Mitsubishi skulle ellers slukke og lukke i Europa, men nu er seneste crossover-model Eclipse Cross plug-in hybrid model alligevel lanceret herhjemme – endda med firehjulstræk og en trailervægt på 1.500 kg. Desuden kan bilen hurtiglade.

Som SUV har den let ind- og udstigning, godt udsyn og god plads trods den skrå taglinie.

Mitsubishi har en lang historie indenfor WRC-rally – så teknologi og know-how herfra bruges til at kombinere Mitsubishis twin-motor firehjulstræk med hybrid-drivlinjen og skaber en plug-in hybrid udviklet til dagligdagen.

Hurtiglade på 25 minutter

Ikke mange plug-in hybrider kan hurtiglade, men Eclipse Cross kan lade op til 80 pct. på 25 minutter.

”Mitsubishi har en lang og stolt tradition med PHEV-teknologi og firehjulstræk og med Outlander PHEV, var vi de første til at introducere en plug-in hybrid SUV på markedet. Eclipse Cross PHEV tilføjer efter min mening en ekstra dimension til et segment, der mest er kendt for at gøre sig godt herhjemme,” siger Lars Lorentzen, Brand Manager hos Mitsubishi Danmark.

Bilen har udover permanent firehjulstræk et hybrid system, der fokuserer på eldrift med op til 177 el-hestekræfter til rådighed fra to elmotorer, én på hver aksel.

Hybrid-teknologi

Drivlinjen er en videreudvikling af den i Outlander PHEV. Ligesom Outlander har Eclipse Cross PHEV en 2.4 liter MIVEC motor og yder 98 hestekræfter.

Plug-in hybriden har to elmotorer, en på hver aksel, den forreste har 82 hestekræfter mens den bagerste yder 95 hestekræfter.

Det giver en samlet systemydelse på 188 hestekræfter, men endnu vigtigere er, at Eclipse Cross PHEV har en samlet elektrisk ydelse på 177 hestekræfter. Det vil sige at bilen kan trække en trailer, køre off-road eller køre med tung last ved ren elkørsel.

Tre køreprogrammer

Batteriet er på 13,8 kWh og tager ca. fire timer at oplade fra en ladeboks og omkring 25 minutter til 80 pct. med en hurtiglader.

Der er tre køreprogrammer. ”EV Mode” er fuld elektrisk kørsel, ”Serial Hybrid Mode” kører hovedsageligt på strøm, men får hjælp fra benzinmotoren under fx acceleration eller op ad stejle bakker og ”Parallel Hybrid Mode” bruger benzinmotoren med hjælp fra elmotorerne.

Fælles for alle køreprogrammer er, at Eclipse Cross PHEV har fokus på så vidt muligt at køre på el. I EV Mode, kan Eclipse Cross PHEV køre op til 45 kilometer kombineret og 55 kilometer ved bykørsel (WLTP).

4×4 på ren el

Den faceliftede Eclipse Cross er blevet gjort 30 procent mere torsionsstabil og har fået optimeret affjedringen for og bag, hvilket har resulteret i et mere effektivt S-AWC (Super-All Wheel Control) system.

Det permanente firehjulstræk, der også er til stede på ren el, giver optimalt vejgreb i al slags vejr og et højt niveau af sikkerhed.

Fordi Eclipse Cross PHEV har en elmotor på hver aksel kan det avancerede twin-motor firehjulstræk frit distribuere drivkræften mellem for og bagaksel uden at miste kræft fra en gearkasse. Bilen kan derfor hurtigt håndtere ujævnheder, udskridninger eller låsning af et eller flere hjul.

Van fra 230.000 kr. plus moms

På gule plader koster Eclipse Cross PHEV fra 230.000- til 265.000 kroner plus moms. På hvide plader 320.000- og 390.000 kroner

Udstyrsniveauet er højt – og på sikkerhedssiden kan fås (alt efter udgave) adaptiv fartpilot, nødbremse, linjevogter, antispin system, regnsensor, LED lygter og -kørelys, fjernlysassistent, bakkamera, hill start assist, p-sensor, head-up display, skiltegenkendelse, Around View Monitor, læderrat med varme, BLIS blindvinkel assistent, navigation og elektrisk indstillelige lædersæder.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk