MAN-standen på Transport 2019 i Herning bliver bestemt et besøg værd – for i takt med tiden udstilles hele tre elektriske køretøjer.
Der er tale om lastbilerne CitE og MAN eTGM samt varebilen eTGE. Den eldrevne bus, en MAN Lion’s City E, når ikke messen, men er klar til levering i 2020.
El-køretøjerne skal markere, at MAN for alvor er klar til en miljøvenlig fremtid, med 100 procent rene el-køretøjer. Alle tre udstillede køretøjer er tænkt som distributionsbiler i byerne.
Allerede leveret til kunder
Den nye MAN eTGM er netop kommet på markedet i Europa, hvor de første ni biler blev leveret til et østrigsk konsortium i anden halvdel af 2018.
Det helt store trækplaster bliver MAN CitE, som blev vist for første gang ved efterårets IAA messe i Hannover – og skabte stor opmærksomhed.
Last Mile distribution
En meget interessant lavgulvs distributionslastbil på el, som er skræddersyet til distribution i bykernen. MAN CitE forventes at komme på markedet i løbet af et par år.
På Transport 2019 har MAN også premiere på varebilen MAN eTGE – altså igen et køretøj på rent el, beregnet til ”Last Mile” transport frem til kunderne i byerne.