Hybridbil uden opladning er en Toyota-specialitet – og det er noget, som travle erhvervsfolk og generelt folk med impulsivt rejsemønster værdsætter.

Ikke noget med at jagte ladestandere på turen rundt i Europa – eller smutturen til den anden ende af landet.

Ikke noget med kaffe og blødt brød i tide og utide mens man venter på at lade strøm på en elbil. Toyotas hybridbiler er nemlig selvopladende.

Penge at spare som Van

Vi har prøvet den populære Corolla i Touring Sports udgave, som er en yderst velkørende og komfortabel stationcar med op til 1.430 liter varerum i Van udgave.

Prisen er 257.821 kroner plus moms – hvor hvidpladeudgaven i den testede Style udgave koster 380.000 kroner.

Bilen kører 21,3 km/l i gennemsnit (WLTP) – så der er langt mellem optankningerne – og tilmed samler den strøm op med B-mode.

Godt med trækkraft

Man kan også vælge at køre i det besparende ECO-mode, med mindre man har mere travlt og vælger normal eller sågar sport-mode. EV mode kan man vælge i bykørsel.

Samlet yder bilen 140 hk og har et drejningsmoment på 142 Nm ved 3.600 omdrejninger, så godt med trækkraft til motorvejen sydpå. Bilen laster maksimalt til 1.475 kg. i køreklar vægt. Desværre er der kun en trailervægt på 750 kg.

Positivt er derimod den elektriske betjente bagklap, aflæggepladsen under gulvet, 720 cm læssehøjde og tagræling. Lås på handskerummet savnede vi dog.

Adaptiv fartpilot

Udstyrsniveauet er ellers flot – og vi skal begynde med sikkerhed. Her skal vi pege på adaptiv fartpilot, nødbremse, bi-zone LED forlygter, bakkamera, skiltegenkendelse, linjevogter, regnsensor og 2-zone klimaanlæg.

Af andre udstyrsdetaljer kan vi nævne læderrat og sportssæder med læderkanter, som sikrer en udmærket kørestilling. Bilen kører godt – er også letkørt – og fin på en snoet landevej.

På turen en kold efterårsdag er man også glad for varme i rat og sæder. Bilens navigation og 10,5 tommer touchscreen er også et must. Og så er der elektrisk p-bremse og usb stik.*

Forbedret automatgear

Nogen racer er det ikke – men man når da 100 km/t på 9,4 sekunder mens topfarten er opgivet til 180 km/t.

Bilen har det trinløse e-CVT gear. Måske ikke vores yndlingsgearskift – men den voldsomme elastikeffekt fra tidligere har fabrikken dog fået dæmpet, så man kan holde det ud.

Toyota byder også på branchens bedste garanti med Relax sikring, der er på 11 år minus én dag – og købes bilen brugt uden velholdt servicehæfte, så genskabes garantien efter en tur på et autoriseret værksted.

Tekniske data Toyota Corolla Touring Sports Hybrid 1,8 Style:
Motor: 4 cyl.
Slagvolumen: 1,8 liter.
Ydelse ialt: 140 hk.
Moment: 142 Nm v. 3.600 omdr.
Elmotor: 95 hk og 185 Nm.
Topfart: 180 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 9,4 sek.
Forbrug snit WLTP: 21,3 km/l.
CO2 udladning: 106 gram/km.
Dæk: Falken Ziex 17 tommer.
Læssehøjde: 720 mm.
Varerum: 1.430 liter.
Køreklar vægt: 1.475 kg.
Trailervægt m. bremser: 750 kg.
Pris hvide plader: Ca. 380.000 kr.
Pris Van ekskl. moms: 257.821 kr.

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk