(VAL DI SANGRO)

Næste efterår skal en bilfabrik præstere et snit på maksimalt 147 gram CO2 for varebiler pr. kilometer – og 95 gram for personbiler.

Det kræver en pæn andel med meget grønne køretøjer – og derfor vil Fiat Professional samtidig have den elektriske Ducato klar. Officiel præmiere fejrer bilen på IAA transportmessen i Hannover.

Og ikke alene i en enkelt udgave, men i to udgaver med batteristørrelser på både 47- og 79 kWh, der efter de gamle NEDC forbrugstal giver en rækkevidde på henholdsvis 200- og 350 km.

Max 100 km/t

Men i den virkelig verden betyder det ifølge elbil-ansvarlige Domenico Gostoli fra Fiat Professional en mere realistisk rækkevidde på op mod 150- og 300 km, som er tættere på de nye WLTP tal.

Topfarten på el-Ducato begrænses til 100 km/t, som ifølge Fiat-ingeniørerne er nok for en by-distributionsbil, som bilen er tænkt som.

Teknikken bag den nye eDucato er udviklet af Fiat Professional i tæt samarbejde med hus-leverandøren af motorer, FPT – Fiat Powertrain, som i mange år har udviklet el-teknologi til f.eks. Iveco Daily Electric.

Lynhurtig fra start

Ydelsen er 90 kW og momentet 280 Nm, men med fuldt moment fra 0 km/t får man meget typisk for en elbil en meget hurtig bil fra start – således fem sekunder til 50 km/t, men til 100 km/t tager det 20 sekunder.

Bilen har fem batteripakker plus en elektrisk motor og transmission – og Smart Charge Plug (ladestik), som kan sikre hurtigladning. Dog maksimalt ved 50 kW. 100 km rækkevidde kan man lade på en halv time med vekselstrøm – det dobbelte med jævnstrøm.

El-varebiler vil udgøre seks pct. af produktionen om få år. Men dieselmotoren vil bestå mange år endnu, og man faktisk arbejder på en ny dieselmotor med endnu bedre økonomi.

Vælg den rigtige el-varebil

Domenico Gostoli lover dog, at køretøjer med alternativ energi vil øges med to pct. frem til 2024.

Interesserede kunder skal dog vælge med fornuft. Der er ingen grund til at tage bilen med den store batteripakke, hvis man ikke har behov for den – for miljøets skyld. Og økonomiens.

Som i dag handler elbiler om logistik og fornuft. Man skal have en plan med anvendelse og med opladning. Det er logisk at lade op efter dagens dont om natten.

Op til 1.950 kg. nyttelast

Det store batteri tager mere fra nyttelasten. Vælges det lille batteri, garanteres der op mod 1.950 kg. nyttelast. Ellers kun 1.800 kg.

I dag handler køb om varebiler ikke mindst om TCO (Total Cost of Ownership) eller totaløkonomi – det vil sige prisen på køretøjet. Det kræver konkurrencen på markeder for alle kunder.

Derfor er der heller ikke så mange kunder til el-varebiler endnu – så det er fortsat offentlige myndigheder, der vælger el-varebiler – samt de virksomheder, der arbejder for de offentlige myndigheder, som langsomt vil øge kravet om grønne køretøjer, hvis man vil arbejde for f.eks. staten eller en kommune.

1.172 varebiler om dagen

Fiat Ducato så dagens lys i 1981 i første generation – i år kom så sjette generation. Bilen bygges på den såkaldte ”Sevel Syd” i byen Atessa i Val di Sangro området. Det er i det østlige Italien nær Pescara.

Her producerer man desuden PSA-modellerne Peugeot Boxer og Citroën Jumper. Der er 10.000 varianter at vælge imellem. 1.170 varebiler forlader fabrikken hver dag. Det er Fiat Chrysler Automobiles (FCA) største produktionssted med bl.a. 722 robotter (heraf de 59 i maleafdelingen).

Der er 6.778 medarbejdere (heraf 439 funktionærer) og yderligere 13.000 beskæftigede hos underleverandører – mange i nærheden af fabrikken. 21 pct. af arbejdsstyrken er kvinder.

Forsker i fremtiden

El-Ducato er nyeste udgave, men der forskes også i selvkørende udgaver, digitalisering og forbundne biler (connectivity).

Produktionen på fabrikken er ikke enkel. Der skal være styr på 7.500 reservedels numre for at producere hele Ducato-udbuddet (sammen med PSA modellerne).

500 lastbiler ind – 215 lastbiler ud

Hver dag ankommer 500 lastbiler og et heltog til fabrikken med materialer til produktionen – og når bilerne er bygget, forlader hver dag 215 lastbiler og ni heltog fabrikken igen med de nye varebiler. 85 pct. af produktionen eksporteres.

Fiat Professional har allerede en plan til at øge produktionen af Ducato – så man når op på 17 skift om ugen. Det kræver ansættelse af 650 nye medarbejdere

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk