Det er noget af en sværvægter i bilverdenen, der har skiftet sin arbejdsadresse i Paris ud med en anden i samme by.

Carlos Tavares var i mange år anset som et godt bud på at skulle overtage jobbet efter Renault-Nissan chef Carlos Ghosn. For kort tid siden meddelte han så sin afgang – fordi han søgte nye udfordringer.

Nu er spændingen så udløst. Han skal ved årsskiftet afløse PSA’s topchef Philippe Varin – og flytter samtidig postadresse fra Boulogne-Billancourt til Boulevard Grande Armée i hjertet af Paris. Tavares har tidligere været en stor støtte for Ghosn – bl.a. ved rekonstruktionen af japanske Nissan, som i dag er i samme gruppe som Renault.

Ny strategi
Philippe Varin blev i 2009 udnævnt som direktør for PSA Peugeot Citroën og har sammen med direktionen defineret og gennemført en ny strategi for PSA Gruppens industrielle, kommercielle og finansielle planer for at overvinde den krise, som har præget den europæiske bilindustri.

Da direktionen med støtte fra bestyrelsen begyndte forhandlinger med forskellige partnere om industrielle og kommercielle samarbejder, udtrykte Philippe Varin dog ønske om, at det næste konsoliderende skridt skulle ske under ledelse af en ny pilot, som kunne sikre, at PSA-gruppens strategi blev gennemført på langt sigt.

Grundig research
Han bad derfor bestyrelsen om at igangsætte en proces, som kunne sikre en hurtig udnævnelse af et nyt medlem af direktionen, som i løbet af 2014 kunne overtage posten som direktør for PSA.

Efter grundig research faldt valget således på Carlos Tavares som efterfølger til Philippe Varin. Han starter som medlem af direktionen 1. januar 2014 og vil i løbet af 2014 overtage roret for PSA Peugeot Citroën.

I løbet af denne periode vil Philippe Varin imidlertid fortsætte som direktør for PSA´s direktion og især arbejdet med at gennemføre de strategiske diskussioner, som er påbegyndt med forskellige partnere.

Tæt samarbejde med GM
Således leverer PSA motorer til flere andre bilproducenter, og man har et tæt samarbejde med f.eks. Geneal Motors – bl.a. om kommende fælles platforme og fælles produktion til Peugeot og Opel.

Carlos Tavares skal lære virksomheden og de mange udfordringer hos PSA at kende og arbejde sammen med direktionen om at gennemføre de aktivitetsplaner, der er sat i gang – og som har til formål at sikre genopretningen af PSA Gruppen, som det hedder i en pressemeddelelse fra PSA koncernen.

”Ved at vælge Carlos Tavares, der er anerkendt i bilindustrien, som efterfølger til Philippe Varin i 2014, sikrer bestyrelsen, at den strategi, der har været fulgt i flere år for at sikre genopretning og udvikling med henblik på at overvinde krisen, vil blive gennemført på langt sigt, udtaler Thierry Peugeot,” bestyrelsesformand for PSA Peugeot Citroën.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk