Notice: Function add_theme_support( 'html5' ) was called incorrectly. Du skal sende en række af typer. Se venligst Fejlfinding i WordPress for mere information. (denne meddelelse blev tilføjet i version 3.6.1). in /var/www/www.varebilogtransport.dk/www/wp-includes/functions.php on line 5831
Køreglæde er inklusiv

(FRANKFURT)

Volkswagen introducerer i februar næste år den helt nye Multivan udgave herhjemme – stadig bygget af fabrikkens varebilssektion, men med køreegenskaber mere som en personbil end en varebil.

Vi har prøvet nyheden i et kuperet terræn og på motorveje i Tyskland, og vi føler os rigtig godt tilpas bag rattet i bilen, som klarer selv skarpe kurver uden et kny. Men den er også bygget på fabrikkens kendte MQB platform som flere af personbilerne fra koncernen.

Predictive cruise control

Denne platform har også gjort det muligt at give den hele 25 fører-assistentsystemer så som adaptiv fartkontrol og ”predictive cruise control,” hvor GPS systemet hjælper bilen med at læse landskabet foran bilen – som også kendes fra lastbiler.

Tyngdepunktet i den nye Volkswagen Multivan er naturligvis højere end i en SUV fra samme koncern, men køreglæden er mindst den samme. Og så er DSG automatgear nu standard. Ikke med en gearstang – men via en simpel gearvælger på instrumentbrættet.

Her styres også valg af sportmode (med rød baggrund i instrumenteringen) samt el/hybrid (med grøn baggrund.)

En rigtig god pris

På grund af de danske beskatningsregler for plug-in hybridbiler bliver den nye Multivan e-hybrid udgave nok noget af en slagvare for landets Volkswagen forhandlere, der på hvide plader kan tilbyde en mini-MPV med fem- eller syv sæder fra beskedne 480.000 kroner – ikke mere end en stor stationcar.

Importøren vil først ved årsskiftet være klar til at melde en gulpladepris ud på bilen, der også er på markedet herhjemme til februar næste år – men prisen bliver helt sikkert attraktiv. Og så er den mindre og derfor lettere at komme rundt med end den nuværende T6.1 kassevogn.

Kan bestilles nu

Multivan fås også med benzinmotorer på 136 hk og 204 hk – og senere også med 2-liter dieselmotor på 150 hk, men i et helt andet prisniveau. De kommer derfor tidligst herhjem næste sommer.

Og så er der to skydedøre standard i Multivan – eventuelt elektrisk betjente ligesom bagklappen. Dertil mulighed for Trailer Assist – og trailervægte mellem 1,6- og 2 tons.

Men man må nok forvente en vis leveringstid. Dels grundet interessen for bilen og den usikre situation med manglen på halvledere. Men den kan bestilles nu.

Teknik som e-Tiguan

Tilbage til vores test af bilen – den er meget letkørt, selv om den krænger lidt mere end en e-hybrid udgave af fabrikkens Tiguan, som var har prøvet for nylig – og som Multivan deler teknik med.

Vejret under vores test var omskiftelig med blæst og regn – så der var lidt dæk og vindstøj, da vi cruisede på motorvejen. Men ikke mere, at jeg kunne føre en normal samtale med min kollega i passagersædet.

Systemeffekt 218 hk

Med plug-in hybrid teknik yder den en samlet effekt på 218 hk – og kører 50 km på ren el. Den er ganske kvik – uden at jeg vil kalde den sporty.

Accelererer man kraftigt, kommer der høje omdrejningstal fra maskinen. Men en sådan kørestil passer dårligt til den nye bil.

Til gengæld er den meget mere smidig at køre i end den gamle Multivan, der er bygget på varebilen T6.1. Den nye Multivan kan også fås med to længder – dog med samme akselafstand.

Masser af udstyr

Volkswagen Nutzfahrzeuge (erhvervskøretøjs-sektionen) har hentet en masse know how og reservedele fra personbilsafdelingen – ud over sikkerhedssystemerne også indretning med 3D instrumentering og stor 10 tommer touchscreen.

Bilen fås med trådløs opladning af mobiltelefon, elektrisk p-bremse, mulighed for head up display, seks usb stik, LED/LED Matrix forlygter, around view monitor, linjevogter, blindvinkelassistent, alufælge (op til 19 tommer) og læderrat.

Tre udstyrsniveauer

Udstyrsniveauet er forskelligt i de tre udgaver af modellen – som er Multivan, Multivan Life og Multivan Style. Life koster 80.000 kroner mere end basismodellen. Dyreste Style koster cirka 100.000 kroner mere (på hvide plader.)

Typisk Volkswagen er der en lang ekstraudstyrsliste. En høj kvalitetsfølelse er dog standard.