Coops første eldrevne lastbil til tung godstransport kørte forleden ud fra lageret i Brøndby med varer til de københavnske butikker.

Med 140 kilometers rækkevidde klarer Scania-lastbilen at dække Københavnsområdet.

Strømmen kommer blandt andet fra solceller, der er monteret på taget af lageret. Det tager cirka én time at lade den op.

Kører også elektriske varebiler

I forvejen har man indsat en række elektriske VW Crafter varebiler til mindre distributionsopgaver.

”Vi vil gerne gå forrest i den grønne omstilling – også inden for transportsektoren. Med den nye el-lastbil vil vi vise, at det også kan lade sig gøre i praksis,” siger Kræn Østergaard Nielsen, adm. direktør i COOP.

Den nye el-lastbil er en del af Coops klimastrategi, hvor målet er blive klimapositive 2030.

18 pallers forvogn

Der er tale om en 18 pallers forvogn med køl, der som nævnt skal levere varer til butikker i Københavnsområdet. Den nye el-lastbil bliver en fordel for de beboere, der bor i lejlighederne tæt ved butikkerne.

”Lastbiler, der kører på el, larmer ikke. Så de tidligere morgenleveringer, hvor man i dag er nødt til at have motoren kørende for at kunne betjene liften, vil kunne gennemføres uden at støje så meget og uden at udlede dieselpartikler,” siger direktør for transport og indkøb i Coop Logistik, Jakob Birk.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk