Opel har skabt en fleksibel udgave af deres Insignia stationcar med efternavnet Country Tourer, som har lidt øget frihøjde samt firehjulstræk og høj trailervægt.

SUV-bilerne har efterhånden taget teten i bilsalget herhjemme – i nærmest alle klasser – og bilerne har en fordel ved den høje indstigning og kørestilling. Men bilerne krænger mere end klassiske sedan og stationcars og er derfor ikke så skarpe på en snoet sognevej.

Men Opel har fundet en alternativ løsning med en let hævet udgave af topmodellen Insignia – i alt 2,5 cm – foruden firehjulstræk.

En smattet skovvej

Det betyder lidt højere kørestilling uden at gå ret meget på kompromis med køreegenskaberne og så god trækkraft under alle vejrlig og underlag. En smattet skovvej går den heller ikke i vejen for.

Tilmed har bilen en trailervægt på 1.805 kg. Med adaptiv fartpilot dog kun 1.650 kg. Men det er også godt for de fleste. For man vil på en langtur nødigt undvære adaptiv fartpilot.

Dertil kommer lasteevnen på 573 kg. Så en bil, der både lever op til ønskerne for de, der gerne vil have en sporty bil med godt vejgreb – og for de, der skal bruge en arbejdsbil. Der er aflæggeplads under gulvet i varerummet samt midterboks, men der er ikke handskerumslås.

Flex Rails

Bagklappen er el-styret og kan åbnes ved at føre en fod ind under kofangeren. Det gik nu ikke første gang hver gang. I testbilen var der Flex Rails (fastgørelsesskinner) i varerummet.

Anhængertrækket, der kan svinge ud, er ekstraudstyr til ca. 10.000 kr. plus moms. Det indebærer automatisk trailer-assist system.

Vi prøvede bilen fra København til Jönköping i Sverige og lidt afstikkere i området ved den svenske sø Vättern, og her er vejene enhvers test- og rallykørers drøm – utroligt kuperet med masser af grusveje.

Lidt dækstøj

Uanset hvor vi kørte med bilen, så klarede den alle udfordringer med bravour. På asfaltveje var vel eneste større minus en vis dækstøj.

Man kunne vælge imellem standard-, tour- og sport-opsætning, og tour er rar på de lange stræk på motorveje. Bilen har i øvrigt også fartbegrænser. Lidt luksus havde bilen tillige i form af glassoltag, som kunne åbnes – til ca. 12.000 kr. plus moms. Men det er meget rart, når man når at teste bil i en ganske varm periode.

345.000 kr.

540.000 kroner på hvide plader er prisen for testbilen uden ekstraudstyr – men som gulpladebil 344.900 kroner plus moms (udregnet hos Unicars i Birkerød). Der er her tale om en 2-liter biturbo-diesel med 210 hk og otte-trins automatgear.

Ekstraudstyret løber op i 228.000 kroner på hvide plader – eller ca. 150.000 kr. plus moms på gule plader.

Heraf er en del af udstyret i min optik ikke nødvendigt – så som metallak, BOSE lydanlæg, OPC Line udstyr, førersæde med massage og ventilation og læderindtræk.

Fantastiske sæder

Men derimod er vi vilde med de lægeudviklede AGR sæder, som giver super støtte under alle forhold. Man bliver ikke træt på selv en lang tur. De er standard på førersædet og fås til ekstra 3.000 kr. plus moms for passagersædet. Testbilens sæder var i øvrigt el-indstillelige.

Fantastiske er også bilens Intellilux MATRIX forlygter samt Park&Go premiumpakken med bl.a. bird view kamera, bakkamera, skiltegenkendelse, automatisk nødbremse, automatisk op- og nedblænding, blindvinkel alarm (aktivt til 140 km/t) – og så linjevogter, der holder bilen i sin bane.

Lækkert automatgear

På turen blev vi også glade for otte tommer touchscreen skærmen med navigationsanlæg og det otte trins automatgear, der skifter silkeblødt – men vil man selv lege med, er der manuelt skift via skifteplader bag rattet. To-zone klimaanlægget sikrer god rejsetemperatur.  Sikkerhedsmæssigt skal vi også nævne Opel OnStar nødkalde-systemet.

Bilen har fine præstationer. Fabrikken lover 228 km/t på toppen og en acceleration til 100 km/t på 8,2 sekunder. Så den er ingen sinke – men heller ikke en racerbil. Den er trods alt stor og ret tung.

God til langturen

Præstationerne betyder, at man må leve med et gennemsnitsforbrug (NEDC) på 14 km/l, men det er jo rimeligt sammenlignet med en hard core firehjulstrækker.

En langtur på motorvej som i testperioden betyder dog lidt øget forbrug. Men det er i hvert fald en fantastisk rejsefælle.

Faktaboks Opel Insignia 2,0 Bi-turbo diesel aut. 4×4:
Motor: 4 cyl. biturbo-diesel.
Slagvolumen: 1.956 ccm.
Ydelse: 210 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 480 Nm v. 1.500 omdr.
Topfart: 228 km/t
Acc. 0-100 km/t: 8,2 sek.
Gearkasse: 8 trins aut.
Forbrugssnit (NEDC-mode): 14 km/l.
CO2 udledning: 188 g/km.
Totalvægt/køreklar vægt: 2.380/1.807 kg.
Lasteevne: 573 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.805 kg (m. ACC 1.650 kg.)
Varerum: Ca. 1.600 kg.
Dimension varerum: 2.000 x 1.451 x 711 mm.
Mellem hjulkasser: 1.030 mm.
Dæk: 18 tommer Continental på alufælge.
Bremser: esc stabilitetssystem, ABS, antispin og EBA emergency braking.
Bakkehjælp: Hill Start assist.
Affjedring: FlexRide – med adaptiv køretils-genkendelse.
Pris ekskl. moms: 344.900 kr. (uden ekstraudstyr).

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk