Til sommerlanceres en sporty udgave af Mercedes-Benz Citan med en miljøvenlig motor, der er udviklet med Renault/Nissan. Det skriver tyske fagmedier.

For der sker rigtig meget med miljøet for varebiler – det gælder bl.a. indførelsen af den nyeste Euro 6dTemp regel og WLTP målemetode for brændstofforbrug senere i år.

Mercedes-Benz er således til sommer klar med den nyeste diesel-motorgeneration fra samarbejdet med Renault/Nissan. Mercedes kalder den selv OM 608.

Motor til mange mærker

Først vil den nye formentlig 1,5-liters motor med fire cylindre finde vej til personbilsprogrammerne – det vil sige Citan personbilsudgaver (der ikke sælges herhjemme) og Mercedes A-klasse, men senere også varebilsudgaver af både Mercedes-Benz og fra Renault/Nissan/Mitsubishi alliancen.

Mercedes-Benz Citan bygges af Renault sideløbende med deres egen Kangoo model i Frankrig.

Motoren er udstyret med SCR-katalysator, oxidations-katalysator og diesel-partikelfilter plus et to trins høj- og lavtrykssystem, der leder gassen tilbage samt endelig en variabel turbolader. Herved opfylder motoren de såkaldte Real-Driving-Emission standarder (RDE) og Euro 6d-Temp regler.

Sporty RED-udgave

Indsprøjtninigstrykket er hævet fra 1.600- til 2.000 bar – som også sænker støjniveauet. Forbruget er op mod 22 km/l. Eller tæt på forgængeren med Euro6b specifikationer.

Motoren fås med 80-, 95- og 116 hk. Drejningsmomentet skulle være henholdsvis 210-, 230- og 260 Nm. Standard er 6-trins gearkasse. AdBlue tanken er på 18 liter.

I Tyskland tilbydes både person- og varebilsudgaver af Citan i en særlig sporty RED-udstyrsversion sort lak og kromdetaljer inde og ude – samt røde farver i kabinen.  Om den kommer til Danmark vides ikke. Det gør den nye motorgeneration derimod med sikkerhed.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk