I fremtiden – ifølge Mercedes-Benz varebilchef Volker Mornhinweg indenfor fire år – vil vi se en helt ny forretningsstrategi for Mercedes-Benz Vans, som er delt op i tre piller: digital@vans, solution@vans og mobility@vans.

Det vil ikke kun handle om at bygge varebiler og sælge dem og finansiere dem for kunderne. I fremtiden  handler det om at gå skridtet videre – og være en del af kundernes værdikæder med den digitale verden som platform.

Last Mile problematik
Smartphones og app’s samt GPS-systemer vil danne grundlaget for hele operationen af distributions-varebiler – ikke mindst i ”Last Mile” politikken, hvor varebiler overtager distribution fra lastbiler – og fremover skal varebilen ikke køre fra dør til dør med pakkerne. Den skal køre frem til et centralt sted – og så sende pakkerne frem med robotter og droner.

I dag bor halvdelen af verdens befolkning i byer – i 2030 vil det være to tredjedele. Det vil gøre ”Last Mile” udfordringen større og større. Samtidig køber flere og flere deres varer på nettet – og forventer nærmest leverance indenfor få dage.

E-handel øger voldsomt
E-handel forventes at øge med 10 pct. om året. Derfor tvinges erhvervslivet til at finde løsninger, så miljøet ikke skades – og her skal Mercedes spille med. Deres varebiler skal være en integreret del af den digitale værdikæde.

Måske er den nye elektriske ”Vision Van” varebil med 270 km rækkevidde ikke klar i 2020 – men man er i fuld gang med samarbejde med både producenter af robotter og droner, når det gælder distribution af små pakker, så kørslen bliver minimeret.

Bilen er forberedt for førerløs kørsel – og så bliver brugen af robotter og droner endnu mere interessant.

Skifter vognbane
Så Mercedes-Benz skifter helt vognbane, når det gælder varebiler – i fremtiden vil man mere være en virksomhed, der skaber transportløsninger frem for alene at bygge varebiler. Nogle detaljer er på plads gennem Mercedes-Benz’ flådestyringssystem ”Fleet Board.”

Allerede i dag anvendes droner bl.a. i Afrika til at fragte medicin hurtigt frem til læger – og der er allerede love for brug af dronerne – netop vedtaget i USA.

På taget af varebiler sidder måske to droner, der kan flyve et par kilometer med pakker på cirka to kg – eller måske 12 robotter, der kan køre rundt med pakker i lokalområder.

Meget at diskutere
Det kan diskuteres, hvor moden tiden er til så ret futuristiske tiltag – og meget skal rettes til – for det hele er kun en begyndelse, men smart-phone kendte man jo heller  ikke før 2010, så det går stærkt.

Når varebilen skal pakkes til turen, læsses den automatisk med en række reoler, der kører ind bag i bilen – og når bilen når frem, ruller den aktuelle reol ud – og chaufføren samler pakken op og afleverer som normalt – men for ikke at tage fejl, lyser en diode op ved de pakker, han skal tage med – det hedder pick-by-light – og har i 20 år været brugt i lagerstyring. Faktisk indrømmede Mercedes-Benz også, at ideen var hentet bl.a. i fabrikken reservedelslager.

Car2Share Cargo
I mange år har kunder lejet sig til varebiler i spidsbelastningstider som julen – og her vil Mercedes spille med gennem en varebils-deleordning kaldet Car2Share cargo.

Mercedes-Benz går derfor tæt ind i områder, hvor de ikke har været med før – for gør de det ikke – så vil andre gøre det. Indenfor taxi-branchen vil man gå ind i en form for Uber-løsning, hvor folk i store byer via en app booker en tid til at blive samlet op – for man skal måske kun fire husblokke ned ad vejen. Bilerne taler sammen – såkaldt connectivity – og på den måde kommer hele eftermarkedet med på vognen.

”Det handler om at se det hele ”holistisk” sagde Mornhinweg, da han præsenterede alle sine ideer forleden.

Stor investering
Koncernen vil investere 3,8 mia. kr. de næste år for at støtte den planlagte udvikling – med 200 forskere involveret i Berlin og Stuttgart i Tyskland samt i Silicon Valley i USA.

Man samarbejder med flere private ekspert-virksomheder på projekterne – bl.a. droner med Matternet i USA, robotter med StarShips, digitalisering af varerummet med amerikanske X-Tron Lab, indretning af varebiler (CarSlider) med CargoSpaceEngineering, people-moving med amerikanske VIA – samt materialeunderstøttelse af håndværkere med virksomhederne Fischer og Sortimo.

Meget er kendt teknologi
Selv om mange af de tiltag, som Volker Mornhinweg præsenterede, allerede er kendt teknologi – som lagerplukningssystemer med lys – så har man bl.a. også ekspertgrupper, der følger med i nye produkter – som kan øge udviklingen – og man har andre, der støtter op omkring iværksættere.

Det er en stor mundfuld nytænkning på én gang – men Mercedes-Benz Vans og deres moderselskab Daimler spøger normalt ikke med nye teknologier, for det ville deres aktionærer ikke se på med blide øjne.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk