Sikkerheden er vigtig. Derfor er det – og har det altid været – vognmandsfirmaet Frode Laursens mål, at bilflåden er vedligeholdt. Men den østjydske virksomhed vil også gerne gøre brug af den nyeste teknologi for at forøge sikkerheden for medarbejdere og medtrafikanter.

”Vores største frygt er, at én af vores biler kører hen over en lille bil med en lille familie i. Det er vores skrækscenarie. Og jo større flåden er, des større er sandsynligheden for det,” siger Jan Skov Pedersen.

Han er teknisk chef med ansvar for værksteder, biler, teknik, indkøb af biler, trailere og lidt til hos Frode Laursen.

Og som teknisk chef er det også hos ham, sikkerheden starter.

800 lastbiler i flåden
”Vi kræver af vores lastbilleverandører, at vores biler er udstyret med det sikkerhedsudstyr, der gør, at vores chauffører har de bedst mulige forudsætninger for ikke at komme til skade, eller forvolde skade på andre i trafikken,” siger Jan Skov Pedersen.

Det lyder simpelt, men i en virksomhed af Frode Laursens dimensioner er det en enorm opgave. Frode Laursen-gruppen disponerer over 800 biler, som kører i et af virksomhedens selskaber i Danmark eller udlandet. Det omfatter både standardbiler og biler til særlige formål. Med så stor en flåde er der nok at se til fra kontoret i Vitten.

250 nye lastbiler på vej
”Cirka halvdelen af bilerne er lige nu Scania’er, og vi har lige indgået en samhandelsaftale med Scania om at levere 250 lastbiler over de næste to år,” siger Jan Skov Pedersen.
Alle bilerne bliver leveret med nødbremsesystemet AEB (Advanced Emergency Braking) og linjevogter eller LDW (Lane Departure Warning), som anses for at være nogle af de vigtigste systemer til at undgå og begrænse trafikulykker i dag.

”Vi har jo en ret stor udskiftning på vores biler, og med så stor en aftale som den, vi har indgået med Scania, varer det ikke længe, før de fleste af vores lastbiler har dette udstyr. For det ligger os på sinde, når vi sender en bil på gaden, at vores chauffører kører sikkert i trafikken, og sammen med det nye sikkerhedsudstyr er vi sikre på, vi vil få endnu mere trafiksikre chauffører. Vores chauffører har en god trafikkultur – og med det bedste sikkerhedsudstyr giver vi dem endnu bedre vilkår til at udføre deres arbejde,” siger Jan Skov Pedersen.

Færre alvorlige ulykker
Han mener helt generelt, at lastbilchauffører er dygtige trafikanter, som blandt andet er årsagen til, at alvorlige ulykker med lastbiler involveret i for eksempel Danmark er faldet med 65 procent i løbet af de sidste 10 år.

Frode Laursen har valgt at tage initiativ til at afprøve yderligere sikkerhedsoptimering af flåden. Man kører i øjeblikket et forsøg med ACC (Adaptive Cruise Control), som automatisk tilpasser hastigheden og holder afstand til den forankørende.

ACC kan ”forudse”  farlige situationer, som i mange tilfælde giver kraftige opbremsninger og i værste tilfælde ender i ulykker, når trafikken pludseligt sætter farten ned.

Svært at vurdere afstanden
Kommer man for eksempel kørende på en motorvej, hvor der er langt op til den forankørende, men der opstår tæt trafik længere fremme, så de forankørende pludseligt sætter farten ned –  så kan det være svært at vurdere afstanden og forskellen i hastighed.

Med ACC bliver forskellen i hastighed til de forankørende konstant aflæst, så lastbilen sætter farten ned i god tid.

Udstyret redder liv
”Vi tror på, at det forhindrer ulykker og i yderste konsekvens redder liv, og det er også muligt, at det sparer brændstof – så det er en win-win for os,” siger Jan Skov Pedersen.

Men avanceret elektronik gør det ikke alene. Hos FL arbejder man hele tiden på, at det er en kultur, at tingene er i orden.

”Vi går ikke på kompromis med sikkerhed, vi går ikke på kompromis med dæk, og vi går ikke på kompromis med bremser. De ting skal være i orden på alle Frode Laursens biler,” siger Jan Skov Pedersen.

God investering
Han føler, virksomheden har en god dialog med Scania om, når man ravspecificerer bilerne. Det handler om at kende sine kunder, og der har Scania gjort det godt. Sikkerhed er en investering, men på den lange bane hører sikkerhed og sund økonomi uløseligt sammen. For eksempel er Scania Driver Support utroligt vigtigt.

Virksomheden Frode Laursen ser på den samlede pakke, når det kommer til indkøb af nyt materiel. Her er det den aktuelle pakke, der afgør valget.

”Det er TCO’en – Total Cost of Ownership – der afgør det. Hos os er de samlede omkostninger vigtigere end det mærke, vi vælger. Hvis man ikke har den rigtige pris fra starten, så kan man ikke være med,” siger Jan Skov Pedersen.

80 pct. standard-biler
Frode Laursen har valgt at beskrive nogle typer af lastbiler, som dækker omkring 80 procent af behovet. Resten af bilerne er specialopbygget.

”Det gør dem svære at specificere i detaljer på forhånd. Men det betyder, at vi bruger meget lidt spildtid per solgt lastbil hos vores lastbilleverandører. Derimod forventer vi, at leverandøren har sat sig ind i vores situation og er parat til at hjælpe os til at blive mere effektive, uanset hvor bilerne kører og med hvilke produkter,” siger Jan Skov Pedersen.

Frode Laursen ønsker også fremover at have en stor flåde af egne lastbiler og vil derfor have brug for dygtige chauffører til national kørsel i såvel Danmark, Sverige og Norge.

Mange typer kørsel
Igennem mange forskellige aktiviteter er der gode muligheder for forskellige typer kørsel, lige fra en ”fragtrute”, specialkørsel med bygningsmaterialer, trækkerkørsel og oliedistribution.

Desuden bruges polske og tyske biler til grænsekrydsende transporter, som primært er med trækker.

Virksomheden tror på, at de skal have egne lastbiler, fordi de er overbevist om, at de kan levere en bedre service, end hvis man kun bruger 100 procent fremmede vognmænd.

Flere opkøb er på vej
Der har gennem mange år været en konsolidering i transportbranchen. Derfor forventer Frode Laursen inden for de næste par år at styrke sin position med opkøb af én eller flere transportforretninger i Sverige, Danmark eller Norge.

Frode Laursen tror derfor på en vækst i de Nordiske lande – inden for alle aktivitetsområder. Det kan ske både gennem organisk vækst eller ved opkøb.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk