I dag ruller Danmarks første el-ambulance ud fra Falck-stationen i Sydhavnen.

El-ambulancen skal være med til skabe værdifulde erfaringer i forhold til, hvordan man omstiller flere ambulancer til at køre på el – er meldingen fra redningskorpset.

I Falck er man godt i gang med den grønne omstilling af patient- og sygetransport – til kørsel på el – og nu er turen kommet til omstillingen af ambulancer, hvor kravene er langt højere.

Tæt samarbejde

Ambulancer, som kører på el, er en relativt uprøvet teknologi, og derfor samarbejder Falck og Region Hovedstaden om et forsøg med en el-ambulance, som skal hjælpe hovedstadens borgere på hospitalet.

El-ambulancen bliver den første af sin slags i Danmark og vil køre ud på sin første tur i morgen formiddag fra Falcks Hovedkontor.

Erfaringerne fra el-ambulancen skal være med til at forme og modne teknologien, så der indhentes viden om, hvordan el-ambulancer fremadrettet kan blive en del af ambulancedriften.

Grøn omstilling

Falck ønsker at fremme den grønne omstilling af ambulancer og har en langsigtet strategi om at omstille ambulancer til el og andre vedvarende energikilder i takt med teknologiens modenhed.

Falck forventer dog, at de første el-ambulancer først indsættes i den almindelige ambulancedrift om tre-fire år.

Den første el-ambulance er en milepæl i Falcks grønne omstilling.

Optimeret på vægten

”Vores medarbejdere har leveret et svært, men fantastisk arbejde op til lanceringen af el-ambulancen, hvor der ned til mindste detalje er blevet optimeret på vægten og den tilgængelige plads, så vi har fået skabt en operationel og skalérbar el-ambulance,” siger Jakob Riis, som er administrerende direktør i Falck.

Redningskorpsets største direkte emissioner stammer fra brændstofforbrug, og derfor er det afgørende, at udbredelsen af ambulancer på el og andre vedvarende energikilder fremmes.

Hos Region Hovedstaden er man glade for, at Falck går foran med denne første el-ambulance i regionen.

Fossilfrit i 2050

”Vi har jo et mål om, at alle transportaktiviteter skal være fossilfri i 2050 – det vil sige transport af medarbejdere, patienter, varer og tjenesteydelser. At vi nu afprøver muligheden for eldrevne ambulancer, er endnu et skridt på vejen mod en fossilfri fremtid for transporten i Region Hovedstaden,” siger Lars Gaardhøj (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Den elektriske el-ambulance ligner den almindelige danske ambulance i størrelse med Mercedes-Benz eSprinter – men dog en smule mindre i størrelsen.

Længere rækkevidde

El-ambulancer er tungere end almindelige diesel-ambulancer, men ved at reducere størrelsen en anelse ved valg af model opnår el-ambulancen en højere hastighed og skal ikke oplades så ofte som en større ambulance.

Vigtigt er nok også, at eVito Tourer – med en officiel rækkevidde på op til 421 km (WLTP) -kører mindst dobbelt så langt som den nuværende elektriske eSprinter.

Men el-ambulancen lever op til alle europæiske standarder i forhold til udstyr og funktion, og minder størrelsesmæssigt om nogle af Falcks ambulancer i Tyskland og Sverige.

50 pct. reduktion

Den nye el-ambulance er blot et af de initiativer, som Falck har igangsat for at sikre en grøn omstilling af koncernen.

Med én af verdens mest avancerede ambulancetjenester i Europa og USA, har Falck et højt fokus på, hvordan CO2-aftrykket kan reduceres fra de tungere køretøjer som ambulancer.

Ambulanceforretningen udgør 75 pct. af koncernens direkte CO2-udledninger.

Sundhedsydelser på en ny måde

Den grønne omstilling i Falck handler både om at reducere CO2-udledninger for de eksisterende ydelser, men det handler også om udviklingen af nye måder at levere sundhedsydelser på.

”Med bæredygtige sundhedsydelser, der øger tilgængeligheden og forebygge indlæggelser, hjælpes flere med færre ressourcer med et mindre CO2-aftryk,” udtaler Falck-chefen.

Falck har et mål om at reducere egne direkte CO2-udledninger med 50 pct. fra 2021 til 2030 – og har forpligtet sig til Science Based Targets initiativet i 2022.


Den nye eVito Falck el-ambulance:
Udleder ingen CO2 når den kører
Bruttovægt: 3.500 kg
Maks. hastighed: 160 km/t
Rækkevidde: 233 km på en opladning
Nyttelast: 930 kg
Batterikapacitet: 60 kWh
Hurtig opladning: 35 min fra 10 pct. til 80 pct.

Rækkevidde: 421 km (standard eVito Toourer)

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk