14 dages konstant regn gjorde terrænet ved Lejre nærmest ufremkommeligt – undtagende i den nye, kompakte firehjulstrækker Suzuki Jimny.

Det er 11 år siden, at man har kunnet købe Suzukis lille firehjulstrækker herhjemme. Men nu er den her igen med den gamle betegnelse Jimny. Og endnu mere retro i sit design – tro mod ur-Jimny fra 1970.

Bilen har heddet meget gennem årene – bl.a. Samurai og de mere kedelige SJ 410 og 413 (står for Light Jeep), men den har altid været en mester, når det gjaldt barsk off-road kørsel. Som importøren kaldte bilen ved præsentationen: den er ærlig.

Klarer grøfterne

Ligesom forleden, hvor vi prøvede nyheden i skovområdet ved Herthadalen i Lejre ved Roskilde, og hvor off-road ekspert Berthelsen fra Randers havde anlagt en rute gennem skoven – inklusive at forcere grøfter med og uden bro (et par granstammer).

Vi sad ikke fast en eneste gang på turen rundt omkring en bakketop i skoven, hvor der ikke var meget plads mellem træerne – og hvor man også skulle undgå et par store sten i skovbunden. Her skal vi også nævne bilen gode drejningsmoment.

Ingen direkte konkurrenter

Jimny er bilen, som til en pris på 230.000 kroner på hvide plader ikke har direkte konkurrenter – så skal man op i en Jeep Wrangler, Land-Rover Defender (som ikke produceres p.t.) eller Mercedes-Benz Geländewagen.

Men de nævnte biler er alle store og tunge, mens en Jimny vejer 1.165 kg. Så den bevæger sig som en lille skovmus hen over skovbunden. 4×4 systemet hedder All Grip Pro, hvor Suzukis andre 4×4 biler bare hedder All Grip, som er et let firehjulstræk i forhold til Pro modellen.

Ekstra gearstang

Fra baghjuls- til firehjulstræk kan skiftes via en ekstra gearstang op til 100 km/t – mens man skal holde stille for at indkoble reduktionsgear.

Udover reduktionsgear er der Traction Control, som anvender bremsesystemet til at nedbremse et spinnende hjul. Dertil kommer en kraftig krængningsstabilisator.

Her kan vi så tilføje bilens frihøjde på 210 mm – samt ind- og udgangsvinkel på 37- og 49 grader samt rampevinkel på 28 grader. Akselafstanden er beskedne 2.250 mm – for slet ikke at nævne bilens længde og bredde på 3.645 (med reservehjul) og 1.645 mm. Højden er 1.720 mm.

Kan ikke godkendes som Van

Bagagerummet er 850 mm langt, så der er ikke mulighed for at få godkendt den som varebil lige nu – som det jo var tilfældet tidligere. Reglerne siger varerumslængde på 1.200 mm i længden og 600 mm i højden for at blive godkendt.

Men til gengæld er de små bagsæder lette at vippe frem – og så er der på bagsiden af ryglænet en plastbeklædning, så man ikke sviner indtrækket, når man stiller sig snavsede gummistøvler ind efter jagten eller fisketuren. Passagersædet kan også vippes frem til transport af længere genstande.

Suzuki forbyder varebiler

Suzuki har dog indført en regel, at ingen af deres europæiske modeller må bygges om til varebiler – selv om den tidligere Vitara i Van model i flere år var den mest solgte varebil i Danmark.

At der så alligevel er blevet indregistreret 1.000 varebiler fra Suzuki i Europa i 2017 bliver nok ikke kommenteret fra det europæiske hovedkontor.

Trailer på 1.300 kg.

Tilbage til Jimny.

Lige så imponerende ved den nye Jimny er, at den må trække en trailer på 1.300 kg, så jægeren kan spænde en vogn efter og transportere de andre jægere ind jagtområdet.

Hvis ikke det er entreprenøren, der har lidt materiel og et par små maskiner, der skal frem til byggepladsen.

Jimny opfundet i 1970

Den første bil i letvægtsserien kom i 1970 under navnet SJ10, og anden generation fulgte i 1988 – og var den første udgave, der blev solgt i Danmark – importeret af de to bilfolk Sven Flintø (senere Nissan) og Søren Eilsborg.

I 1998 kom tredje generation, som designmæssigt var lidt mere poleret – bl.a. sagde man farvel til bladfjedrene. Dengang fik Suzuki Bilimport Danmark importen – men den lille firehjulstrækker har man ikke taget hjem siden 2008.

Kraftig chassisramme

Men nu – 21 år efter lanceringen af tredje generation -kommer nu fjerde generation. Af 850 solgte SJ-enheder siden 1998 er ifølge importøren cirka 70 indregistrerede enheder i behold. Men mange lever desuden et otium uden nummerplader på gårde og arbejdspladser – eller som off road biler.

Bilen er bygget på en kraftig chassisramme, stive aksler og tre-leds ophæng med fjedre, hill hold, hill descend, antispin, firehjulstræk med reduktionsgear (standard), kuglekredsløbs-styretøj (som optager ujævnhederne bedst) og træthedsregistrering.

Hårdt sat op på landevej

Selv om bilen ikke er verdens mest komfortable på landevejen, så er komforten bedre end i forrige generation fra ’98. Vi tog den både ud på landevej og motorvej, og den var måske nok lidt hårdt sat op – og selv om den kan køre 145 km/t, så er danske begrænsninger rigelige.

Den kantede form i den lille bil betyder, at det er let at komme til at rengøre ruderne.

Høj grad af sikkerhed

Det er vigtigt at fortælle, at sikkerheden er forbedret – bl.a. med automatisk nødbremse, linjevogter, skiltegenkendelse, seks airbag og esc.

Udstyret omfatter også aircondition og (i den lidt dyrere udgave) læderrat, navigation, alufælge og LED forlygter – og der er touchscreen, som kan betjenes med arbejdshandsker plus USB stik og DAB+radio.

Lang leveringstid

Bilen bygges i Japan, og man mærker tydeligt den høje kvalitetsgrad på bilen.

Men – I Japan er der to års leveringstid og i Tyskland tager forhandlerne ikke flere bestillinger ind. Herhjemme begynder salget i slutningen af april – med der er kun begrænsede antal biler til salg.

250 biler er p.t. tildelt Danmark. Men 1.400 personer har vist interesse for bilen. Det er den største interesse, som importøren har haft på en ny bilmodel.

Teknik Suzuki Jimny:
Motor: 4 cyl. benzin. K15B.
Miljø: Euro 6.
Slagvolumen: 1.462 ccm.
Ydelse: 102 hk ved 6.000 omdr.
Moment: 130 Nm v. 4.000 omdr.
Topfart: 145 km/t.
Brændstofforbrug WLTP: 12,2 km/l.
Energiklasse: B.
CO2 udslip: 178 g/km.
Gear: 5.
Udveksling reduktionsgear 4L: 1:2.003.
Styretøj: Kuglekredsløb.
Affjedring for og bag: 3-link med skruefjedre.
Dæk: Bridgestone 190/80 R15.
Karosseriopbygning: Chassisramme.
Karosseri: 8 pkt. ophængt.
Bremser: Skiver for/tromler bag. Esc.
Ind- og udgangsvinkel: 37- og 49 grader.
Rampevinkel: 28 grader.
Køreklar vægt: 1.165 kg.
Totalvægt: 1.435 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.300 kg.
Garanti: 3 år/100.000 km.
Sikkerhed: Nødbremse AEB. Antispin. 6 airbags.
Bakkehjælp: Hill hold/Hille Descend.
Pris: Fra 230.000 kr. (Activ)
Pris Adventure: 354.990 kr.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk