Nissan Leaf er verdens mest solgte elbil – og nu har fabrikken udviklet ny batteriteknologi, så rækkevidden nu er 250 km. Ved lanceringen i 2010 var rækkevidden 175 km – i bedste fald.
Test viser 43 pct. længere kørsel – selv med motorvejsfart og fuld varme. Det vil sige 133 km kørsel i stedet for 94 km.
Batterierne er på 30 kwh mod 24 kwh i den nuværende udgave – samtidig har man nedsat quick-ladetiden med en fjerdedel. Ved en kørsel forleden mellem København og Aarhus var det således nok at lynlade et lille kvarter ved ladestanderen i færgehavnen i Odden. Det gav ekstra 32 pct. kapacitet.
Nissan betaler afgiften
Man lærer hurtigt at spare på strømmen – det vil sige nøjes med ratvarme og sædevarme i stedet for at bruge varmeapparatet. Det handler om at bruge varmepumpen rigtigt.
Leaf er med det nye batteri steget i pris – fra 248.190 kr. til 284.390 kr. Registreringsafgiften er steget fra 14.000- til 34.000 kr. alt efter model – men frem til april betaler Nissan for prisstigningen.
Leaf kan også fås som Van. Efter der er kommet afgifter på elbiler, er der pludselig penge at spare for et firma. Før var det kun momsen. Og en elbil er fortsat en god reklamesøjle for den grønne virksomhed.
Man kan også leje
Mange har valgt at leje eller lease deres elbil – og på den måde slipper man for problemer som gensalg og batterislitage. Altså forsvinder mange af usikkerhedsmomenterne ved at købe en elbil.
I forvejen er det jo billigere at køre i en elbil – og lærer man at køre fornuftigt og økonomisk og lærer at lade op, når mulighed byder sig – så vil man heller ikke have de samme problemer med rækkevidden. En virksomhed med meget blandet kørsel kan jo have el dieselbil til de lange stræk og en el-varebil i bytrafikken.
De nye og forbedrede batterier ventes senere at blive introduceret i eNV 200 modellerne. Og da Nissan er en del af Renault-Nissan alliancen, vil teknologien sikkert også finde anvendelse i Renaults elbils-modeller.