To nye Scania L 320 El-Hybrid distributionslastbiler skal fremover bidrage til endnu mere bæredygtig og støjsvag natdistribution af Schulstads brød i Hovedstadsområdet.

De skal i de kommende mange år distribuere brød i Hovedstadsområdet fra Schulstads bageri på Avedøre Holme ved København.

De to nye lastbiler er ud over en økonomisk og miljøvenlig Euro 6-motor også udrustet med en elektrisk drivline og en kraftig batteripakke, der kan give op til 10 km elektrisk, emissionsfri og støjsvag kørsel i Københavns centrum om natten.

40 aflæssesteder på et natskift

Da nogle af Schulstads distributionsruter omfatter op til næsten 40 aflæssesteder i løbet af et natskift, er de desuden udstyret med Scanias ekstralave L-førerhus, der er rykket frem og ned i forhold til en traditionel distributionslastbil for at give så ergonomiske ind- og udstigningsforhold for chaufføren som muligt.

”Vi leverer brød direkte til butikker og supermarkeder hver eneste nat, året rundt. Det er vi nødt til, for brødet skal være frisk, når butikkerne åbner. Derfor er vi underlagt strenge krav om leveringstider, og for ikke at forstyrre butikkernes naboer er det en kæmpe fordel, at vi kan køre elektrisk i de mest følsomme områder i byen,” siger Niels Holm.

Han er logistikdirektør hos Schulstad og har ansvar for, at brødet leveres til tiden i den rigtige kvalitet med de rigtige lastbiler.

Stort puslespil

”Vores logistik er en integreret del af vores produkt. Vi optimerer hele tiden vores distributionsflow for at reducere miljøbelastningen og udnytte vores lastbiler optimalt. Vores lastbiler har i gennemsnit omkring 30 aflæsningssteder pr. skift, så det er et stort puslespil, der skal gå op hver eneste nat. Her er lastbilernes driftssikkerhed og indretning afgørende,” siger Niels Holm om baggrunden for at vælge Scania hybrid.

De to nye Scania El-Hybrid distributionslastbiler indgå i en flåde på ca. 25 lastbiler, der kører ud fra Schulstads bageri på Avedøre Holme.

Det gør de bl.a. i selskab med to Scania P 320 Hybrid fra 2017, som nu flyttes til et par lidt mindre krævende distributionsruter på Amager.

Tre gange så langt

”Rækkevidden på de 10 km pr. opladning er tre gange så langt som vores to lidt ældre Scania Hybrid fra 2017, og det viser, hvor stærkt udviklingen går inden for hybridteknologi og el-drift. Vi ønsker at være med helt fremme, når det gælder bæredygtig distribution,” siger Niels Holm.

Derfor indgår Schulstad også i en arbejdsgruppe med bl.a. Carlsberg og Arla, hvor de udveksler erfaringer på især distributionsområdet i byzoner, hvor trængsel, støjkrav og adgangsforhold stiller særlige krav til materiellet.

Schulstads lastbiler kører med en fyldningsgrad på tæt ved 100 pct., da de ud over de nøje planlagte læs også medbringer returemballage.

Mange ind- og udstigninger

”De næsten 40 afleveringer på et 10-timers skift inkl. pauser giver chaufføren rigtig mange ind- og udstigninger, så det er her, vi indsætter de to nye Scania. Dermed forbedrer vi ergonomien yderligere, så det både giver mindre belastning på chaufføren og højere effektivitet. Det forstærkes yderligere af, at bilerne også er udrustet med automatisk sænkning af forenden, når håndbremsen aktiveres,” siger Niels Holm.

Det er Key Account Manager Michael Rasmussen fra Scania Danmark i Ishøj, der har leveret de to nye lastbiler til Schulstad.

Fakta om Scania L 320 El-Hybrid:
Chassistype: Scania L 320 B6x2*4, luftaffjedring på alle tre aksler, styrbar og løftbar bogieaksel bag trækakslen.

Drivline: 5-cyl. 9-liters dieselmotor på 235 kW (320 hk) (Euro 6) samt 130 kW (177 hk) elektrisk motor tilkoblet kardanakslen i kombination med et 7,4 kW Lithium-Ion batteri, der kan oplades med ekstern strømkilde eller løbende under kørslen ved oplagring af energi fra den elektriske motor ved opbremsning. Scania GR875, 8-trins synkroniseret med Opticruise fuldautomatisk gearskiftesystem samt R 660 enkeltreduceret bagtøj med manuel differentialespærre.

Førerhus: Scania CL20 på 4-punkt luftaffjedring. Fremrykket og sænket distributionsførerhus med blot 20 cm indstigningshøjde ved kneeling. Premium førerstol, hvileudrustning, stort infotainment-system med 4×20 W musikanlæg og integreret navigation på 7” farveskærm. Dertil kommer Blindspot Detection advarselssystem, hvor chaufføren advares ved højresving af et akustisk signal, såfremt der befinder sig bløde trafikanter i området tæt ved højre side af lastbilen.

Opbygning: 21-pallers distributionskasse i 2,6 meters udv. bredde, integreret varmesystem med intern og ekstern strømforsyning. 2,5 tons Bär Cargolift læssebagsmæk med 2,2 meter alu-liftplade med fjernbetjening.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk