Den seneste udgave af den nye Land Rover Defender har øget salget betragteligt. Det drejer sig om den fabriksbyggede varebilsudgave Hard Top.

Vi har besøgt Bilcentret Peer Glad i Kalundborg – her har bilforhandler Jacob Glad, anden generation i bildynastiet, været hurtig med at finde en udgave i Tyskland inden den kunne komme ny fra fabrikken.

Den går under betegnelsen N1, hvor Van-modeller ombygget herhjemme, fortsat hedder M1 – og det betyder bl.a., at beskatningen for N1 maksimalt er 47.000 kroner, da den vejer over tre tons.

Mange henvendelser

Det har betydet mange henvendelser fra professionelle erhvervskunder i hele landet – og bilen købes uden moms, med moms (privat benyttelsesafgift 18.560 kr.) eller med splitmoms (privat benyttelsesafgift 9.280 kr.).

Priserne begynder i standard-udgaven på rene gule plader ved ca. 444.000 kroner plus moms. Med moms koster den 542.000 kroner.

Indstigningsprisen er faktisk også billigere end en 110-tommer, der er ombygget fra en personbil. Den koster nemlig godt 100.000 kroner mere – og kikker man på hvidpladeprisen på en Defender, så koster den 250.000 kroner mere.

6 cylindret turbodiesel

Under hjælmen ligger i standardudgaven en 6-cylindret 250 hestes dieselmotor, som absolut kan opfylde de flestes behov som arbejdshest – uanset om der er tale om en håndværker eller en jordbesidder.

Men man kan også vælge en udgave med 300 hk – så stiger momentet fra 570- til 650 Nm.

Vi lånte Glad’s demobil i nogle timer i Kalundborg og omegn med en afstikker til Havnsø med kørsel både på landevej og i terræn – og der er bare masser af trækkraft i bilen.

3,5 tons på krogen

Vi har tidligere prøvet maskinen i andre udgaver af Defender – og der er virkelig tale om et køretøj, som ikke opgiver ævred. Den må trække 3,5 tons på krogen.

Vi har også prøvet en 90 tommer udgave, hvor vi netop hos Glad lånte en Ifor Williams trailer (fra datterselskabet Glad Trading) – med en tilsvarende bil på traileren – og trækkraften er så imponerende, at man nærmest ikke mærker den ekstra vægt på krogen.

Tidligere har vi kørt den nye Defender på Tirstrup Gods ved Vejle og i terrænet ved Lerchenborg slot ved Kalundborg – hvor Jacob Glad har en aftale om at bruge skovområdet til demonstration af Land Rover og Range Rover for kunder.

Prøv den først

En Defender skal bare prøves i terrænet, før man køber den – for det er her man får bedst indtryk af bilen, som vel ikke har sin lige i sin klasse.

Konkurrenterne er der også blevet færre af, så flere kikker på en Land Rover Defender. Og prisen er ikke meget ændret i forhold til den seneste udgave af den forrige model, der udgik i 2016.

Det, som man betaler for, er nemlig teknikken og køreegenskaberne i terrænet – men i den nye udgave får man også en bil, der opfylder de seneste emissionskrav, komforten er væsentligt forbedret og støjniveauet nærmest ikke eksisterende.

Praktiske aflæggerum

Hard Top udgaven – som også kaldes en pick-up – er nu en normal Defender med helt adskillelse mellem kabine og varerum. I kabinen var der i testbilen to normale sæder og et midtersæde for en ikke for omfangsrig person. I kabinen er der lås på handskerummet.

Varerummet har hård gummibeklædning i gulvet – hvor der er tre aflåselige rum, der holdes oppe med gasdæmpere.

De to forreste og mindre rum er der adgang til fra sidedørene.

God udnyttelse

Utrolig god udnyttelse af gulvpladsen – hvor der også er seks fastgørelseskroge. Hvis man kører med læs, er det selvfølgelig svært at komme til rummene.

Nogle vil måske mene, at den sidehængslede bagdør er vel tung at arbejde med, og at åbningen er smal, når man skal læsse. Men det er jo kram.

Man sidder rigtig godt bag læderrattet – og både førersæde og rat kan indstilles trinløst. Der er otte-trins automatgear, hvor skiftebevægelserne er bløde og hurtigere.

Se rundt om bilen

Bilen har Terrain Response system med mange indstillinger af undervognens opsætning, så den passer til underlaget – f.eks. sten, mudder og græs.

For kørsel i terræn er der kamera fortil, som kan se ned foran bilen, så ikke man rammer træstubbe og sten. Der er ligeledes Around View Monitor, så man kan holde øje med, hvad der sker rundt om bilen. På den måde kan man også se bagud.

Bilen klare det utroligste – den har en frihøjde på 291 mm – og en vadedybde her i 110 tommer udgaven på 900 mm. Der er naturligvis konstant firehjulstræk.

Selvbærende karosseri

Til- og frakørselsvinklerne er opgivet til henholdsvis 38- og 40 grader – rampevinklen er 28 grader – og stigningsvinklen til 45 grader.

Kvaliteten er høj overalt – og kan ikke sammenlignes med den gamle Defender. Bare tag dørene, som nu lukker majestætisk blødt.

Teknisk var den gamle Defender udstyret med chassisramme – nu er der tale om et selvbærende karosseri. Så kundeunderlaget er langt bredere end med den gamle model.

God komfort på landevej

Bilen er ikke hårdt affjedret som før – og den kan køre motorvejsfart med en høj grad af komfort, og sådan var det jo ikke tidligere.

Men fabrikken har stadig fokus på bilen som arbejdsredskab – så man ser skruerne i dørene. Der er også standard gummimåtte, hvis kabinen skal spules efter turen i terrænet.

Adaptiv fartpilot ikke standard

Man kan måske undre sig over, at en sikkerhedsdetalje som adaptiv fartpilot ikke
er standard – her må man bestille ”Driver Assist Pack” til udgaverne standard og S4 til 14.400 kr. Det burde være standard – og betyder jo ikke noget, når man i forvejen lægger 450.000 kr.

Man skal også betale om differentialespærre til bagakslen til 8.867 kr., elektrisk svingbart træktøj til 10.000 kr. – samt 20.533 kr. for luftaffjedring. En større 11,4 tommer touchscreen vil man nok også blive glad for.

Stålfælge

Standard-udgaven er udstyret med stålfælge og 10 tommer skærm – men skal også lige nævne, at bilen har et ganske righoldigt udstyr så som LED forlygter, skiltegenkendelse, Terrain response off road system, el-drevne stofsæder, to zone klimaanlæg, nødbremse, sensor for vadedybde og fartpilot.

Vi skal også nævne tre års fabriksgaranti eller 100.000 km – og så skal vi nævne brændstofforbruget på 10,4 km/l efter WLTP normen.

Faktaboks Land Rover Defender Hard Top Van Standard:
Motor: 6 cyl. Biturbodiesel. 24V.
Slagvolumen: 2.995 ccm.
Ydelse 250 hk v. 4.000 omdr.
Drejningsmoment: 570 Nm v. 1.250-2.250 omdr.
Forbrugssnit WLTP: 10,4 km/l.
CO2 udslip: 251 g/km.
Topfart: 188 km/t.
0-100 km/t: 8 sek.
Trailervægt m. bremser: 3,5 tons.
Dæk: Michelin Latitude Tour HP 255/70 R18.
Til- og fra-kørselsvinkler/rampevinkel: 38/40 grader.
Rampevinkel: 28 grader.
Stigningsvinkel: 45 grader.
Gearkasse: 8 trins aut.
Pris ekskl. moms: 443.756 kr.