Franske Renault Kangoo dukker i foråret op i en ny og forbedret udgave – ikke mindst med opdateringer , som endda er hentet på selve fabrikken i Maubeuge, hvor Kangoo bygges – for her bygges også Citan fra tyske Mercedes-Benz.
Citan er en blanding af ordene City (by) og Titan (styrke).
De to fabrikker har indgået et samarbejde om at bygge de små varebiler sammen.
Samarbejde mellem bilproducenter
Samarbejde mellem bilfabrikker har været praktiseret i årevis. Renault har i årevis således bygget Opel Vivaro/Movano og Nissan PrimaStar/NV 400 på basis af Trafic og Master – og Mercedes bygger Crafter for VW på Sprinter-fabrikken.
Tyskerne har så gået fabrikken igennem med en tættekam – og har brugt to år og flere millioner Euro til at forvandle en Kangoo om, så den har fået Mercedes’ eget DNA. Man har i øvrigt 25 kvalitets-folk ansat på den franske fabrik.
Strammere affjedring
Mercedes har strammet op på undervogn og affjedring, udviklet nye motorophæng og ændret motorkarakteristik på Renault motorerne med Mercedes BlueEFFICIENCY-teknologi.
Dertil kommer valg af kraftigere bremser, fastede sæder i bilen – hvortil kommer en selvstændigt front- og hækdesign og en helt anden instrumentering.
I de to år forarbejdet varede testede de bilerne dels i kulde i Nordsverige og i varme i Arizona, USA.
Vintertest i Nordsverige
Jeg prøvede Citan-prototypen i Arjeplog i Sverige sidste vinter – for at se, hvor stor forskel, der var på original og kopi.
Der var sket meget, men det er svært at bedømme prototyper i snevejr.
Jeg har testet begge biler – den bestående Kangoo og den nye Citan – og Citan er mere præcis i styring og fastere i affjedringen. Kangoo er blødere indstillet, som franskmænd godt kan lide. Begge motorer er smidige – men Citan er nok mere højgearet.
Mangler et sjette gear
Motoren trækker fra 1.000 omdrejninger eller 35 km/t i femte gear. Men mangler til gengæld et sjette gear på motorvejen. Det kan fås ekstra – og det bør man ofre.
Ved verdenspremieren i København i fjor havde Mercedes-folkene endda udstillet netop den opdaterede undervogn.
Den nye Kangoo, der kommer her i foråret, har annekteret en del af disse forbedringer med opdateret teknik.
Dyrt med to model-linjer
Udvendigt har bilen bl.a. fået baglygter, der minder meget om Citans. Det er for dyrt at køre to modellinjer på fabrikken med for mange forskelle.
Frontpartiet er naturligvis Kangoo’s eget – og her har Renault søgt over mod den nye familie-lay-out, som ses på personbilerne, og det virker lettere end på den hidtidige model.
Mercedes’ varevogns-ledelse lægger ikke skjul på, at det var en udfordring at bygge en ny mini-van på basis af en eksisterende fransk varebil. For det var vigtigt at den nye bil havde en typisk Mercedes-identitet.
Dyrt at begynde fra bunden
Men det er billigere at bygge på en eksisterende platform end at begynde fra bunden, når der er tale om varebiler, der produceres i mindre styktal end personbiler.
Instrumenteringen er da også rendyrket Mercedes med alle kontakter placeret i stil med eksempelvis den større Mercedes-Benz Vito. Genkendelsens glæde for stamkunderne.
At Mercedes turde binde an med fransk teknologi, der jo ikke just har samme prestige som tysk teknologi, skyldes bl.a., at Renaults biler er blevet mere robuste efter man er kommet i familie med Nissan – hvis man skal tro på Mercedes.
Bedre finish på ny Kangoo
Jeg har af gode grunde endnu ikke prøvekørt den nye Kangoo – men sammenligner man Kangoo og Citan, er der i den tyske bil gjort meget ud af isoleringen – så støjniveauet er mindre. Især det sidste er det nærliggende at overføre til den nye Kangoo.
Renault fortæller også, at man nu har forbedret finish på svejsepunkter, bedre finish på dørpaneler, bedre forseglinger i forbindelse med karossseri-finish samt arbejde med netop lavere lydniveau og akustik.
Nyeste esc-udgave
Som Kangoo har Citan fået nyeste udgave af esc/ESP stabilitetssystem samt bakke-hjælp og antispin system – og kunderne kan få deres biler skræddersyede ab fabrik – en gammel Mercedes-specialitet.
Bag rattet sidder man godt i begge biler – men som nævnt lidt fastere i Citan. Instrumenteringerne er vidt forskellige – det må blive en smagssag, hvad man bedst kan lide. Begge biler havde samme skavank: rattet kunne kun indstilles lodret (op/ned).
Alsidig udformning
Testbilen havde en gitter-adskillelse, hvor halvdelen kunne drejes om ved siden af førersædet – når passagersædet var fældet ned i gulvet. Så kunne man køre med endnu længere gods.
Testbilen havde også en tagluge, så man kunne køre med stiger og lignende.
Men varerums-gulvet var forsynet med meget glat plastoverflade, hvor alt rutsjer rundt, hvis det ikke spændes fast. Også gulvet i kabinen var udført i glat plast – men det er selvfølgelig lettere at gøre rent.
Teknik Mercedes-Benz Citan 109 CDI:
Motor: 4 cyl. Dieselturbo.
Miljø: Euro 5 BlueEFFICIENCY.
Slagvolumen: 1.461 ccm.
Ydelse: 90 hk. v. 4.000 omdr.
Moment: 200 Nm v. 1.750 omdrejn.
Gear: 5 trin.
Brændstofforbrug: 21,3 km/l.
CO2: 130 gram pr. km.
Køreklar vægt/totalvægt: 1.490/1.950 kg.
Påhæng m. bremser: 1.050 kg.
Varerum: 3,1 kubikmeter.
Citan-priser fra 123.000 kr. plus moms.
Teknik Renault Kangoo 1,5 dCi:
Motor: 4 cyl. 1.461 ccm.
Ydelse: 90 hk v, 4.000 omdr.
Moment: 200 Nm v. 1.750 omdr.
Gear: 5 trin.
Brændstofforbrug: 20,4 km/l.
Miljø: Euro 5
Køreklar vægt/totalvægt: 1.335/1.936 kg.
Påhæng m. bremser: 1.050 kg.
Varerum: 3,1 kubikmeter.
Kangoo-priser fra ca 130.900 kr. plus moms