Vognmandsforretningen Bruun & Nielsen er stiftet i 2006, men indehaverne Erik Bruun og Birger Nielsen har arbejdet sammen siden 1988 – så de er erfarne vognmænd. Derfor er de blevet overraskede over, at deres seneste to lastbiler – begge 410 hestes Scania’er – kører fire km/l – noget, de aldrig før har oplevet i denne vægtklasse.
”De kører markant længere end alle de andre biler, vi har. Det er de samme chauffører og de samme systemer, der sidder i bilerne, og vi kører dem på samme måde, som vi hele tiden har gjort. Det er kun motoren, der er ny. Jeg tror bare, Scania har ramt noget helt rigtigt med den. Den er mere simpel, siger Birger Nielsen.
Administration i en skurvogn
Virksomheden i Ejby består af en hal med smørefaciliteter plus en kontorbygning, som er en skurvogn.
”Vi er kun os to og to disponenter på kontoret ud over en kontordame på deltid. Tidligere sad vi inde i hallen, men der var trods alt ikke plads længere. Det her er effektivt og økonomisk, og vi kan jo altid bygge opad med en skurvogn mere, hvis det bliver nødvendigt,” siger Erik Bruun.
Firmaet har op mod 20 biler, som er ganske velholdte – og derfor repræsenterer den fynske vognmandsvirksomhed på bedste vis.
Spørgsmål om image
”Ja, det er der nok noget om. Men det handler jo også om vores image udadtil. Rene biler vidner om en seriøst drevet virksomhed,” siger Erik Bruhn.
Erik Bruun og Birger Nielsen har arbejdet sammen siden 1988, hvor Birger blev ansat i Eriks fars vognmandsfirma. De stiftede Bruun & Nielsen i 2006.
”Vi har en strategi. Selvfølgelig har vi det, men vi gør det organisk og i det tempo, det kan lade sig gøre i. Vi kunne have gjort det på mange andre faconer, men nu har vi valgt at gøre det på denne her måde. Ellers er det ikke sikkert, vi havde været her i dag,” fortæller de.
De nye 410-motorer fra Scania passer godt ind i deres filosofi. Ikke noget overdådigt, overflødigt eller overskud af hestekræfter. Kun det rigtige værktøj til at drive en effektiv transportforretning.
Prøvede bilerne til kundemøde
Erik og Birger prøvede første gang de nye Euro 6-motorer ved et kundearrangement i Sverige i oktober sidste år.
”Vi prøvede både 410, 450 og 490, men vi var slet ikke i tvivl om, at det skulle være 410’eren. Den har et helt fantastisk drejningsmoment. Vi har slet ikke brug for mange hestekræfter til vores kørsel,” siger de to vognmænd.
Beslutningen om at købe 410’eren blev mere eller mindre truffet lige dér i førerhuset. Nu har man lige fået én 410’er mere.
129.000 km siden februar
”Resultatet viste sig omgående. Fra vi fik den i februar og frem til nu har den kørt 129.000 kilometer, og den bliver bare bedre og bedre. Den første udskrift viste 3,4 km/l, og den sidste, vi har fået, viser 4,0,” siger Erik Bruhn og Birger Nielsen.
De afviser, at de i Bruun & Nielsen gør noget ekstraordinært for at få mere ud af brændstoffet i deres nye G 410 og R 410.
”Vi har nogle kollegaer, der også har fået den nye 410’er, og det er det samme billede hos dem. De kører lige så langt på literen. Vi har også prøvet at kaste den rundt til forskellige typer opgaver, og den er påfaldende bedre under alle forhold.”
Topfart sat til 85 km/t
Nye Scania’er har et økonomiprogram, som begrænser topfarten til 85 km/t. Det sidder selvfølgelig også i Bruun & Nielsens Scania’er, men det gør ikke den store forskel i hverdagens arbejde.
Alle bilerne hos Bruun og Nielsen er droslet til 85. Sådan har det været i mange år, så det er ikke noget nyt for os at spare på olien. Der er intet vundet ved at køre 90. Man kan ikke gøre gevinsten op i kroner og øre, men man kan måle det på brændstofforbruget.
Mindre forbrug med Euro6
”Dér er der mange penge at spare. Og endnu flere penge er der at spare ved at køre med den nye 410’er fra Scania. Vi havde aldrig troet, man kunne køre fire på literen. Hver gang, der er kommet en ny Euro-norm, er forbruget steget. Nu har vi så fået Euro 6, og pludseligt kan vi køre meget længere. Det havde vi godt nok ikke regnet med.”
Samtidigt har de fået Scania ”Communicator” i bilerne i bilerne, så de løbende får gratis oversigtsrapporter over bilernes præstationer tilsendt fra importøren.
”Det er jo også en stor hjælp, at vi hele tiden kan følge med i udviklingen, så vi kan se, hvad vi gør rigtigt, og hvad vi gør forkert. Men det er primært den nye 410-motor, der gør forskellen,” pointerer de to vognmænd.
Skifter ud efter to-tre år
Bruun & Nielsen kører med en forholdsvist høj udskiftning af deres biler på omkring 36 måneder og i mange tilfælde ned til 24. For Erik og Birger handler det udelukkende om at opretholde et højt effektivitetsniveau.
”På den måde er der altid garanti på dem, og vi behøver ikke at ligge søvnløse over det om natten. På samme måde er indretningen af bilerne heller ikke en stor prioritet. Der er ikke så meget plys og grej i vores biler, og vi kører ikke med de største førerhuse, og er det det, en chauffør går efter, og hvis man ikke vil læsse af 15-18 steder hver nat, så er det nok ikke her hos os, de passer bedst ind. Det kræver en vis kvalitet chauffør at kunne lide at have så mange stop hver nat, stille burene pænt til kunden og tage emballagen med retur. Men så tjener de også godt på årsbasis omkring en halv million rent lønmæssigt, siger Birger Nielsen.