Ingen svinger i valsen. Den nye VW Polo Van har sin helt egen stil, så den lige så godt kan tjene som fin konsulent-bil end som pizza-bil.

VW’s kvalitetsfornemmelse føler man ikke kun i en Touran eller Passat – den skinner tydeligt igennem i den lille Polo, som netop er fornyet efter otte år.

Polo har altid været populær som gulpladebil, men den vil ikke mindst være interessant, fordi der er blevet mere plads i varerummet takket været MQB A0-platformen, der har givet 9,4 cm. mere akselafstand, så der er over 1.100 liter at gøre godt med.

1.100 kg. trailervægt

En dobbelt bund helt bagest betyder, at ens pakker kan gemmes væk. Trailervægten er 1.100 kg.

Der er dog en negativ læssekant på 19 cm og en udvendig læssekant på 74 cm, så der skal løftes lidt. Der var på testbilen heller ikke lås på handskerummet, og desuden savnede vi navigationsanlæg om end der er en otte tommer touchscreen.

Måske dieselmodellerne stadig vil være mest efterspurgt som varebiler, hvor 95 hk versionen nok er foretrukken.

Brug gearene

Vi har kørt i den 95 hk én-liters TSI benzinudgave med tre cylindre med turbolader – ganske kvik, når man bruger gearene, men ikke helt støjfri med sin typiske uharmoniske 3-cylinder lyd.

Men der er ingen vibrationer i bilen under acceleration. Til gengæld er den ganske højgearet og kun med besvær er der trækkraft i fjerde gear fra 55 km/t – og i femte gear (topgearet) fra 75 km/t, og for begge fra 1.700-1.800 omdrejninger.

Kræver jobbet at man ofte kører med meget last, må vi anbefale en dieseludgave for at få bundtræk. Altså er der dømt tredje gear i bykørsel, og så når man nok ikke de lovede 22,7 km/t i gennemsnit. Løsningen kan være automatgearet DSG, men denne udgave koster 14.000 kr. mere plus moms.

Samlet CO2 udslip

Men det handler om fabrikkernes samlede CO2 udslip, der skal være så lavt som muligt for at leve op til bl.a. EU’s krav. Og det er nemmere at klare med en lille Polo-maskine end en stor Passat-ditto.

Udledningen er dog ikke under 100 gram pr. km (præcist 101 gram). Der er selvfølgelig også stop/start system til at forbedre tallene.

Men så kan man jo vælge modellen med 115 hk til 129.345 kr. plus moms (kun fra Highline niveau). Eller som sagt diesel med 95 hk til kun 10.000 kr. ekstra – udstyret med efterbehandlings-systemet SCR (Selective Catalyst Reduction), som kendes fra lastbiler.

Masser af udstyr

Modellen var Comfortline, og så får man en masse udstyr så som multijusterbart læderrat, højdejusterbare sportssæder med trinløs ryg, midterboks, 2-zone klimaanlæg, to USB stik, elektrisk håndbremse, spoilere, udendørs temperaturmåler og sædevarme.

Ekstra havde den p-sensorer for og bag, regnsensor, tonede roder og tågelygter. Dertil ekstraordinært alu-fælge med Michelin Alpin dæk i størrelsen 215/45R17 dæk.

Bilen har et fint vejgreb og man sidder rigtig godt i de skålformede sæder og har et godt greb i det lækre og multijusterbare læderrat.

Nødbremse-systemer standard

Gearskiftet er tillige letgående. Affjedringen er ikke så hård som tidligere, men ganske komfortabel.

Sikkerheden er i højsædet – der er såvel adaptiv fartpilot som nødbremse-systemerne City Emergency Brake og Front Assist med fodgænger-genkendelse.

Tekniske data VW Polo 1,0 TSI Comfortline:
Motor: 3 cyl. turbo-benzin.
Slagvolumen: 999 ccm.
Ydelse: 95 hk v. 5.000-5.500 omdr.
Moment: 175 Nm v. 2.000-3.500 omdr.
Topfart: 187 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 10,8 sek.
EU-gennemsnitsforbrug: 22,7 km/l.
CO2 udledning: 101 g/km.
Gear: 5 fremadgående.
Køreklar vægt: 1.145 kg.
Nyttelast: 495 kg.
Trailervægt: 1.100 kg.
Affjedring: Uafhængig for/semi-uafhængi bag.
Bremser: ventilerede skiver for/tromler bag. ABS, esc.
Fabriksgaranti: 2 år.
Pris ekskl. moms: 115.340 kr.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk