Lexus er for nylig vendt tilbage til det danske marked – især med luksus jobbiler. Men nu kommer der en helt anderledes model. Nemlig en minibus med navnet LM – Luxery Mover – og det er da også en minibus, hvor der ikke er sparet på udstyret.

Der findes (ifølge mediet Bursd.dk) i Østen et par Toyota-modeller – med samme form og design, som sælges under navnet Alphard og Vellfire.

Men ifølge pressechef Anders Tystrup fra den danske importør, er LM er anden bil, som er udviklet og bygget helt separat.

48 tommer TV

Alene det, at passagererne på anden række har et 48 tommers TV at underholde sig med, det siger vist alt. Ikke noget med de 12 tommer skærme, som er moderne i dag i biler.

Bilen blev vist i Japan i foråret – men nu er det besluttet at importere den til Danmark – til priser for 2.169.500 kroner for syv personers Executive udgaven, mens udgaven Luxery med plads til fire koster en halv million mere.

Dialog med flyproducenter

Mens den første er et god bud på hyrevognsbranchen, så er den anden en vildt udstyret luksus-bus. Man skal op i specialbyggede minibusser for at nærme sig LM, så den er mere bilen for koncernledelsen.

Lexus har under udviklingen af LM været i tæt dialog med producenter af privatfly og hyper velhavende kunder.

Ingen gulplade-Van

I hvert fald kommer den ikke som Van – som det senest var tilfældet med Toyota Previa, der var lidt mindre end LM.

Nu har vi i Danmark nogle dygtige karosseribyggere, der sagtens kunne trylle en hyper-Van ud af LM – som man gjorde, da Mercedes-Benz EQV elbilen kom – selv om fabrikken i begyndelsen ikke var glade for ombygningen. Det var jo en personbil.

Der kører adskillige minibusser rundt i Østen, som ikke kendes i Europa – bl.a. den nye Hi-Ace. Men hvor den ikke er på Europa-listen, bliver det nu tilfældet med Lexus LM.

Ganske enkelt vild luksus

Luxery byder bl.a. også på store, bløde og støttende kaptajn-lædersæder med syv forskellige massageprogrammer og mulighed for at lægge helt fladt ned som en seng. I bilen er der bl.a. brugt en lydabsorberende femlags loftbeklædning, der gør det nemmere at føre en samtale.

Derudover byder den bageste del af kabinen på en lang række nyttige funktioner, der er integreret nærmest usynligt i designet som udfoldelige borde, opladere til trådløse enheder, opbevaringsrum til småting, tilslutningsporte, læselamper og makeupspejle.

Der er også individuelle venstre og højre opbevaringsrum i skillevæggen, som desuden rummer et køleskab placeret i midten.

2,5 liter hybridmotor

Lexus LM introduceres i Danmark med en elektrificeret 2.5-liters hybridmotor med 250 hestekræfter og et maksimalt drejningsmoment på 239 Nm. I Østen kan man også få bilen med 6-cylindret motor.

Der er som standard det avancerede firehjulstræksystem, E-Four, som kan fordele trækkraften mellem for og bag fra 100 procent for og 0 procent bag til 20 procent for og 80 procent bag. Det giver bedre vejgreb både i sving og på glatte underlag og dermed også øget sikkerhed.

Tazuma konceptet

De vigtigste knapper og displays følger Lexus’ Tazuna-koncept, hvilket betyder, at føreren kun behøver at lave små hånd- eller øjenbevægelser for enten at nå en betjeningsknap eller aflæse et display.

Det sikrer, at føreren hele tiden kan holde opmærksomheden fokuseret på vejen foran.

De nye Lexus LM mini-busser er klar herhjemme i løbet af 2024.

 

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk