Danmarks største transport- og distributionsfirma, Danske Fragtmænd A/S, samlede i foråret koncernens eget indkøb af lastbiler og serviceaftaler hos én leverandør, Scania Danmark. De første leveringer er nu i gang.
Vognmænd Viggo Petersens Eftf. i Taastrup og Peder Olsen i Odense er de første af Danske Fragtmænds selvstændige fragtmandsvirksomheder, der får leveret nye Scania. Flere er på vej inden længe.
Alle lastbiler er udstyret med den brændstoføkonomiske og miljøvenlige 410 hk og 450 hk motor med ren SCR teknologi (Selektiv katalytisk reduktion), som har opnået lave forbrugstal i de flere pressetests i udlandet.
Scania Driver Support
Bilerne er udstyret med Scania Driver Support, Scania Communicator og abonnement på Scanias Oversigtsrapport, som er værktøjer, der både hjælper vognmænd og chauffører, til at fokusere på brændstoføkonomien med henblik på at reducere udgiften til diesel og CO2 udledningen.
”De nævnte teknologiske løsninger giver os mulighed for at følge brændstofforbruget i lastbilerne. Hvis de ikke køres optimalt, vil vi kunne se det i den tilsendte rapport og kan så overveje at tilkøbe undervisning til de chauffører, som kører lastbilen mindre brændstoføkonomisk,” siger Kenneth Jespersen, Danske Fragtmænd Transport’ salgs- og teknikchef.
Serviceaftaler
For at opnå den højeste ”oppe-tid” for lastbilerne er der tegnet serviceaftaler på alle køretøjer.
Danske Fragtmænd har i dag ca. 1.400 lastbiler af forskellige mærker i flåden.
De første af de nye Scania blev leveret i begyndelsen af juli måned af Key Account Manager William Bøgelund Madsen, som har stået for forhandling af rammeaftalen.