Moderne lastbiler er udrustet med et stort antal strømforbrugere, som giver stor belastning på batterisystemet. Flade batterier og dermed manglende evne til at starte hører til blandt de hyppigste årsager til driftsproblemer.

Hos Esbjerg Godstransport har man løst det med dobbelte batterisystemer, som man har fået leveret til deres 10 nyeste Scania lastbiler. Nu kommer man af sted til tiden.

”Vi har som mange andre vognmandsforretninger jævnligt oplevet startproblemer, hvis chaufføren f.eks. har læsset og losset sit vogntog intensivt med læssebagsmækken. Læsning og losning sker jo med slukket motor, og det kan malke batterierne så flade, at lastbilen ikke har kunnet starte, og transporten dermed er blevet forsinket,” siger værkstedschef Bjarne Hermansen fra Esbjerg Gods.

10 nye lastiler
Indenfor det seneste halve år har man fået leveret leveret 10 nye Scania G 400 og R 500 Streamline trækkere med det nye dobbelte batterisystem. Det har løst problemerne, for nu malkes startbatterierne aldrig så flade, at der ikke er strøm til at starte motoren. Esbjerg Gods råder over cirka 100 lastbiler, hvoraf størstedelen kører med sættevogn med læssebagsmæk.

En del af flåden kører også national og international distribution, hvor chaufføren overnatter i bilen. Her belastes bilens batterisystem også ved brug af f.eks. kaffemaskine, TV-skærm, kabinelys og parkeringsvarmer – og det har også ind imellem givet udfordringer med at starte især om vinteren. ”Vi havde lidt begyndervanskeligheder med Scanias dobbelte batterisystem.

De blev hurtig løst, så nu fungerer det rigtig godt. Det er vigtigt for os at overholde vores deadlines ved levering, og startproblemer på grund af flade batterier kan hurtigt koste et par timers forsinkelse. Det undgår vi nu,” siger Bjarne Hermansen.

Fakta om Scania dobbelt batterisystem:
Scanias dobbelte batterisystem består af to uafhængige batterisystemer til henholdsvis start af motoren samt til forsyning af bilens mange strømforbrugere som erstatning for det traditionelle batterisystem med 2×12 volt 225 Ah-batterier til lastbilens samlede strømforbrug.

Startbatterierne består af 2×12 volt serieforbundne 50 Ah-batterier af typen AGM Orbital med 24 volt driftsspænding. De er udviklet til at levere høj startstrøm (op til 800 A) på kort tid, som start af motoren kan kræve.

Forbrugsbatterierne består af 2×12 volt serieforbundne 85 Ah gel-batterier med 24 volt driftsspænding. De er konstrueret til at kunne klare dybe afladninger og levere en konstant strøm over lang tid.

Ved parkering i kortere eller længere tid leverer forbrugsbatterierne strøm til lastbilens mange strømforbrugere.

Skulle de blive afladet ved højt strømforbrug med slukket motor, beskytter et skillerelæ startbatterierne mod afladning, så de altid er i stand til at starte motoren. Under kørslen oplades startbatterierne først og derefter forbrugsbatterierne.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk