Volkswagen vil blande sig i det populære Crossover-segment, hvor de fleste konkurrenter huserer.
Den tyske bilproducent vil nemlig ikke sidde udenfor mere og kikke på. Den stærkt stigende Crossover-segment tæller derfor nu også en Wolfsburg udgave i form af den netop lancerede T-Roc udgave.
Den skal med et komplet sikkerhedssystem inklusiv bl.a. adaptiv fartpilot og frontassist City-nødbremsesystem med fodgængergenkendelse lokke kunder til butikkerne.
150 varebiler til firmaer
Men det er ikke kun private, der er i kikkerten herhjemme, for hos den danske importør forventer man, at i hvert fald vil kunne sælge minimum 150 gulplademodeller om året. De fleste til virksomheder.
Det svarer til, hvad der blev solgt af Renault Kadjar i fjor – søstermodellen til Nissan Qashqai, som var den første Crossover model overhovedet. Begge i prisniveau med T-Roc. Men det er svært at finde et bilmærke, der ikke har biler i denne gruppe.
Færre private kunder
T-Roc har alle muligheder for at blande sig i den affære, for bilen er både velkørende og rar at køre i. På landsplan forventes det, at godt halvdelen bliver dieselmodeller, mens kunder i storbyer nok vil vælge en benzinmodel.
Efter regeringsindgrebet i fjor, hvor bilafgifterne blev ændret, er der mindre afstand mellem en hvidpladebil og en bil på papegøje-nummerplader (hvor der er betalt moms), mens prisforskellen på hvide plader og gule plader ikke er ændret så meget. En virksomhed kan jo også trække momsbeløb.
I erhvervsafdelingen hos VW Gladsaxe har man solgt to T-Roc Van her i begyndelsen af året – begge biler uden moms til erhvervsvirksomheder. Begge med automatgear, men én med dieselmotor og én med benzinmotor.
60 pct. med benzinmotor
”Vi forventer at sælge 60 pct. af T-Roc Van med benzinmotor – for vores kunder kører meget bykørsel,” fortæller erhvervschef Jens-Christian Havkrog til VOTY.dk.
Vi har prøvet T-Roc med mindste tre-cylindrede 1,0-liter motor med Style udstyr, som i Van udgave uden moms koster 169.000 kroner.
Billigste City-udgave koster 10.000 kroner mindre, mens billigste dieseludgave koster cirka 184.000 kroner plus moms.
Fås med 4×4
Her er der alle tale om forhjulstrukne udgaver. Bilen fås også med firehjulstræk, så T-Roc skulle derfor rettelig benævnes SUV/Crossover.
T-Roc er bygget på samme MQB-platform som mange andre biler fra VW-gruppen – således også den relativt nye Audi Q2. T-Roc er 25 cm kortere end den større Tiguan og dermed også mere handy i trafikken.
Motoren på én liter er rigelig i bytrafik, men lidt anstrengt på lange stræk. Til gengæld kan man køre i femte gear i byen, hvor der er trækkraft ved 50 km/t, mens det for sjette gear gælder fra 60 km/t og i fjerde gear fra 40 km/t – ved alle hastigheder ved ca.1.400 omdrejninger.
Øget trailervægt med diesel
Kører man med tung last og måske trailer, så vil vi anbefale en kraftigere motorisering – måske diesel. Den tre-cylindrede motor er heller ikke helt støjfri, og den snurrende lyd kan virke irriterende.
Én-liter modeller må ydermere kun trække en trailer på 1.500 kg. med bremser, mens en 2-liter TSI og en 2-liter TDI (ifølge kataloget Bil Revyen) må trække 1.900 kg.
Varerummet rummer knap 1.300 liter, og der er bagest otte fastgørelseskroge. Men den indvendige læssehøjde er stor, nemlig 22 cm. mod den udvendige læssehøjde på 78 cm. Åbningen bag har vi målt til 890 x 990 mm.
Adaptiv fartpilot
I forhold til Golf-modellen sidder man behageligt højt bag læderrattet – og det gør det let at komme ind og ud af bilen. Frihøjden er en anelse større end på en Golf.
Men selv om den ikke er lige så hurtig gennem svingene, så er vejgrebet godt. Brede C-stolper tager lidt af udsynet skråt bagud mens udsynet fortil er fint.
Man kan måske købe billigere bilmodeller i denne klasse, men udstyrsniveauet i T-Roc Style er faktisk højt, og her skal vi pege på adaptiv fartpilot, front assist med City Brake nødbremsesystem med fodgænger-genkendelse og linjevogter samt fartpilot med afstandsindstilling og fartbegrænser.
Masser af udstyr
Dertil kommer otte tommer farveskærm, elektrisk håndbremse, tågelys, regnsensor, spoilere, midterarmlæn, læderrat, sportssæder med varme og højdeindstilling samt trinløs rygindstilling.
Der er også to-zone klimaanlæg, skuffe under passagersæde, stop-start system, parc-pilot/p-alarm, signatur-LED kørelys og aluminiumsfælge med 17 tommer dæk på testbilen (16 tommer er standard).
Et plus er dobbelt USB-stik – og en god aflæggeplads med bl.a. kop- og flaskeholdere.
Derimod savnede vi skiltegenkendelse og navigationssystem – ligesom de indklappelige sidespejle var ekstraudstyr til ca. 1.200 kroner plus moms. Det gælder også tagrælingen til ca. 1.700 kroner. Der er ikke reservehjul, men kun lappegrej. Endelig er der ikke handskerumslås.
Fakta VW T-Roc 1,0 TSI Style Van:
Motor: 3 cyl. turbobenzin. Euro 6.
Slagvolumen: 999 ccm.
Ydelse: 115 hk v. 5.000 omdr.
Moment: 200 Nm v. 2.000-3.500 omdr.
Topfart: 187 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 10,1 sek.
Forbrug: 19,6 km/l.
CO2 udslip: 116 g/km.
Træk: Forhjulstræk.
Forhjulsophæng: Uafhængigt McPherson.
Baghjulsophæng: Semiuafhængigt compound.
Bremser: vent. skiver for/skiver bag. esc. ABS.
Sikkerhed: Adaptiv fartpilot og nødbremssystem.
Dæk: Continental Winter Contact 215/55 R17.
(16 tommer dæk og fælge er standard).
Læssehøjde indvendig/udvendig: 220/780 mm.
Åbning bagklap: 890 x 990 mm.
Varerum: Ca. 1.300 liter.
Køreklar vægt/nyttelast: 1.270/510 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.500 kg.
Pris testbil ekskl. moms: 168.996 kr.
(Diesel fra: 184.396 kr. ekskl. moms)