Crossland-X Van – Opels nye arbejdshest – har vi før testet i benzinudgave, men med dieselmotor viser den flere af sine kvaliteter som Merivas modellens arvtager.

Den nye Crossover-model Crossland-X fra Opel er langsomt men sikkert ved at snige sig ind på feltet af små gulpladebiler på markedet – og derved er den en værdig arvtager fra den tidligere Meriva-model, der havde stor succes som Van.

Meriva var crashtestet hos Dahl Engineering i Thisted og bagefter godkendt som Van på Opel fabrikken i Rüsselsheim i Tyskland. Den proces har Crossland X også gennemført – så fra nu af kan man bestille Van-modellen hos alle Opel forhandlere i landet.

40 enheder første halvår

Salget af varebilen er kun så småt gået i gang – men det er da blevet til 40 indregistrerede enheder i første halvår i år. Opel Crossland-X er på grund af sin udformning mere praktisk som Van end Corsa- og Mokka Van. Platformen er den samme som på den nye Citroën C3 Aircross.

Opel Danmark har store intentioner om gulpladesalget af ombyggede personbiler – det udtalte Opel Danmarks administrerende direktør, Thomas Bruun, ved et møde sidste år. Faktisk er målet på årsbasis at sælge 300 Crossland-X Van.

VOTY.dk har tidligere på året prøvet Crossland-X med 1,2 turbobenzin-motor, som er en omdrejningsvillig PSA udvikling. Men som Van er 1,6 dieseludgaven den mest populære hos erhvervslivet – og den har vi nu også været bag rattet i.

Tilkøb serviceaftale

Ekstraudstyret i testbilen løb op i knap 10.000 kroner og ude over metalfarve var det armlæn, tagræling i sølv, elektronisk klimakontrol og mørktonede ruder. Man kan så tilkøbe en tre års serviceaftale (eller 60.000 km) til 463 kroner om måneden.

Nævnes skal også seks airbags, regnsensor, esc stabilitetssystem, antispin, hill start assist og signatur kørelys.

Testbilen var en 99 hk udgave med Enjoy udstyr (lige over basisudgaven Essentia) til 124.282 kroner plus moms. Billigte Essentia udstyrede udgave med 81 hk diesel koster 109.051 kroner, mens dyreste Van med Innovation udstyr og 110 hk benzinmotor koster 153.867 kroner plus moms.

Budbringer og servicebil

Testbilen er ikke er racerbil – 180 km/t er topfarten opgivet til – og man når 100 km/t på 12 sekunder.

Men den er fin som budbringer eller servicebil for firmaer og offentlige myndigheder – og med et forbrug i snit (NEDC norm) på (optimalt set) 27,8 km/l er den også økonomisk – og udleder derfor kun 93 g CO2 pr. km.

Det 5-trins gearskift er måske lidt kantet at arbejde med – og den trækker rent fra 1.200 omdrejninger, men man må i tredje gear i bykørsel, for der er ikke trækkraft nok i fjerde- og femte gear, hvor den trækker smidigt ved henholdsvis 60- og 90 km/t.

Kun 840 kg. på krogen

Den trækker ikke det store læs på krogen – kun 840 kg – det samme som nyttelasten. Men der er da 1.255 liter at gøre godt med i varerummet. Vil man have større trailervægt, må man op i Grandland X programmet.

Der er masser af aflæggeplads i kabinen, men der er ikke handskerumslås. Under gulvet i varerummet er der dog ekstra rum. Læssehøjden er 79 cm – den indvendige læssekant er fem cm.

Nu var det vist én af de første ombygninger til Van fra Autologik i Ringsted – men man skulle være forsigtig med at lægge gods ned under pladen i varerummet (for at skjule mod nysgerrige blikke) – for hvis det rutsjer helt frem til adskillelsen, er det svært at få fat i (jeg brugte en rive).

Høj siddestilling

Man sidder dejligt højt i Crossover som denne – og det betyder også en let indstigning og udstigning.

Kørestillingen er god takket været højdejusterbart (og opvarmeligt) førersæde, justerbar lårstøtte og trinløs rygindstilling. Der er også midterboks og armlæn.

Men fodpladen giver ikke så god støtte. Især ikke på en langtur. Men så er der i testbilen læderrat med varme. Standard er syv tommer touchscreen – uden navigation, men med smartphone integration via Apple Carplay.

Ikke nødbremsesystem

Bilen kører rimeligt godt – men den er ikke så stabil i sving som f.eks. en Opel Corsa – og derfor ikke på samme måde oplagt til sjov på en snoet landevej. Kun den præcise styring løfter indtrykket en smule. Men nu er den også lidt høj som det gælder for en Crossover model.

Nu har bilen jo standard esc stabilitetssystem, som hjælper én, hvis det går for stærkt. Til gengæld har testbilen ikke AEB nødbremsesystem som standard – merpris cirka 3.000 kr. plus moms. Men det burde være standard på en ny bilmodel.

Bilen har fartpilot og fartbegrænser. Samt skiltegenkendelse, så man i instrumentpanelet kan læse, hvad hastighedsbegrænsningen er. Den kan man indstille, så bilen holder den tilladte fart.

5 stjerner i EuroNCAP

Organisationen bag EuroNCAP sikkerhedstesten har netop bekræftet, at Opel Crossland X får topkarakteren fem stjerner i den nyeste test af sikkerhed i personbiler.

EuroNCAP bedømmer sikkerheden på fire forskellige områder: Fører, børn, fodgængere og elektroniske hjælpesystemer. Crossland X udmærker sig navnlig på sikkerhed ved påkørsel fra siden, hvor bilen scorede maksimumkarakter for beskyttelse af børn og voksne.

Fakta Opel Crossland-X 1,6 D:
Motor: 4 cyl. Turbo-diesel.
Ydelse: 99 hk v. 3.750 omdr.
Moment: 254 Nm v. 1.750 omdr.
Topfart: 180 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 12 sek.
Gear: 5 trins man.
Forbrug: 27,8 km/l.
CO2 udledning: 93 g/km.
Køreklar vægt/totalvægt: 1.820/2.660 kg.
Nyttelast: 840 kg.
Trailervægt m. bremser: 840 kg.
Varerum: ca. 1.200 liter
Pris Crossland X Enjoy 1,6 CDTI fra: 115.495 kr ekskl. moms.