En helt ny og meget økonomisk benzinmotor fra PSA Peugeot Citroën, er netop sat i produktion på PSA’s nordfranske fabrik i Douvrin nær havnebyen Calais (Pas-de-Calais området).

Blandt de første modeller, der får monteret motoren er Peugeot 308 og C4 – begge udgaver sælger herhjemme på såvel hvide- som gule nummerplader. Det gælder også Peugeot 208-modellen, som får motoren lidt senere.

Produktionslinjen til den nye motor ”EB Turbo PureTech” blev indviet forleden  af topchefen for PSA Peugeot Citroën Philippe Varin samt præfekten for departementet,  Denis Robin.

Udgift på 6,7 mia. kr.
Koncernens samlede investeringer i udviklingen af den nye familie af tre-cylindrede benzinmotorer ”EB Pure Tech” beløber sig til 6,7 mia. kr. – heraf 1,6 mia. kr. til udvikling og 3,3 mia. kr. til brug i fabrikkerne.

 Serieproduktionen af den nye turbomotor forventes at starte i marts 2014 og den årlige produktionskapacitet at blive 320.000 motorer. Den nye 3-cylindrede turbomotor er både højtydende, økonomisk og kompakt.

Den udmærker sig ved en effekt fra 110 til 130 hk., reduktion af brændstofforbrug og udledning af CO2 på op til 18 pct. i forhold til nuværende motorer uden turbo. Dertil mindre vægt og kompakt konstruktion, som betyder bedre præstationer.

Lever op til Euro 6 emissionskrav
Der er tale om modulopbygget konstruktion, så 40 pct. af delene stammer fra motorudgaven uden turbo.

Motoren lever desuden op til de kommende Euro 6.1 emissionskrav, der træder i kraft i september 2014 – så den er et eksempel på teknologisk innovation. Faktisk har PSA udtaget 121 patenter på motoren.

EB Turbo PureTech kommer først i Citroën C4 (110 g CO2/km) og i Peugeot 308 (107 g CO2/km, og siden i Peugeot 208 (105 g CO2/km) og i Citroën C3 og DS3 (105 g CO2/km).

Motoren fremstilles på fabrikken i Frankrig til de biler, som koncernen producerer i Europa. Fra 2015 skal motoren også fremstilles i Sydamerika og i Kina til de lokale markeder.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk