Det er to år siden, at Nissan kunne tilbyde en et tons varebil i form af Primastar – på grund af en masse interne diskussioner i Renault-Nissan alliancen. Men endelig kan Nissan forhandlerne juble – nu er afløseren NV300 klar herhjemme.

Dens ”fætre” Renault Trafic og Opel Vivaro blev ikke ramt af forsinkelsen – og den nye partner Fiat med deres Talento kom på markedet allerede sidste år. Trafic og Talento bygges som NV 300 på en topmoderne varebilsfabrik i Sandouville i Frankrig.

Tidligere blev Trafic og Primastar bygget på en Nissan-fabrik i Barcelona i Spanien. Men fabrikken er udlagt til andre produktioner, bl.a. den elektriske Nissan e-NV200.

Mere sikkerhed og garanti
Så for at lokke de gamle kunder tilbage har man gjort fem airbags standard. Dertil kommer standard luge i skillevæggen mellem varerum og kabine, så man kan transportere lange genstande. Og så har alle Nissans varebiler fem års fabriksgaranti eller 160.000 km.

Vores testbil var kraftigste biturbo-model med 145 hk i Comfort-niveau, som hos Nissan bl.a. indebærer fartpilot, indfarvede kofangere, aircondition og oliefyr – som kan kombineres med en timer, så oliefyret kan bruges som indstilling af opvarmningstid.

Der er gode præstationer i biturbo-modellen med 145 hk, men gearene skal bruges lidt flittigere end i modeller uden biturbo, som virker mere smidige. Der er dog trækkraft i femte gear fra 50 km/t eller 1.250 omdrejninger – i sjette fra 60 km/t.

Standard stop/start
ECO-mode og stop/start system er standard i Comfort udgaven – og er med til at forbedre økonomien.

Testbilen var en L2H1 – lang, men med normal taghøjde. Varerummet var ubeskyttet – og her bør man investere en indretning med beskyttelsesplader på gulv og i sider. Men der er dog 20 fastgørelses-kroge i gulv og på sider – om end lidt spinkle – og bagdørene åbner 180 grader. Sidedøren er bred nok til en Euro-palle.

Men kører man med reol i venstre side, så må man åbne begge døre for at få adgang til varerummet, ved vi af erfaring. Desuden er risiko for at højre dør rammer ind i venstre dør.

God aflæggeplads
Bagdøren kan i øvrigt fastholdes, når man kører med lange genstande. Trailervægten er 2 tons. Bestiller man anhængertræk fra fabrikken, er trailerstabilitets-system standard.

I kabinen er der aflæggeplads under passagersædet. I det hele taget er der god aflæggeplads rundt om i kabinen.

Sæderne er dog gode – med en god vinkel og god siddehøjde – og man sidder godt bag rattet – men gearkonsollen fylder også vel meget. Højre knæ er i nærkontakt med konsollen – og den meget flade rude tager meget plads i kabinen.

God komfort
Instrumenter og kontakter er overskuelige. Sidespejlene var nok lidt små, men vidvinkelspejlet på bagsiden af solskærmen er god til at fange bløde trafikanter i bytrafik og hårde trafikanter på højre side generelt.

Køreegenskaberne er fine, men vendediameteren er vel stor. Men den er meget nem at køre – med et fast og præcist styretøj. Rattet er to-vejs indstilleligt. Hill start assist sikrer sikker start fra en bakke.

Sikkerheden omfatter esc stabilitets-system og ABS antiblokering – men der er ikke mulighed for nødbremsesystem. Comfort-modellen har til gengæld tågelygter og sidespejlene er opvarmede og el-justerbare.

Ekstra udstyr
NV300 kommer i fire udgaver – to med enkelt turbo og to med dobbelt turbo. Bilerne med enkelt turbo har ikke SCT efterbehandlingssystem og tilsætning af AdBlue.

Indstigningen til kabinen er rimelig – og læssehøjden lav. Der er bl.a. to flaskeholdere i dørene og flaskeholdere i dørene.

Testbilen var én af de første, der kom herhjem – så den havde bl.a. Plus-pack udstyr, der omfatter alufælge, læderrat og klimaanlæg – det koster normalt ekstra 10.500 kr. plus moms.
Mere interessant er at bestille bilen med Tech Pack (som testbilen ikke havde). Her får man bakkamera, parkeringssensorer bag, nøglefri betjening og regnsensor. Alene bakkamera kan spare én for en buler ved bakning.

Tekniske data Nissan NV 300 Comfort:
Motor: 4 cyl. biturbo.
Slagvolumen: 1,6 liter.
Ydelse: 145 hk v. 3.500 omdr.
Moment: 340 Nm v. 1.500 omdr.
Trailervægt: 2 tons.
Topfart: 181 km/t.
Økonomi: 16,4 km/l.
CO2: 160 g/km.
Vendediameter (kantsten): 13,7 m.
Varerum: 2.937 x 1.662 x 1.387 mm.
Hjulkasser: 1.268 mm.
Sidedør: 1.030 x 1.284 mm.
Trailervægt m. bremser: 2 tons.
Totalvægt: 3.040 kg.
Pris: 244.354 kr. plus moms.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk