Mads Ries Lauvring, der netop har skiftet direktørstol fra Hyundai til Volkswagen, har mere end 25 år bag sig i den danske bilbranche.

Så det er en erfaren bilmand, der nu sætter sig i direktørstolen for Volkswagen Danmark under Skandinavisk Motor Co og Semler Group.

25 år er det hidtil blevet til først i detail-ledet hos bl.a. Autohuset Vestergaard – og de seneste godt 14 år i importledet.

14 år med koreanske biler

10 år blev det til hos Kia Import Danmark med hjemsted i Fredericia og godt fire år hos Hyundai Bilimport i Kolding – to bilmærker, der bygges af samme Hyundai-Kia koncern.

Koncernchefen i Semler Group, der står bag Skandinavisk Motor Co.  – og deriblandt Volkswagen Danmark – er Jens Bjerrisgaard, der skiftede fra Kia til Volkswagen i 2010 – så han kender rigtig godt den nye Volkswagen Danmark chef.

Mads Ries Lauvring overtager stillingen fra Ulrik Drejsig, der i november 2017 blev udnævnt til administrerende direktør for Skandinavisk Motor Co.

Bred erfaring

43-årige Mads Ries Lauvring har opbygget en bred erfaring fra både retail- og importør-leddet og er derfor godt klædt på til at styre Volkswagen frem mod en spændende fremtid, fortæller man hos Volkswagen Danmark.

”Jeg har arbejdet i autobranchen i rigtig mange år, men det har aldrig været mere spændende end lige nu. Vi har i Volkswagen et rigtigt stærkt brand, og jeg er sikker på, at der stadig er potentiale til at styrke Volkswagens markedsandel yderligere i Danmark,” siger Mads Rie Lauvring.

Elektriske drivliner

Digitaliseringen ruller ind over branchen, og der opstår mange nye muligheder – alt sammen med fokus på at dække kundernes individuelle mobilitetsbehov.

”Vi har samtidig også mange andre spændende opgaver foran os bl.a. i samspillet mellem den digitale og analoge verden på forhandlerniveau. Vi skal styrke vores i forvejen professionelle forhandlernet yderligere, så de er klar til fremtiden, både i forbindelse med digitaliseringen indenfor de kommende år, men også lidt længere frem, når nye Volkswagen-produkter med eksempelvis elektriske drivlinjer kommer til at præge udstillingen i Volkswagen-forretningerne,” siger Mads Ries Lauvring

Dyb brancheindsigt

Volkswagen har gennem de seneste år oplevet en kraftig vækst og cementeret sin position som et af de bedst sælgende bilmærke i Danmark. Bl.a. til at fortsætte denne udvikling er Mads Ries Lauvring udnævnt som ny direktør for Volkswagen.

”Han har en dyb brancheindsigt, stærke kommercielle kompetencer og er en dygtig leder. Med ham for bordenden får Volkswagen en direktør, som i tæt samspil med forhandlerne kan udvikle både salg, service, kundetilfredshed samt digitaliseringen af Volkswagen,” siger adm. direktør for Skandinavisk Motor Co., Ulrik Drejsig, om valget af Mads Ries Lauvring som direktør for Volkswagen.

Mads Ries Lauvring er uddannet Akademimerkonom i ”Ledelse og organisation” og har en HD i Marketing Management fra Syddansk Universitet.

13,3 pct. markedsandel

Mads Ries Lauvring kommer til et Volkswagen, der i 2017 blev Danmarks største bilmærke med 29.564 solgte biler og en markedsandel på 13,3 pct.

Med introduktionen af store volumensælgere som sjette generation af Polo og den nye T-Roc sidst i 2017 har Volkswagen fået et godt afsæt til at føre succesen videre i 2018.

Samtidig gennemgår Volkswagen store forandringer og står på tærsklen til en ny epoke med introduktionen af den nye familie af banebrydende I.D. elbiler i 2019.

Super-pendler

I hovedsædet i Brøndby er der 29 ansatte, og Volkswagen Danmark har 53 forhandlere og 75 servicepartnere.

Mads Ries Lauvring bor med sin familie i Esbjerg, så der bliver en del pendling mellem privatboligen og hovedkontoret i Brøndby.