – men bor i dag igen i huset fra 1927.
PSA blev etableret i 1974 i forbindelse med økonomiske problemer i Citroën. Den franske regering gik ind og reddede Citroën ved at skabe en sammenlægning med Peugeot.