Nissan NV250 hedder en ny let varebil, som fra midt i 2019 skal bygges på Renaults varebilsfabrik i Meubeuge nord for Paris.

Med den franske præsident Emmanuel Macron som æresgæst offentliggjorde Carlos Ghosn – øverste chef og formand for Renault-Nissan-Mitsubishi Alliancen – i går, at Renaults Meubeuge fabrik nu skal til at bygge en ny let Nissan-varebil på basis af den nuværende Renault Kangoo.

Helt ny strategi

Bilen, som allerede får præmiere i midten af 2019, skal hedde NV250 – og bliver en bil, der i størrelse placerer sig mellem Nissan NV200 og NV300. NV200 og eNV200 el-varebilen bygges i Nissans fabrik i Barcelona.

Hvad det betyder for den eksisterende NV200 og produktionen i Spanien vides ikke. Da vi testede Renault Master i eludgave først på året, erfarede vi, at Alliancen på sigt ville ensrette udvikling og produktion af teknikken til elbiler.

Ny varebil til Mitsubishi

NV300 bygges på Renaults Sandouville fabrik – ligesom dens ”søstre” Renault Trafic og Opel Vivaro – plus Fiat Talento.

Vivaro skal fremover fortsat bygges i engelske Luton – men nu som søstermodel til bilerne Peugeot Expert, Citroën Jumpy og Toyota Proace.

Det giver plads til en ny model i Sandouville, som skal producere en Mitsubishi pendent til Trafic, som dog er forbeholdt Australien og New Zealand. I hvert fald foreløbig.

Store investeringer

I forhold til alliancens strategiplan 2022 vil man fordoble de årlige synergieffekter til en værdi af 10 mia. euro (75 mia. kr.) Medlemmerne af alliancen vil øge samarbejdet med bl.a. fælles platforme og fælles produktions faciliteter.

”Groupe Renault har netop annonceret en total investering I Frankrig på 1,4 mia. euro (10,5 mia. kr.) for at støtte to vækst-områder: elbiler og varebiler,” sagde Carlos Ghosn.

Det gælder også el-udgaver af Kangoo-familien. Gruppen vil investere 450 mio. euro (3,4 mia. kr.) i Kangoo-projektet over de nærmeste fem år – og næste år vil man ansætte yderligere 200 arbejdere til forøgelsen i varebilsproduktionen.

Fortsat Daimler samarbejde

Groupe Renault og Daimler har på den seneste biludstilling i Paris cementeret deres partnerskab.

Således bygger Renault varebilen Mercedes-Benz Citan som søstermodel til Kangoo i Maubeuge.
Renault leverer også motorer til Mercedes-Benz – mens Daimler bl.a. producerer Renault Twingo som søstermodel til minibilen SMART.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk