En halv milliard biler har General Motors bygget, siden den første bil blev færdig i 1908. Det har ingen andre bilproducenter præsteret.

”I 2015 forventer vi i General Motors at sælge 1.000 nye køretøjer hver time rundt om på jorden – 24 timer i døgnet,” siger Mary Barra, CEO og øverste chef hos GM.

Herhjemme har GM solgt mange forskellige mærker gennem tiderne – blandt erhvervsbiler Opel Blitz lastbilen efter 2. verdenskrig, Bedford CF varebilen fra England – meget brugt af Postvæsenet i 1960’erne – Bedford TK og TL lastbiler op til 80’erne – samt varebilsudgaver af de fleste personbilsudgaver.

Samarbejdspartnere
I  de senere år er det især Opel Vivaro og Movano – samt Opels mindre varebil Combo.

Hvor man tidligere udviklede sine egne varebiler, er det i dag Renault og Fiat, der er samarbejdspartner. Men Vivaro skal fremover bygges på GM’s Luton fabrik nord for London.

GM ejer også det tidligere Daewoe i Korea, som sælges som Chevrolet i det meste af Verden. I forbindelse med finanskrisen valgte GM at stoppe salget af de herhjemme populære Chevrolet-biler – men de fås bl.a. fortsat i Rusland.

Opel i GM siden 1929
Opel har siden 1929 været en del af GM familien og står for 68 millioner af de 500 millioner biler. De fleste Opel biler er bygget på fabrikken i Rüsselsheim, hvor Opels første fabrik blev etableret for over 150 år siden som en symaskinefabrik, senere en cykelfabrik og endelig i 1899 som en bilfabrik.

Den første fabrik, som GM opkøbte i Europa var dog engelske Vauxhall i 1925 – præcis for 90 år siden. Storbritannien er GM’s fjerdestørste marked i Verden – men de fleste Vauxhall modeller kommer fra fabrikker rundt om i Europa.

Kun Vauxhall Vivaro bygges sammen med sin Opel-kusine på Kimpton Road i i Luton. Vauxhall er det længst overlevende engelske bilmærke. 14.5 millioner biler er det blevet til med Vauxhall skilte. Foruden Luton er der bygget fem mio. biler på GM fabrikken i Ellesmere Port, som åbnede i 1964.

Første Vauxhall i 1903
I 112 år har Vauxhall bygget biler siden den første engelske Vauhall blev bygget  i 1903. Opel er dog ældre med startdato i 1899 – som bilfabrik.

Under anden verdenskrig byggede man både militærbiler og tanks – bl.a. D-type modellen for persontransporter og Churchill tanks.

Pionerer har GM været i udvikling af automatgearkassen, V8 motoren og bilen med den første airbag. I 1935 producerede Vauxhall DY og DX modellerne – første britiske biler med uafhængig forhjulsophæng og to år senere H modellen med integreret chassis og karosseri .

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk