Dacia – Renaults lavpris datterselskab – er på vej med et facelift til den kompakte SUV Duster. Det er ikke mindst interessante opdateringer for erhvervskunder, der har valgt Duster som Van – og måske endda valgt den som lille mini-off roader med firehjulstræk.

Nyt er nemlig et såkaldt multiview kamera. Det er stort set et kamerasystem med fire kameraer, der viser situationen hele vejen rundt om bilen.

Undgå skader

Den største fordel ved dette, er at det gør det lettere at parkere sin Duster og undgå skader i terrænet og på byggepladser.

Der kommer også en lang række nye oplysninger på den centrale touchscreen. Det gælder hældningsvinklen sidevers, indgangs- og afgangs vinkler, højdemåler samt kompas.

Efter en tur i terrænet kan man på 4X4 skærmen også se data fra turen.

Sikkert i terrænet

Af yderligere nyskabelser i Duster kan nævnes blandt andet blind vinkel alarm, park-assist, ligesom der er hill start assist – og i 4X4 versionen tillige adaptiv hill decent control.

Det gør det lettere at komme ned ad selv vilde nedkørsler uden at bilen løber løbsk. I første gear – eller når man bakker kan man manuelt indstille bilens nedkørselsfart til mellem 5-30 km/t.

Nu med automatgear

En vigtig nyhed for mange er, at man nu kan få Duster med EDC automatgearkasse – noget mange kunder har efterspurgt.

Denne er koblet til en 150 hk TCe benzin-motor med forhjulstræk. Andre udgaver har 6-trins manuel gearkasse. På motorsiden er der fortsat 90- og 130 hk benzinudgaver – og 115 hk diesel.

Få designændringer

Udefra er der ikke sket meget, men lygtesignaturen er nu ændret, så den matcher den Y- formede signatur, der netop er introduceret på den nye Sandero model – og der er ny mere markant kølergrill.

I kabinen er der sket lidt mere. Der er nye sæder, nye nakkestøtter og en høj centerkonsol med justerbart armlæn. Man kan også vælge mellem to forskellige multimediesystemer med en ny otte tommer touchscreen.

En ikon for Dacia

Duster er – med over to millioner solgte eksemplarer world wide – blevet et ikon for Dacia.

“At forny et ikon er ikke en nem opgave. Siden første model har bilens udseende været et hit, så det har vi ikke ændret markant på. Men vi har bestræbt os på at gøre den lidt mere moderne og frisk at se på. Den nye Duster er præcis som den altid har været. Den kan det essentielle, er robust, og er stadig til at købe for penge”, siger Lionel Jaillet, vicepræsident hos Dacia for ”Product Performance.”

115.079 kr. som Van

Den nye Duster introduceres på det danske marked til september. Ønsker man Duster som gulpladebil begynder priserne ved 115.079 kr.

41 Duster Van blev solgt herhjemme i 2020 – 91 enheder i seneste normale år – 2019. Herhjemme kører der i dag i alt 7.400 Dacia Duster på hvide og gule nummerplader.
.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk