En vigtig milepæl er nået. Volkswagen Danmark kan i denne måned fejre 75-års jubilæum.
Siden Semler-gruppen A/S blev importør af Volkswagen i Danmark den 1. juli 1948 er der solgt over 1,2 millioner Volkswagen i Danmark.
Modeller som den ikoniske Boble, Golf, Passat, Polo, up! – og de elektriske ID.-modeller – har præget den danske vognpark – sammen med varebilerne Transporter, Caddy og LT/Crafter.
Til private og til erhvervslivet
Siden 1948, hvor den ikoniske Folkevogn Type 1, bedre kendt som “Boblen”, kom til Danmark, har Volkswagen levet op til sit navn som ”folkets vogn.” Gennem mere end syv årtier har mærket sat sit præg på danskernes og danske virksomheders mobilitet.
Fra den første Type 1, der blev solgt til telefonselskabet KTAS i oktober 1948, over 1970’ernes nye generation af Volkswagen-modeller med Golf, Passat og Polo i spidsen, til 2010’erne, hvor up! blev danskernes favoritbil, frem til nutidens elektriske æra med en alsidig familie af ID.-elbiler.
På gule plader
Volkswagen har også sat et solidt aftryk på dansk erhvervsliv med populære varebiler som det ikoniske Rugbrød, adskillige generationer af Amarok, Transporter, Caddy og LT/Crafter.
Dertil ombyggede personbiler på gule plader, hvor man gennem årene har set biler som VW 1600, VW 411/412, Golf, Passat, Polo, Scirocco, Sharan, Tiguan, Touareg, T-Cross og T-Roc.
Boblen fra 1948 til 1975
Gennem de 75 år er der rullet over 1,2 millioner Volkswagen ud på de danske veje, og det er måske ikke overraskende, at Boblen med 204.000 styk (1948-1975) ikke alene er den mest solgte Volkswagen, men også den mest solgte personbil i Danmark nogensinde.
Den lagde fundamentet for en stærk position på det danske marked – og de seneste 12 år har danskerne tillige gjort Volkswagen til det mest solgte bilmærke.
En vigtig milepæl
Et 75-års jubilæum er en vigtig milepæl og giver anledning til at reflektere over de mange år, der er gået, hvilken betydning mærket har haft, og hvordan denne arv føres videre ind i den elektriske fremtid.
”Det er en dyb kultur og forbindelse, der er skabt mellem Volkswagen og danskerne gennem 75 år. Det er en arv, vi skal være bevidste om, mens vi står i den nok største transformation i mærkets historie,” siger Michael Ebeling, direktør for Volkswagen personbiler i Danmark.
En langsom start
Volkswagen har udviklet bilmodeller gennem skiftende tider, og fabrikken har – om end det især på udviklingen af elektriske varebiler tog lidt tid at komme i gang med den elektriske ID-Buzz Cargo. Det var en langsom start.
”Kunderne efterspørger ikke elektriske varebiler,” udtalte Eckhardt Scholz – daværende chef for Volkswagen Nutzfahrzeuge – til VOTY’s udsendte så sent som i 2015, da Volkswagen Transporter T6 blev lanceret.
Men i dag er ID.Buzz Cargo nummer ét på listen over elektriske varebiler herhjemme – men også den ombyggede personbil ID.4 Van har vist sig at være populær i danske virksomheder.
Et større ansvar
“Jubilæet symboliserer også Volkswagens kontinuerlige transformation og vores vision om at være en førende kraft i overgangen til elektrisk mobilitet. Det er en påmindelse om, at selv etablerede institutioner kan gennemgå betydningsfulde transformationer,” siger Ebeling.
I dag tager bilproducenter som Volkswagen et større ansvar. Det er ikke længere nok kun at producere en god og sikker bil.
I en større sammenhæng
Volkswagen investerer således massivt i den elektriske omstilling; i udviklingen af 10 nye elbiler frem mod 2026, i nye batteriteknologier og i etableringen af egen produktion af batterier.
”Volkswagen tænker holistisk og inddrager ladeinfrastruktur, genbrug, grøn strøm, bæredygtig produktion og forskellige mobilitetsservices. Bilerne skal tænkes ind i en større sammenhæng”, siger Michael Ebeling.