(GENÈVE)
For Jaguar mærket er det de senere år kun gået én vej: opad. Fra at sælge 30 Jaguar i 2013, nåede salgstallet i fjor op på 250 biler.
”Vi gik kraftigt ind i erhvervsleasing i 2014, og i år begynder vi også på privatleasing med bilmodellerne XE, XF og F-Pace. Desuden har vi fra vores Land Rover brand også Evoque og Defender Sport på listen. Det var meget et fast klientel, som kørte Jaguar – nu har vi mange nye kundegrupper, der vil udskille sig fra mængden. Det begyndte så småt, da XF modellen kom i 2007 – siden er det gået stærkt,” siger Michael Lund.
Mest solgte bilmodel i 2016 i Danmark var dog Jaguar F Pace. Både på hvide plader og på gule plader (cirka 10 procent).
F Pace har hidtil været med rent firehjulstræk, men nu kommer den også med baghjulstræk. Det gør den så billig, at man kan få automatgear for samme penge. Indtil nu har halvdelen af bilerne været solgt med automatgear, men det kan ændre sig nu.
Nye dieselmotorer
”Vi har præsenteret nye 4-cylindrede dieselmotorer – i år kommer nye 4-cylindrede benzinmotorer. I slutningen af 2018 lancerer vi vores elektriske I-Pace model, som er en ren elbil med 410 hk, som når 100 km/t på 4,6 sekunder – og med en rækkevidde på 500 km. Bilen har haft premiere som konceptbil på biludstillingen i Genève,” siger Michael Lund.
Det siger pressechef Michael Lund, British Car Import, til VOTY.dk.
Der er to officielle Jaguar-forhandlere herhjemme – i Birkerød og Aarhus, men desuden har importøren en del servicepunkter – bl.a. i GT Biler i Kolding, Sjelle Biler i Aarhus og Glad i Kalundborg.
Sidstnævnte har også etableret eget leasingselskab – og har en stor kundegruppe på især Land Rover, men også Jaguar.
British Car Import har fundet en helt ny måde at give kunder et bedre kendskab til det engelske luksusmærke.
”Vi skal have Jaguar ud over rampen herhjemme. I slutningen af denne måned kommer de første biler ud som udlejningsbiler i alle lufthavne herhjemme. Det vil ske via en aftale, som vi har indgået med Europcar.”
Jaguar og Land Rover var tidligere ejet af Ford, men i dag er den indiske bilmatador Tata, som ejer de to mærker.
”Tata har investeret stort i Jaguar og Land Rover, men i dag tjener Tata mange penge på de to britiske premium bilmærker,” siger Michael Lund.