Lastbilsproducenten Scania arrangerer igen deres internationale chauffør-konkurrence, men nu er der ikke længere aldersbegrænsning for deltagerne.

Scania har gennemført deres Young European Truck Driver Competion siden 2003 – med en lokal dansk Scania-chaufførkonkurrence som forbillede.

I konkurrencen i 2014/15 vandt danske Lars Søndergaard fra Aale ved østjydske Tørring konkurrencen – og kom øverst på podiet i Södertälje.

Registrér din kørestil

Men i år er der ikke længere en aldersbegrænsning på 35 år for at deltage. Så nu er navnet på konkurrencen Scania Driver Competition 2018-2019.

En anden nyhed er, at chaufførerne nu kan kvalificere sig til konkurrencen ved at vise deres evner over tid ved hjælp af registrering af deres kørestil gennem Scanias Fleet Management Services (FMS). Det gælder for virksomheder der har GPS-pakke samt coachede chauffører.

Målet med konkurrencen er at tiltrække deltagere fra mere end 30 europæiske lande i kampen om den fornemme første-præmie – en ny Scania lastbil.

Regionale tests

De regionale og nationale runder med praktiske tests gennemføres i løbet af i år samt næste forår.

“Scania arbejder målrettet på at levere bæredygtige transportløsninger, og her er fokus på chaufførens rolle mere og mere vigtig,” siger Erik Ljungberg, Senior Vice President og chef for Corporate Relations i Scania i Södertälje.

Scania betragter chaufføren som det vigtigste aktiv med hensyn til økonomi, miljø og sikkerhed.
Fokusområderne for Scania Driver Competition er miljø, sikkerhed og brændstoføkonomi samt at tiltrække de næste generationer lastbilchauffører til erhvervet.

Chaufføren er vigtigst

“Vi har altid stræbt efter at arrangere chaufførkonkurrencer, der fokuserer på de kompetencer, der er vigtige for transporterhvervet. Brændstoføkonomi, sikkerhed og manøvreevne er alle discipliner, som en vinder i Scania Driver Competition skal mestre,” siger Erik Ljungberg.

For alle deltagere handler det om at vise deres evner inden for defensiv og brændstoføkonomisk kørsel, kontrol af køretøjet, lastsikring samt brandbekæmpelse og førstehjælp.

De skal også vise deres værd ved forskellige manøvreprøver som præcisionskørsel, forlæns og baglæns slalomkørsel samt en ny vandudfordring.

God dømmekraft

“Disse udfordringer bliver svære selv for meget erfarne lastbilchauffører. Scania vil belønne præcision og god dømmekraft frem for hastighed, og konkurrencerne vil især handle om at præstere på et konstant, højt niveau,” siger Erik Ljungberg.

Tilmelding via FMS kan ske allerede nu og frem til den 18. november 2018. For chauffører der ikke er tilmeldt FMS, begynder tilmeldingen den 1. december 2018 – og er åben frem til 31. januar 2019.

Den europæiske finale i Scania Driver Competition vil blive afviklet i Södertälje i Sverige den 25. maj 2019.