Fiat tilbyder nu deres kompakte Doblò varebil med en 1,4-liters benzinmotor som alternativ til diesel – med fokus på transport i byer.

Dieselmotorer er ikke populære i mange storbyer – så derfor er der pludselig øget interesse for benzinmotorer, der er blevet langt mere økonomiske end tidligere.

Fiat Danmark har således valgt at markedsføre den Doblò Cargo varebil med en 1,4 liters benzinmotor på 120 hk, som er den eneste benzinudgave i klassen, der har 30 pct. afgift. Samme motor er også basis for samme bil med naturgas/biogas-drift.

Smidig maskine

Motoren er ganske smidig – med trækkraft fra 1.250 omdrejninger svarende til 50 km/t i sjette gear. Benzinmotoren kunne dog være mere lydløs. Forbruget er oplyst til 13,9 km/l ved blandet kørsel.

Testbilen er den lange L2 udgave – med en nyttelast på 986 kg. og en trailervægt på 995 kg.

Vi har testet den både tom og med 786 kg. last. – og i begge tilfælde har den fine køreegenskaber og en god komfort takket været Bi Link multilink-baghjulsophænget.

Professional+

Den bil, som vi prøvede, var i udstyrs-trim Professional+ – og havde en del luksusudstyr så som multifunktions læderrat, handskerumslås, fartpilot, højdejusterbart førersæde med varme og armlæn, p-sensor bag samt el-sidespejle.

Sikkerhedsmæssigt skal vi nævne esc stabilitetssystem, airbags i fører- og passagersæde samt side airbags samt bremseassistent. Nødbremse fås dog ikke. Fremhæves skal også de to-delte sidespejle.

Normalt er Doblò udstyret med adskillige fastgørelseskroge i vognbunden. De var dog skjult af en masonitplade, så det var umuligt at fastgøre godset.

God aflæggeplads

Bilen er er den lille budbringer, som har fået en del vind i sejlene salgsmæssigt – efterhånden som der er brug for mindre biler i byerne.

Et plus er dog det letgående gearskift, men rattet kan dog kun justeres i længderetningen – men der er god plads i kabinen. Fremhæves skal dog den righoldige aflæggeplads – og lås på handskerummet.

Bag rattet sidder man dog fint med trinløs sædeindstilling og justerbar lændestøtte – som kan være svær at indstille – og rygstøtten i passagersædet er ikke tilfredsstillende. Til gengæld kan man få bilen med tre siddepladser – men med begrænset plads til passageren i midtersædet.

Genskin i instrumenter

Midtersædets ryglæn kan i øvrigt vippes frem – og så toner der både kopholdere og skriveplade frem. I kabinen er der også en ekstra kopholder.

Men så er der genskin i instrumenterne, og det irriterer. De er svære at aflæse. Desuden er kabinen præget af sorte nuancer og sort plast.

Varerummet er stort, og bagdørene åbner i øvrigt 180 grader, men de kan ikke låses i yderstillingen.

Forbedret kvalitet

Fiat Doblò er gennem årene blevet fornyet et par gange, og det har betydet forbedret kvalitet.

Bilen er meget rummelig og man sidder højt bag rattet og har et godt udsyn.

Dobló bliver bygget af partneren Tofas i Tyrkiet – indtil nu sammen med søstermodellen Opel Combo. Men nu PSA-ejede (Peugeot-Citroën) Opel skal fremover produceres i Spanien sammen med Berlingo/Partner – så Doblò bliver alene tilbage hos Tofas.

Fakta Fiat Doblò Cargo L2 1,4 T-Jet:
Motor: 4 cyl benzin-turbo.
Slagvolumen: 1.368 ccm.
Ydelse: 120 hk v. 5.000 omdr.
Moment: 206 Nm v. 2.100 omdr.
Forbrug g/s: 13,9 km/l.
Gearkasse: 6 trin manuel.
Dæk: Good-Year Cargo Marathon 195/60 R 16c.
Affjedring: Uafhængig for og bag (BiLink)
Garanti fabrik: 2 år.
Serviceinterval 2 år/30.000 km.
Varerum volumen: 4,2 kubimeter
Varerum-mål: 2.170 x 1.714 x 1.305 mm
Mål mellem hjulkasser: 1.230 mm
Mål bagdøre: 1.231 x 1.250 mm.
Mål sidedøre: 700 x 1.175 mm.
Læssehøjde: 545 mm.
Nyttelast inkl. fører: 986 kg.
Trailervægt m. bremser: 995 kg.
Pris ekskl. moms: 131.900 kr.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk