GAZ Group i Rusland vil også være med, hvor ”gassen brænder” for erhvervskøretøjer, og har nu løftet sløret for deres nye Gazelle varebil mellem 2,3 og 5 tons totalvægt: Gazelle Next.

Koncernen har investeret tæt på en mia. kroner på sagen. Tyrkiet er allerede på landkortet – resten af Europa følger måske efter.

Samles også i Tyrkiet
Den tidligere Gazelle varebil, som har været produceret siden 1994, blev relanceret i 2010 med tilnavnet ”Business”. I Rusland og associerede CIS lande kører der i dag mere end 1,8 mio. Gazelle varebiler, lastbiler og minibusser. Gazelle samles også i Tyrkiet.

I 2012 byggede Gaz cirka 100.000 køretøjer med navnet Gazelle og Sobol (2,8 tons modeller). Gazelle Business, som især kører med benzinmotorer, er fortsat den mest solgte varebil i sin klasse – og også den billigste. Prisen begynder med omkring 105.000 kroner.

Vestlig komfort
Den nye Gazelle er en varebil for fremtiden – med helt nyt karosseri, der både er større, bredere og sikrere end tidligere – og med nyt interiør, Isringshausen sæder som i lastbiler samt eldrevne spejle og sæder.

Den nye model har ikke længere benzinmotorer, men kun dieselmotorer fra Cummings på 2,8 liter med Euro 4 miljø-standard. De bygges i Kina i samarbejde med det lokale lastbil-selskab Foton.

Stumper fra Vesteuropa
Resten af drivlinen er fra Gaz Group selv – set vil sige 5 trins gearkasse og aksler. Affjedringen fortil er helt uafhængig ophængt – og der er udtalt bruget aluminium til karosseriet.

Russerne har valgt at købe stumperne til bilen I Europa – det vil sige bremsesystemer fra Bosch, styretøj fra tyske ZF, styretøj fra spanske  CSA, lejer fra SKF, dørlåse fra Tjekkiet og standardmonteret Wabasto varmesystem.

Testet i Spanien
Bilerne var i øvrigt ikke kun testet af fabrikken i Rusland – men også i Spanien.

I russisk vinterklima med is og sne meldes bilen som sjov at køre: den holde god temperatur i kabinen, den er komfortabel, har lavt støjniveau og med køreegenskaber i klasse med Mercedes-Benz Sprinter – den har en god maskine, en godt gearskift og velfungerende bremser.

ABS først til sommer
Minuspoint er gammeldags gearskift, som senere udskiftes med joystick – og indtil nu leveres bilen uden ABS blokeringsfrie bremser, som dog bliver standard til sommer.

Gazelle Next vil blive produceret parallelt med Gazelle Business – men til en lidt højere pris – til cirka 125.000 kroner som chassis – og cirka 5.000 kroner mere som kassevogn. Der er tre års garanti eller 150.000 km.

I indeværende år vil GAZ Group bygge 22.000 Gazelle Next som chassis og kassevogn – senere kommer bl.a. dobbelt-kabine, ambulance, 18 sæders minibus, 4×4 udgave, en let 2,8 tons udgave samt en større 5 tons udgave.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk