Volkswagen satser benhårdt på at løfte salget af den nye og femte generation Caddy Cargo varebil, som også fås i den lange Maxi-udgave. Første generation Caddy kom i 2003.

Alt er nyt i den nye Caddy – især skal vi nævne platformen MQB, som sikrer langt bedre køreegenskaber end i de forrige modeller. Platformen bruges f.eks. også til Golf modellen.

Caddy har fået uafhængig affjedring for og stiv bagaksel (i stedet for bladfjedre) samt langsgående svingarme, fjedre og Panhard-stang. Det giver et bedre vejgreb med reduceret styreudslag samt en skarpere styring.

Bedre moment med 122 hk

Motorprogrammet er opdateret i den nye udgave. Vi har her prøvet Maxi med den største 122 hk dieseludgave, som klæder den største Caddy – ikke mindst med læs. Bilen er med sit drejningsmoment på 320 Nm mellem 1.600- og 2.500 omdrejninger ganske smidig.

Motoren har SCR katalysator og efterbehandling med dobbelt AdBlue indsprøjtning – et såkaldt twin-dosing system, som skulle gøre den op mod 10-15 pct. mere økonomisk – samt mere miljørigtig, fordi det reducerer NOx emissionerne.

Samtidig er kvaliteten hævet betragteligt med lavere støjniveau – selv i dieseludgaven her.

Med adaptiv fartpilot

Vi har tidligere prøvet bilen i den korte udgave med 6-trins gearskift. Maxi-testbilen var med automatisk 7-trins DSG gearskift, som gør det til en leg at køre bilen. Der er også skifteplader bag rattet til manuelle skift.

Sikkerheden er også forbedret – således havde testbilen LED-lygter, adaptiv fartpilot, nødbremse, linjevogter, blindvinkel assistent, vejbane- og frontassist og– samt advarsel for tværkommende trafik bagfra ved bakning.

Dertil klimaanlæg, DAB+ radio, elektronisk håndbremse, læderrat og indklappelige sidespejle.

Fast passagersæde

Der var armlæn på sæderne, som indstilles trinløst i ryggen med rulle. Til gengæld er passagersædet fast – så her sidder man temmelig lodret.

Der er indstilling af lændestøtten. Der er varme i førersæde og passagersæde. Man sidder godt bag rattet.

Der er også fodstøtte i gulvet, så man har en fin kørestilling.

Udstyret var skruet noget op – men meget i testbilen var ekstraudstyr. Vi kan også nævne 17 tommer aluminiumsfælge, navigation og læderrat. Bilen har også nye usb C-stik, som kræver en adaptor til ældre mobiltelefoner.

Digital instrumentering

Instrumenteringen i testbilen var digital – med en 10 tommer touchscreen. Bilen kan være 24/7 forbundet med værkstedet.

Lys- og varmekontakterne er som i den seneste Golf anbragt helt til venstre på instrumentbrættet – og de fungerer med trykfølsomhed.

3,7 kubikmeter varerum

Platformen sikrer også bedre pladsudnyttelse i varerummet, der i Maxi er på 3.700 liter.

Der er seks fastgørelseskroge, og testbilen havde beklædning i varerummets bund. Vi skal nævne trinbræt i siden, som letter adgangen.

Fløjdørene bag åbner 180 grader. Der er plads til to europaller. Maxi har en sidedør på lige over 1,20
meter, så man kan få en euro-palle ind på tværs.

1.500 kg. trailervægt

Læssehøjden målte vi til 60 cm. I varerummet er der 12 volts stik og LED belysning. Bilen har en tilladt totalvægt på 2.350 kg., trailervægten opgives til 1.500 kg. Man kan bestille bilen med trailer-assist – til ca. 13.000 kr. ekstra inklusive bakkamera.

Kun den øverste del af adskillelsen går lidt ind i kabinen – ellers er adskillelsen rykket lidt bagud, så sædet kan fældes længere tilbage.

I kabinen var der masser af aflæggeplads. Iøvrigt havde testbilen handskerumslås.

Kommer ikke som ren elbil

Først i 2024 kan vi forvente at se en plug-in hybrid version, fortæller importøren. Derimod kommer der ingen el-udgave af bilen – som jo kan undre, når man tænker på bilen til by-distribution.

Men det arbejde skal den kommende ID.BUZZ Cargo løfte fra 2023. Indtil da kan man bestille en Van udgave af ID.3 og ID.4, hvis man vil køre på strøm.

Volkswagen Caddy produceres ligesom forgængeren i den polske by Poznan.

Mange vælger benzinmotor

Man kan også få Caddy med 1,5 liters TSI benzinmotor. Vi har kort prøvet motoren i en personbilsudgaven kaldet ”Family.”

En mindre smidig maskine i forhold til den lille dieselmotor på 102 hk – men benzin-udgaven trak dog fra 1.250 omdrejninger – eller fra 50 km/t i femte gear og fra 60 km/t i sjette gear. Gearskiftet var præcist.

I Family-udgaven får man altid to skydedøre, fire fastgørelseskroge bagest, tagbøjler i aluminium, læderrat, nøglefri start og 16 tommer fælge. To skydedøre kan tilkøbes i varebilerne.

Ikke så smidig

I forbindelse med miljø-diskussioner, vælger en del erhvervsvirksomheder – især med meget kørsel i byer – at skifte fra benzin- til benzinmotoren. Men som sagt uden samme flade momentkurve – og dermed trækkraft – som dieseludgaven. Det mærkes især med læs.

Benzinmotoren yder 116 hk. Caddy produceres også med en 150 hk gasmotor.

Fakta VW Caddy Cargo Maxi 122 hk TDI:
Motor: 4 cyl. TDI – turbodiesel.
Slagvolumen: 1.968 ccm.
Ydelse: 122 hk. v. 2.750-4.250 omdr.
Moment: 320 Nm v. 1.600-2.500 omdr.
Topfart: 184 km/t.
Forbrug: 18,9 km/l.
CO2 udslip: 140 g/km.
Gear: 7 trins DSG automatgear.
Træk: Forhjulstræk.
Totalvægt: 2.350 kg.
Køreklar vægt: 1.709 kg.
Trailervægt: 1.500 kg.
Vendediameter: 12,1 m.
Dæk: GITO Synergy H2 – 215/55 R17.
Målt læssehøjde: 600 mm.
Varerum: 2.150 x 1.614 x 1.272 mm.
Bagdørsmål: 1.234 x 1.122 mm.
Skydedørsmål: 1.200 x1.096 mm
Akselafstand: 2.970 mm.
Varerum: 3,7 kubikmeter.
Pris Caddy MAXI fra: 215.658 kr. plus moms.
Pris testbil med udstyr: 339.865 kr. plus moms.