Den danske Renault-importør har netop afsløret priserne for gulpladeudgaver af den nye Dacia Sandero – og de ligger blandt landets laveste med fra priser på 73.000 kroner plus moms.

”Vi er netop færdig med ombygningen af Sandero og Stepway til van – og priserne er skarpe. Jeg tror især, at der er mange der vil gå efter versionerne med CVT automatgearet, da man her får utrolig meget komfort i hverdagen” siger Nikolaj Elgaard, Produktspecialist på LCV.

To modeller – to udstyrsniveauer

Der er to udstyrsniveauer – begyndende med Essential. Næste skridt er Comfort til 85.000 kroner plus moms – mens samme udgave med CVT automatgear er godt 100.000 kroner.

Sandero Stepway med 37 mm øget frihøjde er så overbygningen med samme to trin, hvor priserne er henholdsvis 94.000- og 105.000 kroner plus moms. Automatgearsudgaven koster så 119.000 kroner eksklusiv moms.

Pizza- og budbil

Sandero har altid været populær som ”stik-i-rend” bil eller pizzabud – men også som servicebil. Den nye model er helt ny – med samme platform som den nye Renault Clio og Captur – med meget bedre køreegenskaber og bedre udstyrsniveau.

Selv basisudgaven har nødbremse, LED-forlygter, air condition og DAB radio. Adaptiv fartpilot kan de nye biler dog ikke fås med.

Comfort-udstyr indebærer højdejusterbart førersæde, højde og dybdejusterbart førersæde, elektriske sidespejle i karosserifarve, parkeringssensorer, mediadisplay med fire højtalere.

Lavere brændstofforbrug

Den nye Sandero er nydesignet og mere aerodynamisk – faktisk 11 pct., så brændstoføkonomien er forbedret.

På motorsiden er diesel droppet, og der er to motorer til rådighed. Begge er 90 hk turbomotorer.

Det, der adskiller er, at den ene er med seks trins manuelt gear – den anden model med CVT-gear – altså trinløst automatgear. Udgaven med manuelt gear har et forbrug på lige knap 19 km literen, mens CVT-gearkassen betyder en smule højere forbrug – nemlig omkring 17 km literen.

Bedre ergonomi

Helt nyt er også interiøret – med ny instrumentering, der ergonomisk er placeret langt bedre.

Der er også kommet højde- og længdejusterbart rat, og der er armlæn med indbygget aflægningsplads. Der er som noget helt nyt blandt andet også nøglefri start.

Tre slags instrumentering

Der er flere niveauer instrumentering – basisversionen har mediadisplay. Det vil groft sagt sige, at man benytter sin telefon som radio/navigation mm. Ved hjælp af en app man downloader, kan man styre alt fra bilens kontrolfunktioner på rattet.

Men man kan også vælge Media display. Her har man en 8 tommer touchskærm med DAB-radio og med android og Apple carplay. Men uden indbygget navigation – også her kan man anvende sin telefon.

Vil man have indbygget navigation så skal man vælge Media Nav systemet med en 10-tommers skærm med indbygget navigation.

Tre års garanti

Sandero og Sandero Stepway van har som alle Dacia tre års garanti/100.000 km.

Man kan også få Van udgaver af den store Lodgy-udgave og SUV-modellen Duster.

Dokker bliver  til Express

Den fabriksbyggede og succesrige varebil Dacia Dokker udgår af Dacia programmet i år – men bliver erstattet af en helt ny Renault Express, der faktisk bygges på Dacia-fabrikken i Rumænien som Dokker blev tidligere. Det hele handler og navne- og forhandlerstrategi.

Man kan fortsat være heldig at finde en Dokker hos en forhandler – til 105.500 kroner plus moms. Priserne på Renault Express kendes endnu ikke.

Dacias historie

Den østeuropæiske Dacia fabrik byggede Renault-biler på licens fra før murens fald. Dacia blev skabt i 1966 – og første bil var en Dacia 1100, der blev bygget over Renault 8 med hækmotor. To år efter kom så Dacia 1200, der blev bygget over Renault 12 med forhjulstræk.

Renault fabrikkerne i Frankrig overtog 51 pct. af aktierne i Dacia i 1999, men i dag er Dacia et datterselskab af Renault.

Dacia er en succes i hele verden – og i flere lande sælges bilerne med Renault logo. Det gælder bl.a. i Rusland og Syd- og mellemamerika.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk