Traktor og entreprenørmaskine-forhandlere – og i det hele taget gennem en type forhandlere, der har så at sige jord under både neglene og under gummistøvlerne.
Sådan vil en typisk forhandler af den japanske pick-up Isuzu D-Max se ud, når kontrakterne bliver skrevet under, og det begynder efter årsskiftet. Der skal være op mod 5-10 forhandlere, gerne med flere udsalgssteder.
”Den forhandler-struktur, som vi vælger, er ikke set før herhjemme. Oftest er det gængse personbilsforhandlere, der sælger de meget specialiserede pick-up modeller fra vores kolleger i branchen,” siger Renè Andersen, salgs- og marketingchef for Isuzu Danmark A/S.
Først på Agromek
Han er udlært lastbilmekaniker hos MAN Last & Bus i Padborg og har desuden en uddannelse i forsvaret. Han har desuden arbejdet for Hella Danmark som produktspecialist samt i virksomheder som Dansk Autohjælp og Tunap Kemi.
Derfor fejrer det nye bilmærke da også premiere på en særlig ”landlig” udstilling – nemlig Agromek, der slog portene op i Messecenter Herning i tirsdags.
Bag importen af Isuzu står Nellemann Holding, som bl.a. også importerer den engelske sportsvogn Aston Martin samt den koreanske Kia modelserie. Desuden har man en lang række forhandlere i hele landet med Kia, Fiat og Ford.
Kender målgruppen
Tidligere havde man også import af John Deere traktorer, så man kender til målgruppen af professionelle off-road kunder.
Kia har stor succes herhjemme med biler som Picanto, Rio og cee´d, men med den nye Isuzu strategi bliver de færreste af dem Isuzu forhandlere. Et har de to mærker dog tilfælles – de har fælles adm. direktør i Mogens Lyngsø og fælles domicil i en ombygget landejendom udenfor Fredericia.
”Pick-up markedet er kun på cirka 500 enheder om året, men vi har en klar forventning til at det tal vil stige, i kraft af den aftagende finanskrise, så det bliver en hård konkurrence. Kunderne kommer naturligvis ikke kun til at omfatte landbrug, godser og entreprenører – men også andre med behov for træk på alle fire – så som jægere, surfere og ryttere. Det drejer sig dog samlet om en professionel bil til professionelle brugere. Den tilbyder eksempelvis en trailervægt på 3,5 tons,” siger René Andersen.
Topsælger i Norge
Han forventer dog ikke at tegne det store antal salgs-slutsedler i Herning – men mere at få kundernes øjne op for det nye mærke herhjemme.
I udlandet er Isuzu D-Max populær – og ligger blandt de mest solgte i sin klasse i Norge. Om Danmark så får samme sammensætning af udstyr som i Norge, er svært at vide, men nordmændene vælger luksusudgaverne – med læderindtræk og automatgear.
Programmet kommer bl.a. til at omfatte både ”Extended Cab” med fløjdøre og ”Double Cab” med fire døre.
Færøerne og Grønland
Nellemann har også agenturet for Færøerne og Grønland, hvor den lette lastbil NK måske vil være interessant – og så vil den nok også kunne fås her i Danmark. Men lige nu er det D-Max, som man koncentrerer sig om.
Agenturet på de japanske Isuzu produkter har Nellemann haft siden 2007, men finanskrise og dårlige yen kurser har udskudt lanceringen af bilerne til nu. Pick-up modellen produceres i Thailand, som er en meget stort marked for denne type biler.
Isuzu blev grundlagt i 1916 – og er den ældste producent af varebiler i Japan. Virksomheden er i dag en af de største producenter af lastbiler, busser og varebiler i Japan.
Ikke første gang
Isuzu blev solgt i Danmark i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne gennem Opel forhandlere. Blandt andet pick-up modellen KB 41 og senere den ægte off road’er Trooper. Isuzu byggede også den senere Opel Frontera for General Motors.
Nellemann er et af Danmarks ældste bilhuse. Det blev grundlagt i april 1900 i Randers. Med 114 år på bagen har koncernen et stort erfaringsgrundlag inden for distribution og salg af biler. Koncernen har i dag over 200 medarbejdere – og har bilhuse i hele Danmark.