Det er en af Tysklands ældste og mest legendariske koncerner, der efter flere år i finanskrisens ubarmhjertige spind, har måtte se sig opslugt af store VW Group.

Ikke fordi VW ikke allerede ejer MAN med stort set hud og hår. Man har siden 2011 haft 75,03 pct. af aktierne, men at blive opslugt helt betyder bl.a., at MAN-ledelsen nu skal rette sig efter alle påbud fra koncernhovedkvarteret i Wolfsburg. Og fortjenesten ryger direkte fra Bayern til Niedersachsen – men VW skal til gengæld dække underskuddene.

MAN-kunder af såvel lastbiler som skibsmotorer har dog ikke noget at frygte. VW har ikke tænkt sig at slagte et guldæg. Forleden var VW-chef – og bestyrelsesmedlem i MAN – 66 årige Martin Winterkorn på transport- og logistikmesse i München og viste begejstring over en 48 tons MAN skibsmotor.

Sammen med Scania
Winterkorn var i byen for i torsdags, på MAN’s generalforsamling, endegyldigt – efter 255 års selvstændighed – at trække MAN ind under VW paraplyen, hvor også den svensk-producerede Scania koncern – plus 10 andre mærker – befinder sig.

Hvad har en bilproducent som VW med lastbiler og skibsmotorer at gøre, kan man spørge – men faktisk bygger VW i stort omfang busser og lastbiler i bl.a. Brasilien – og VW motorer bruges som drivkraft i bl.a. gaffeltrucks.

Men øverste VW-bestyrelsesformand, 76-årige Ferdinand Piërch, forventer da også klager fra mange aktonærer, som ifølge Süddeutsche Zeitung ikke får så meget for deres aktier, som de troede, 80 Euro (600 kr.) i stedet for 84 Euro (630 kr.). Måske et par tvister skal løses i retten, som Piërch ifølge den sydtyske avis sagde på den 10 timer lange generalforsamling.

Udligningsbetaling
I hvert fald er aktionærerne ikke tvunget til at sælge deres aktier. Men de får en udligningsbetaling på 3,07 Euro (23 kr.) pr. aktie i stedet for den tidligere dividende.

MAN har engang også været i krigshumør, da man i 2006 forsøgte at overtage svenske Scania – endda med tidligere Scania chef Håkan Samuelsson i spidsen. Et par år efter ramte krisen for alvor – og siden har MAN ikke været på krigsstien.

MAN er nu selv blevet opslugt – og skal nu samarbejde som familiemedlem med den tidligere svenske konkurrent for at opnå så store rationaliserings-gevinster som muligt.

Men MAN’s daglige ledelse med Georg Pachta-Reyhofen i spidsen er ikke i tvivl: MAN vil kæmpe for at bevare sin egen identitet.

Fakta MAN:
Den tyske lastbil- og motorproducent MAN (Maschinenbau Augsburg Nürnberg AG) er en af Tysklands ældste industrivirksomheder med en lang og omskiftelig tilværelse, der begyndte i 1758 med grundlæggelsen af Eisenhütte St. Antony i Oberhausen. I 1897 byggede ingeniøren Rudolf Diesel den første dieselmotor til den daværende maskinfabrik Augsburg AG.

54.000 personer er beskæftigede i MAN på verdensplan med at bygge lasbiler, busser, skibsmotorer og kraftværks-turbiner. I 2012 var omsætningen på ca. 15,8 mia.Euro (119 mia. kr.) . MAN er den tredjestørste mærke under VW paraplyen efter VW og Audi.

(Kilde: Automobilwoche).

Leave A Reply